Mit indre hav: En film baseret på virkelige hændelser
I Mit indre hav ser vi historien om Ramón Sampedro, der har været sengeliggende i næsten tredive år. Siden en ulykke gjorde ham lammet, er han faktisk afhængig af sin familie til alting. Han er klar over, at hans tilstand aldrig vil blive bedre, og han kæmper for at kunne dø med værdighed.
Ud over sin familie får Ramón hjælp fra Julia, en advokat, som støtter hans sag. På den anden side er der Rosa, en nabo, som forsøger at overbevise ham om, at døden ikke er et realistisk alternativ, og at livet stadig kan have en mening for ham. Derfor sætter Ramóns beslutsomhed i forhold til at nå sit mål styrke og hengivenhed hos dem omkring ham på prøve.
“Og i vægtløsheden på bunden, hvor drømme går i opfyldelse, mødes to viljer for at opfylde et ønske.”
-Mit indre hav-
Dette drama er skrevet af Alejandro Amenábar. Hovedrollen er fremragende spillet af Javier Bardém, der skildrer Ramón Sampedros sande historie. Denne sømand og forfatter, der havde lidt af tetraplegi siden han var 25 år gammel, krævede sin ret til at dø, da de forhold, han befandt sig i, ikke tillod ham at leve et fuldkomment og værdigt liv.
Takket være sin kamp og den indflydelse, han havde på medierne, var Ramón en pioner i åbningen af debatten om aktiv dødshjælp i Spanien.
Døden i Mit indre hav
Døden er den centrale akse i denne film, og den er en elementær faktor i livet. Det drejer sig nemlig om livets afslutning, hvor eksistensen slutter. Der er trods alt ikke noget liv uden død og omvendt. Hvorfor er det derfor så svært for os at tænke over det? Og frem for alt, hvorfor er vi så bange for at se den i øjnene?
Som mennesker gør vi fra det øjeblik, vi bliver født, ikke andet end at lære. Derfor har vi svært ved at forestille os, at vores hjerne vil holde op med at arbejde, og at vi vil holde op med at føle.
Vi er simpelthen ikke i stand til at forestille os en total afbrydelse af forbindelsen. Når man tænker på eller står over for selve døden, opstår der faktisk normalt to perspektiver. Disse repræsenteres i filmen af Rosa og Julia.
Livet
Rosa forsøger at overbevise Ramón om at udelukke muligheden for aktiv dødshjælp. Ifølge hende kan livet stadig tilbyde ham en masse.
Dette positivistiske syn på Rosa er baseret på modstandskraft, optimisme og humor. Hendes karakter viser, at mange mennesker ikke forstår, at det kan være tilladt eller ønskeligt at dø. Det skyldes, at de mener, at vi må tilpasse os vores problemer og se dem i øjnene.
Denne type mennesker mener, at vi på trods af det negative altid bør bevare håbet og en positiv vision af fremtiden, afdramatisere situationen og leve livet fuldt ud.
Aktiv dødshjælp
Julia er derimod en advokat, der også lider af en neurodegenerativ sygdom. Hun støtter Ramóns kamp og forsøger, uden held, at få lov til at udføre aktiv dødshjælp. Således tilbyder Mit indre hav seeren denne kontroversielle debat.
Aktiv dødshjælp (“værdig død”, når det oversættes bogstaveligt fra oldgræsk) er et frivilligt indgreb, der udføres for at fremskynde døden for en patient i terminalfasen med det formål at spare ham eller hende for lidelse og smerte. I øjeblikket er det kun lovligt i Nederlandene, Belgien, Schweiz, Luxembourg, Colombia, Canada og nogle stater i USA og Australien.
De, der støtter denne praksis, mener, at den enkelte har evnen til at beslutte, om han/hun ønsker at fortsætte sit eget liv. Mennesker, der er ved deres fulde fem, men som ikke kan holde ud at leve længere under smertefulde forhold eller med en manglende evne til at være selvstændige. Med aktiv dødshjælp beskyttes deres ret til at leve og dø med værdighed.
I debatten om aktiv dødshjælp opstår der ofte spørgsmålet om moralske principper, hvorvidt det vejer tungere at beskytte et menneskes liv. Disse argumenter kommer dog som regel fra et privilegeret synspunkt, fra mennesker med et sundt liv og god livskvalitet. Ville de sige det samme, hvis de vidste, at de ville være svært handicappede resten af deres liv?
Kærligheden i Mit indre hav
Mit indre hav er helt klart en kærlighedshistorie. Den viser en kærlighed til livet og til andre, til at kunne leve livet fuldt ud og frit. Pudsigt nok er det Rosa, der som en kærlighedshandling hjælper Ramón med at nå sit mål, idet hun omtænker alle sine principper og sin måde at se verden på.
Den bedste måde at forberede sig på livets afslutning på, hvis vi overhovedet forbereder os, er at acceptere døden som en naturlig del af livet. Vi må nemlig ikke glemme, at døden er en iboende og uadskillelig del af livets rejse, og at visse situationer bestemmer de tanker, vi gør os om den.
Alle møder døden på deres egen måde. Det er forståeligt, at tanken om døden giver anledning til følelser af usikkerhed og frygt. Men hvis vi kan være ærlige over for os selv og antage døden som en iboende del af livet, bør vores frygt for det meste forsvinde.