Reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne

Reaktiv tilknytningsforstyrrelse i voksenalderen er en betydelig klinisk enhed, som skaber mange problemer. Den er faktisk kilden til mange lidelser.

Skrevet og kontrolleret af psykologen Ebiezer López.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Reaktiv tilknytningsforstyrrelse er en tilstand, der påvirker den måde, hvorpå mennesker knytter sig til andre. Den diagnosticeres og behandles normalt i barndommen, når symptomerne er mest tydelige. Der er dog tilfælde, hvor dette ikke er tilfældet. I så fald ses konsekvenserne af reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne.

Den positive nyhed er, at det er muligt at arbejde på problemer forbundet med tilknytning hos voksne. Hvis vi lærer at genkende virkningerne af denne tilstand i voksenalderen, kan vi således opdage den og søge den nødvendige hjælp.

Symptomer på reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne

Reaktiv tilknytningsforstyrrelse er et sjældent problem, der normalt udvikler sig i løbet af de første leveår. I denne fase udvikler spædbørn følelsesmæssige bånd til deres primære omsorgspersoner. Dette er vigtigt, fordi barnet udvikler forskellige tilknytningsstile afhængigt af den type erfaring, han eller hun har med sine omsorgspersoner.

Der er tilfælde, hvor omsorgspersoner optræder uagtsomt eller misbrugende over for spædbørn eller pludseligt tager afstand fra dem. Det er muligt, at dette ender med at være oprindelsen til reaktiv tilknytningsforstyrrelse. Dette kommer normalt til udtryk på en af to måder:

• Hæmmet. Børn med denne variant nægter at indlede eller opretholde kontakt med nogen. De opfattes som generte og uopmærksomme, når de bliver talt til, og deres følelsesmæssige reaktioner er minimale. Desuden kan de have episoder af frygt, tristhed, gråd eller irritabilitet, der optræder uden forklaring.
• Uhæmmet. Disse børn viser overdreven tillid over for alle voksne, selv fremmede. Deres adfærd giver indtryk af, at de føler sig virkelig fortrolige med enhver, selv om det er en person, de lige har mødt.

Manglende hengivenhed i barndommen og konflikter fremmer udviklingen af reaktiv tilknytningsforstyrrelse.

Konsekvenser af en reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne

Hos børn dannes disse adfærdsmønstre i løbet af de første fem leveår. Det er almindeligt, at denne tilstand opstår hos forældreløse børn eller spædbørn fra problematiske hjem, hvor der er vold eller stofmisbrug.

Tilstanden bliver dog ikke altid diagnosticeret eller behandlet korrekt. Det er her, at konsekvenserne af reaktiv tilknytningsforstyrrelse overføres til voksenalderen.

Identitetsproblemer

Hoksbergen og ter Laak (2020) gennemførte en undersøgelse af adfærdsproblemer hos voksne, der var blevet adopteret af udlændinge, da de var børn. Forfatterne bemærkede, at det i flere tilfælde var muligt at diagnosticere reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne i denne gruppe.

Således var en af de virkninger, som forskerne kunne observere hos personer med denne forstyrrelse, at de ofte føler, at de ikke hører til i deres familie.

Forskerne påpegede, at familien i barndommen er referencegruppen for barnets identitet. Derfor kan adopterede voksne, der skal internalisere og integrere en kompleks virkelighed, have problemer med deres egen identitet.

Desuden undersøgte deltagerne i undersøgelsen ofte deres baggrund, og mange rapporterede, at de identificerede sig mere med kulturen i deres hjemland. Det blev faktisk en slags tabt paradis.

Social isolation og mistillid

Som forklaret tidligere har børn med reaktiv hæmmet tilknytningsforstyrrelse en tendens til at undgå sociale relationer. Hvis dette ikke bliver rettet op på, vil det sandsynligvis ende med at blive overført til deres voksenliv. Som følge af det vil de kun formå at opbygge overfladiske relationer.

Disse begrænsninger udmønter sig i store vanskeligheder med at skabe og opretholde meningsfulde relationer med andre. Det forstærker deres idé om, at andre mennesker er dårlige mennesker og kun bekymrer sig om dem selv.

Overmod og tidlig tilknytning

Mennesker, der lider af denne tilstand, er kendetegnet ved at forsøge at etablere tillidsfulde følelsesmæssige relationer ekstremt hurtigt. De gennemgår de sædvanlige faser i dannelsen af et forhold i et meget hurtigere tempo, end en person uden lidelsen ville gøre.

Det faktum, at de ikke tager sig tid til at vurdere det sociale grundlag, de befinder sig på, fører til mange skuffelser for dem. De kan f.eks. forvente det samme af en person, som de føler sig på bølgelængde med, men som de kun har kendt i to uger, som af en ven, de har kendt i lang tid.

Dette tilknytningsmønster fører til, at de bliver for krævende i forhold, da de forventer for meget af andre meget hurtigt. Med denne type dynamik er det normalt, at de støder på en eller anden form for afvisning, da den anden person kan føle sig virkelig overvældet af deres adfærd.

Manglende empati

På grund af deres vanskeligheder med at etablere følelsesmæssige bånd med andre er det almindeligt, at de ramte har svært ved at forstå andres følelser. Hall og Geher (2003) har foretaget forskning om personlighedskarakteristika hos reaktivt tilknyttede børn. Det blev konkluderet, at deltagere med reaktiv tilknytningsforstyrrelse havde lavere empatiscorer end kontrolgruppen.

Følelsesmæssige problemer som følge af reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne

Denne tilstand udviser affektiv ustabilitet og problemer med at regulere følelser. Ved en overfladisk analyse kan de synes at være glade og rolige mennesker. Det er dog ikke ualmindeligt, at de overreagerer på enhver begivenhed, der går imod deres ønsker.

Personer med reaktiv tilknytningsforstyrrelse har svært ved at regulere deres følelser.

Afslutningsvis er en af konsekvenserne af reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos voksne den store lidelse, den medfører, både hos den ramte og hos omgivelserne. Manglen på bånd, hvortil en ekstremt invaliderende følelsesmæssig ustabilitet kan tilføjes, får normalt disse personer til at søge hjælp. Det er på dette tidspunkt, at lidelsen kan diagnosticeres og bearbejdes med forskellige strategier.