Selvbedrag: Quattrones og Tverskys eksperiment

I Quattrones og Tverskys eksperiment stod det klart, at folk har en stærk tendens til at fortælle hinanden løgne og tro på dem. Vi ændrer eller undertrykker information - nogle gange er det bevidst, andre gange er det ikke - for at undgå interne konflikter og problemer.

Hvis du blev spurgt, ville du sikkert sige, at du aldrig er involveret i løgne og bedrag. De fleste af os tror på, at vi lever efter sandheden, og at vi er fuldstændigt oprigtige i de fleste af vores ord og handlinger. Men Quattrones og Tverskys eksperiment om selvbedrag beviste, at dette ikke er tilfældet.

Quattrones og Tverskys eksperiment blev udført i 1984, og det blev oprindeligt publiceret i Journal of Personality and Social Psychology. Det primære mål med denne undersøgelse var at bevise eksistensen af kognitiv bias kendt som bekræftelsesbias.

Dette har at gøre med behovet for at overbevise os selv om, at det, vi tror, er sandt, faktisk er sandt, hvad enten det er tilfældet eller ej.

Denne bekræftelsesbias handler om løgne og bedrag. I dette tilfælde er der dog hovedsageligt fokus på os selv. Her taler vi om selvbedrag. Dette er en proces, hvori vi stopper med at se aspekter af virkeligheden, der modsiger vores overbevisninger, eller gør os utilpas.

Quattrones og Tverskys eksperiment viser, at vi ofte bedrager os selv. Vi gør det ikke med dårlige intentioner eller med manglende respekt for sandheden. Det er simpelthen en mekanisme, der hjælper os med at undgå at stå over for virkelighedens smertefulde eller ubehagelige aspekter.

Quattrones og Tverskys eksperiment om selvbedrag

Deres eksperiment er baseret på en gruppe bestående af 34 frivillige. Forskerne fortalte dem, at de var i færd med at udføre en undersøgelse om “atletikkens medicinske og psykologiske aspekter”. Selvom det ikke var sandt, var det nødvendigt, at de frivillige troede på, at det var sandheden.

Derefter bad forskerne dem om at nedsænke deres arme i koldt vand. Forskerne fortalte dem, at deres modstandsdygtighed over for det kolde vand var en meget vigtig indikator for deres overordnede helbred. Dette var heller ikke sandt.

De bad dem også om at udføre andre slags opgaver. Dette inkluderede blandt andet at cykle samt andre lignende aktiviteter, som blot fungerede som distraktioner.

Til slut snakkede de med de frivillige om “forventet levealder”. I snakken fortalte forskerne dem, at der fandtes to slags hjerter. Type 1 var mere resistent, og derfor var det mindre sårbart over for udviklingen af hjertekarsygdomme med tiden. Type 2 var derimod svagt, og det var mere udsat over for sygdomme.

Et tvist i eksperimentet

Efter denne første fase tog forskernes eksperiment en drejning. De frivillige blev inddelt i to grupper. Forskerne fortalte den ene gruppe, at arme nedsunket i koldt vand var en indikator for, hvorvidt de hver især havde et type 1 eller type 2 hjerte.

De tilføjede, at de, som havde et type 1 hjerte, hvilket var det stærke og modstandsdygtige hjerte, ville være i stand til at nedsænke deres arme i det kolde vand i længere tid. De fortalte den anden gruppe det modsatte – at de, som havde et stærkt hjerte, ikke ville være i stand til at have deres arme nedsunket i koldt vand i lang tid.

Derefter blev alle de frivillige igen bedt om at lægge deres arme i koldt vand, så de kunne blive evalueret igen. Resultaterne var besynderlige. De frivillige i den første gruppe havde deres arme under koldt vand i meget længere tid, end da de udførte eksperimentet første gang. Det modsatte skete med den anden gruppe.

Eksperimentets konklusion

Forskellen i tiden, hvor de havde armene i koldt vand, varierede i gennemsnit med 10 sekunder. De, som oprindeligt holdte ud i 35 sekunder, kunne nu holde det ud i 45 sekunder, hvis de var i gruppe 1. Og de, som havde holdt ud i 35 sekunder, kunne nu kun holde ud i 25 sekunder, hvis de var i gruppe 2. Hvad kunne forskerne konkludere ud fra dette?

For at drage deres endelige konklusioner stillede forskerne alle deltagerne ét spørgsmål. De spurgte dem om, hvorvidt informationen om de to typer hjerter havde fået dem til at udholde i længere eller kortere tid for at bevise, at de havde et stærkt hjerte. 29 ud af de 34 frivillige benægtede dette.

De blev derefter spurgt, hvorvidt de mente, at de havde et sundt hjerte. 60% af dem, som havde benægtet, at de var blevet påvirket af hjerteoplysningerne, sagde ja. 

Ifølge forskningen beviste resultaterne, at personerne havde en stærk tendens til selvbedrag. Nogle undertrykker sand information fuldstændigt blot for at bevise over for sig selv (og andre), at de har ret. Ved at gøre dette undgår de situationer, som måske er ubehagelige eller bekymrende.