Mine oplevelser med søvnløshed

Søvnløshed er en langsomt virkende gift. Det har i hvert fald gjort min måde at se livet på mere grå, kedelig og trist. Læs min historie her.

Jeg har været vågen i 48 timer i træk før. I årevis var sengetid faktisk en grusom påmindelse om, at det var umuligt for mig at hvile. Jeg tror, at min søvnløshed stammer fra et tab, som jeg led i ungdomsårene, og som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg var dog så heldig, at jeg til sidst fandt hjælp, som reddede mig.

At være ude af stand til at lægge sig selv i Morfeus’ hænder og at skulle stå op ved daggry, når alle andre sover, og alt er mørkt og stille, er yderst ubehageligt. Selv om jeg vidste, at jeg ikke var alene, følte jeg mig stadig utrolig ensom.

Konsekvenserne af søvnløshed

Har du nogensinde følt dig søvnig, når du ikke burde? Selv om jeg ikke kunne sove om natten, gabte jeg ofte om dagen og faldt endda i søvn i klassen. Min søvnighed om dagen var ekstremt alvorlig.

Om dagen laver normale mennesker produktive ting: De går på arbejde, i skole eller på universitetet eller er sammen med deres venner eller partnere. Det var forfærdeligt ikke at kunne gøre de ting, som folk, der kan sove, normalt gør.

Jeg begyndte at dumpe i alle mine fag. Selv om jeg studerede, faldt mine præstationer drastisk. Med tiden forstod jeg, at søvn er en grundlæggende fysiologisk proces for hukommelsen.

Faktisk er det takket være søvnen, at overførslen af information fastholdes på kort sigt og overføres til langtidshukommelsen. Da jeg ikke kunne sove, kunne jeg derfor ikke huske nye oplysninger.

De største konsekvenser af søvnløshed for mig har været angst, irritabilitet, isolation og dårligt humør.

Terapi hjalp mig

Jeg besluttede mig for at gå til en psykolog. Jeg var heldig, for jeg ved, at nogle mennesker har svært ved at få adgang til effektiv og økonomisk overkommelig psykologhjælp. I terapien lærte jeg, hvad angst betød, og hvordan rumination påvirkede min søvn.

At gå til psykolog var en af de mest betryggende oplevelser i mit liv. At være i et sikkert miljø, uden at føle sig dømt, og at kunne “give slip” var meget befriende.

Hos psykologen lærte jeg, at det ikke er et tegn på svaghed at tale om problemer med andre. At tale om de ting, der fik mig til at føle mig skrøbelig og hjælpeløs, fik mig til at se på livet med venligere briller.

I terapien lærte jeg visse adfærdsmønstre, som jeg var nødt til at udskyde. Den første var at holde op med at kigge på uret. Det er et af de værste træk ved en søvnløs person.

Jeg plejede at tænke: “Er klokken tre om natten? Jeg får aldrig nok søvn! Men jeg er nødt til at sove godt for at kunne præstere, så jeg bliver ubrugelig i morgen”. Uden tvivl var det virkelig kontraproduktivt at kigge på klokken.

Visse vaner hjælper

Med tiden lærte jeg, at søvn er ustyrlig. Jeg forstod også, at man kan træffe foranstaltninger for at gøre det lettere, f.eks. ved at have en aftenrutine eller motionere. Det er også nyttigt at trætte hjernen lidt med lidt læsning i stedet for at sidde passivt foran en skærm.

Søvnløshedens skygge besøger mig stadig fra tid til anden, men nu har jeg redskaberne til at bekæmpe den. Jeg dyrker motion, forsøger at spise en let og tidlig middag og praktiserer en øvelse, som jeg lærte af min psykolog, og som kaldes bekymringsudskydelse. Den består i bevidst at beslutte mig for at udskyde mine bekymringer til næste morgen. Det virker virkelig!