Rottepark eksperimentet

november 16, 2019
Rottepark eksperimentet viste, hvordan social isolation kan være en udløsende faktor i udviklingen af afhængighed af narkotika. Samværet med andre rotter og friheden i parken lod til bemærkelsesværdigt at nedsætte rotternes trang til at indtage stofferne.

Her kan du læse alt om rottepark eksperiment!

Rottepark eksperiment gav nogle fascinerende indblik i afhængighedens væsen. Rotter bliver ofte brugt til “psykologiske eksperimenter” på grund af deres genetiske lighed med mennesker. Mennesket og rotten har 95 procent af deres arvemasse tilfælles.

Studier med rotter laves altid i kontrollerede miljøer (i laboratorier, med andre ord). De fleste forsøgsdyr lever alene i bure uden kontakt til andet eller andre. Dette er en halt unaturlig måde at leve på for disse dyr.

“Den indstilling, som er indbygget i konsumerismen, handler om at ville opsluge hele verden. Forbrugeren er den evige suger, der græder efter flasken. Dette er tydeligt i psykologiske fænomener som alkoholisme og narkomani”

Mand med alkoholmisbrug kan opleve wernicke-korsakoff syndrom

I 1960-erne brugte forskere rotter til at indsamle viden om afhængighed. De brugte ligeledes noget kaldet Skinner bokse, som var bure, hvor der var installeret elektriske apparater, som kunne belønne rotterne med mad eller straffe dem med elektrisk stød.

Disse bure gav forskere og psykologer mulighed for at studere adfærd. Rottepark eksperimentet brød med dette paradigme. Læs mere og find ud af hvorfor!

Rotter med afhængighed

Det, adfærdspsykologerne gjorde i 60-erne, var at operere et apparat ind i rotterne. Derefter puttede de dem i Skinner boksene (individuelle bure). Så lærte man dem at trykke på en udløser. Når rotten trykkede på knappen, ville den belønne sig selv med et psykoaktivt stof.

I næsten samtlige tilfælde var stoffet heroin. Heroin er et af de mest vanedannende stoffer, der findes. Formålet var, at hver gang rotten gjorde det rigtige, fik den øjeblikkeligt en dosis af stoffet. Forskerne bemærkede, at nogle rotter, i visse tilfælde, gentagende gange ville trykke på knappen og dermed udløse store mængder af stoffet.

Nogle af rotterne blev så påvirkede, at de glemte at spise og drikke. Det eneste, de aldrig glemte, var, hvordan de kunne få mere heroin. Konsekvensen blev, at mange af rotterne døde under eksperimentet.

Ud fra dette konkluderede forskerne, at hvis mennesker har samme adgang til denne type stof, vil de lide samme skæbne som rotterne.

Men så kom Professor Bruce Alexander og en gruppe forskere fra Simon Fraser University i Canada på scenen og foreslog idéen om rottepark eksperimentet.

Illustrering af rottepark eksperimentet

Rottepark eksperimentet

Professor, Bruce Alexander, mente, at man ikke kunne drage objektive konklusioner fra eksperimenterne, når rotterne blev holdt isoleret. Alle rotterne i eksperimentet var albinoer og nedstammede fra en art af norske rotter. Dette er en social, nysgerrig og intelligent art.

Det var åbenlyst, at det ikke var naturligt for dem at være isoleret i bure. Med det in mente kom forskerne på idéen om en rottepark.

Alexander spekulerede på, om “frie” rotter ville udvise samme adfærd som dem i bur. Er der en iboende tendens til afhængighed? Var det det eneste mulige udfald, at rotterne, når de tog stofferne, ville fortsætte, indtil de døde af det?

For at kunne besvare de spørgsmål startede Alexander rottepark eksperimentet i 1977. Hans hold af forskere begyndte med to grupper af dyr. Den ene gruppe levede i almindelige laboratoriebure, isoleret fra hinanden.

Den anden gruppe skulle derimod leve på et område, som var 200 gange større end et bur. Området var designet til at ligne en park med planter og træer.

Isolation og afhængighed

Forskerne døbte det nye eksperiment rottepark eksperimentet og lod vilde rotter interagere med laboratorierotter. Både rotterne i bur og rotterne i parken havde adgang til heroin.

Forskerne gav rotterne valget mellem to væsker. Den ene indeholdt heroin, den anden ikke. De fjernede den bitre smag af heroin ved hjælp af et sukkerstof. Efter få dage lod det til, at rotterne i bur foretrak væsken, der indeholdt heroin. Rotterne i parken drak også af væsken med heroin, men først flere dage senere.

I løbet af eksperimentet observerede forskerne, at rotterne i bur indtog 19 gange mere heroin end rotterne i parken. De frie rotter så ud til at forstå fordelene ved ikke at indtage stoffet og undlod at gøre det, endda selvom de allerede havde prøvet det. 

Alexander og hans hold lavede derpå variationer af eksperimentet. Feks. gjorde de bevidst et stort antal rotter, i begge grupper, afhængige, men mønsteret ændrede sig ikke meget af den grund.

Samvær kan føre til socialfobi

Rottepark eksperimentet viste, hvordan social isolation kan være en udløsende faktor i udviklingen af afhængighed af narkotika. Samværet med andre rotter og friheden i parken lod til bemærkelsesværdigt at nedsætte rotternes trang til at indtage stofferne.

De gange, hvor de alligevel drak heroinen, gjorde de berørte rotter alt, hvad de kunne for at komme tilbage til deres almindelige rutiner – de ville endda gå igennem en periode med abstinenser.

I dag er samfundet mest fokuseret på skærme og teknologi, og derfor bliver social isolation mere og mere udbredt. Dette kan blive et problem i en allerede betydelig afhængighedskrise. Her er rottepark eksperimentets resultater mere relevante end nogensinde før.

  • Alexander,  Bruce K., Barry L. Beyerstein, Patricia F. Hadaway And Robert B. Coambs (1981). “Effect of Early and Later Colony Housing on Oral Ingestion of Morphine in Rats”. Pharmacology, Biochemistry & Behavior, Vol. 15. pp. 571-576, 1981.