Rosens navn

· juli 9, 2018

Historien om Rosens navn er unik. Denne bog, som blev udgivet i 1980, blev også filmatiseret. Den handler om et benediktinerkloster i Appeninerne i 1327. Det er her, den franciskanske munk, William af Baskerville, og hans trofaste følgesvend, Adso af Melk, er på vej hen. Og de er slet ikke forberedte på det grusomme mysterie, der venter på dem dér. William, der har en mørk fortid som inkvisitor, er på en mission. Han skal deltage i et møde for at diskutere det formodedede kætteri i en gren af Franciskanerne: de spirituelle.

Med en kunstnerisk sat scene, så skaber Umberto Eco en detektivroman, der giver læseren en fornemmelse af skikke og traditioner i den mørke og grusomme middelalder. I denne historiske sammenhæng gav religion magt, ligeledes som den kunne fjerne den. Religionen både berigede og ødelagde liv i Guds navn. Og Gud, udover at være allestedsnærværende, blev fremstillet som en afstraffer. En, som var imod enhver slags opmuntring og dens mest naturlige udtryk: latter.

Mysteriet i Rosens Navn

Navnet på hovedpersonen, munken William af Baskerville, er langt fra tilfældigt. Umberto Eco navngav ham William til ære for den velkendte filosof William af Ockham. Han er berømt for princippet om “Ockhams ragekniv”. Princippet er, at når der findes to hypoteser, der forklarer noget lige godt, så er det den mest enkle, der bør “vinde.” Den moderne videnskab følger stadig dette princip.

Dette princip ses også ført ud i livet hos en af de mest berømte detektiver i verden: Sherlock Holmes. Williams efternavn, Baskerville, er relateret til Baskervilles hund. Det er en af de historier, der gjorde Sir Arthur Conan Doyle berømt.

Forklaringen på munkens navn ville bare være en simpel anekdote, hvis vi stoppede her. Men det symboliserer en erklæring af Williams hensigter. Og han bruger også det meste af hans ophold på klostret til at forsøge at løse de forbrydelser, der er sket der. Kæden af forbrydelser minder os om en anden berømt mysterieroman: En af os er morderen af Agatha Christie.

En anden henvisning til historiske facts i Rosens navn  er relateret til bibliotekaren i klostrets omfattende bibliotek. Hans navn er Jorge af Burgos, hvilket er en reference til forfatteren Jorge Luis borges. Med Ecos egne ord: “…bibliotek plus en blind mand kan kun give Borges, og gæld skal også betales.”

Rosens torne

Burgos ender op med at vise sig som gerningsmanden bag mordene på klostret, den ene efter den anden. Han gør det for at forhindre, at Aristoteles’ anden bog om poesi kommer frem i lyset. Bogen var morsom, og munken var bange for den. Han troede, at latter ikke var mere end en ond vind. En vind, der kunne gøre en mands ansigt deformt og forme det som en abes. 

Jorge, som mange andre religiøse mænd i den tidsalder, troede, at latteren var en karakteristik for uudannede og vilde mennesker. De troede, at den burde blive langt væk fra kirken, så de intellektuelle i de mørke stunder ikke ville forsøge at bruge den som sandhedens instrument. Kirken frygtede, at komedien ville fjerne menneskets frygt for Gud og få dem til at stoppe med at følge Hans forskrifter. 

Broder Jorge troede, at latter var modgiften mod frygt. Han troede, at frygten for djævlen fik mennesket til at vende sig mod Gud. Uden frygt, troede han, at mennesket ville grine af Gud. Ligesom de griner af alt andet. Men Jorges overbevisninger blev hans eget endeligt. Som en tilhænger af bøger, foretrækker han at kontrollere viden, ikke destruere den. Han går kun ned af denne sti, da han ser, at han er fanget; at William har opdaget ham, og at han ingen anden udvej har.

Vi er ret vilde med dette klassiske middelalderlige opgør mellem fornuft og overtro. Det er præcis denne konflikt, vi ser i historien, mellem inkvisitoren Bernardo Gui og William. Kirken vil rystes i sin grundvold ved fødslen af den protestantiske reformation og i oplysningstiden.

Bog eller film, Rosens navn er en fryd for dem, der værdsætter god litteratur og et mysterie, der handler om den menneskelige tilstand.