Du kender mit navn, men ikke min historie
Mange påstår, at de elsker os. De samme mennesker, som snakker med os, men ikke lytter eller ser. De personer, som sætter os i bås. I denne verden, hvor folk dømmer hurtigt, er tålmodige sjæle ikke almindelige. Tålmodige sjæle forstår den kamp, som foregår bag facaden. De forstår, der er en historie bag navnet.
I bogen “Social intelligens” forklarer Daniel Goleman, at menneskets hjerne er et socialt organ. Og dermed er forhold til andre mennesker livsnødvendige for vores overlevelse. Ikke desto mindre pointerer Goleman et element mere: vi er ofte “sørgeligt sociale”.
Du kender mit navn, men ikke min personlige historie. Du har hørt om det, jeg har gjort, men ikke om det, jeg har været igennem…
Disse sociale udvekslinger er ikke altid fordelagtige eller en positiv kraft, vi kan vokse og lære fra. Til vores overraskelse, er det dødeliste rovdyr for nutidens menneske vores egen art. En trussel på linje med store naturkatastrofer.
Vi er alle som skibe, som krydser havet. Nogle gange er det roligt, andre gange er det meget barskt. Mens det smukke skib sejler afsted, hænger vores indre kampe fast på ankeret og blafrer nedenunder. Kampe, som vi prøver på at komme videre fra, for hvilken som helst pris. Kampe, som får os til at gå på grund, uden nogen ved, hvad der foregår. Hvad stopper os, eller hvad sårer os?
Den indre bog: den historie, ingen ser
At sætte i bås er at give afkald opfattelsesevnen. At frasige sig muligheden for at udforske det, som ligger bagved et blik, et ansigt, et navn. Ikke desto mindre er tre ting nødvendige for at opnå denne tilstand af diskret menneskelig interaktion: ægte interesse, følelsesmæssig åbenhed og kvalitetstid.
Vi er godt klar over, at mange terapeutiske fremgangsmetoder arbejder med, at man skal fokusere på mulighederne i nuet, et “her og nu”, hvor fortiden ikke afgør, hvem vi er. Men om du kan lide det eller ej, er mennesker opbygget af historier, eksperimentale stykker, af kapitler, som former en historie og en fortid, hvorfra vi er resultatet.
Fortiden definerer ikke skæbnen, det ved vi, men den er en sammenfatning af den helt eller heltinde, vi er i dag. Denne proces, denne personlige historie, som vi har overvundet med stolthed, er noget som ikke alle kender til. Noget, som vi har valgt kun at dele med få mennesker. På grund af dette, er den eneste ting, vi beder om i vores daglige liv, gensidig respekt.
Lad os ændre vores opmærksomhed
Forestil dig et øjeblik en fiktiv person. Hendes navn er Maria. Hun er 57 år gammel. For et par måneder siden begyndte hun at arbejde i en forretning. Hendes kollegaer satte hende i bås som værende bitter, reserveret og kedelig. En person som undviger folks blik, hvis de starter en samtale med hende. Meget få mennesker kender til hendes personlige historie: Maria har været offer for vold i hjemmet i mere end 20 år. Nu, efter for nyligt at blive separeret fra sin partner, er hun kommet tilbage på arbejdsmarkedet efter meget lang tid væk.
“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød eller harmonisk, som de opdigtede historier; den smager af tåbelighed og forvirring, af galskab og drømme, som et liv af alle de mennesker, der ikke længere ønsker at lyve overfor dem selv.”
-Hermann Hesse-
Det er nemt at være hurtig til at dømme og sætte i bås. Maria er godt klar over, hvordan andre folk ser hende. Hun ved, hun har brug for tid. Hvis der er noget, hun virkelig ikke vil have, så er det, at folk har medlidenhed med hende. Hun har ikke behov for at fortælle sin historie. Og det behøver hun heller ikke, med mindre hun ønsker det. Det eneste hun har behov for er, at menneskerne omkring hende ændrer deres opmærksomhed.
I stedet for at lægge vores opmærksomhed over på andre og lave en hurtig analyse af dem, som fører til en klassisk stereotype, bare så vi kan definere det, som er anderledes end os selv, skal vi være i stand til at slukke for vores fordømmelser og tænde for vores empati. Denne dimension, og ikke andre, er det, der gør os menneskelige, og ikke bare til mennesker, som lever sammen i samme scenario.
Udvis empati
Vi må ikke glemme, at empati har et meget specifikt formål i vores følelsesmæssige hjerne: at forstå virkeligheden for at kunne garantere vores overlevelse. Vi må lære at være følelsesmæssige facilitatorer, og ikke bare simple energityve, humørundertrykkere eller bødler af selvværd.
Nogle gange kæmper vi alle hårde kampe. Vi er så meget mere end vores identifikationskort, vores CV eller vores akademiske uddannelse. Vi er stjernestøv. Som Carl Sagan engang sagde, er det vores skæbne at lyse op, men nogle gange vælger vi at slukke andres lys. Lad os undgå dette og investere mere tid i at vise respekt, følsomhed og næstekærlighed.