Minoritetsstress og LGBTIQ+-befolkningen

Minoritetsstress er et problem, som LGBTIQ+-befolkningen står over for. Men hvor kommer denne stress fra? Hvordan manifesterer den sig? Og som det sidste, hvilke konsekvenser har den?

Skrevet og kontrolleret af psykologen Ebiezer López.

Sidste ændring: 27 december, 2022

I mange år har LGBTIQ+-befolkningen måttet overvinde de forhindringer, som et samfund, der er ufølsomt over for deres virkelighed, har forårsaget. Nogle forfattere antyder faktisk, at denne befolkningsgruppe står over for udfordringer, som andre samfundssektorer aldrig oplever. Ilan H. Meyer har foreslået en model til at undersøge dette problem. Han kalder det minoritetsstress.

Minoritetsstressmodellen hævder, at minoriteter som gruppe på grund af deres status er sårbare over for øget stress. Meyers teori gør det muligt at foretage en mere præcis vurdering af de stressfaktorer, de oplever, og deres virkninger. Derfor er den en nyttig ressource i psykologien, da den giver os mulighed for bedre at forstå denne befolkninggruppes behov.

Minoritetsstress

Stress er en følelse, der opstår i situationer, som opfattes som en trussel eller udfordring. Til en vis grad er det en tilpasningsmæssig proces, fordi det giver os et ekstra “skub” til at imødekomme situationens krav, men det bliver et problem, når vi oplever det i længere tid.

Alle mennesker kan af forskellige årsager være udsat for kronisk stress. LGBTIQ+-populationen har dog større risiko for at lide af stress på grund af situationer, der er forbundet med deres væremåde.

For transseksuelle personer er det f.eks. i mange lande et problem at få deres kønsidentitet juridisk anerkendt. Samtidig skaber dette vanskeligheder for dem med at få adgang til arbejde, sundhed, uddannelse osv.

Derfor kan vi sige, at LGBTIQ+-personer står over for udfordringer, der er forbundet med deres kønsidentitet eller seksuelle orientering. Disse stressende situationer er dem, som Ilan H. Meyer inkluderede i sin model for minoritetsstress.

Hvordan observeres minoritetsstress?

Indtil nu har det ikke været muligt præcist at definere de stressorer, som LGBTIQ+-populationen oplever. Meyer har sammensat en række, som han har fundet fremherskende.

1. Tidligere erfaringer med diskrimination

Som tidligere nævnt har LGBTIQ+-personers sociale miljø en tendens til at være ufølsomt over for deres erfaringer og behov. Derfor er det almindeligt for dem at blive udsat for diskrimination i deres familiemiljø og i skolen eller på arbejdet. Disse typer af oplevelser forårsager lidelse og følelser som skyld eller skam, der skader deres mentale sundhed.

I samme retning gennemførte Barrientos et al. (2019) en undersøgelse af virkningerne af seksuelle fordomme på chilenske transseksuelle personer. Forskerne konkluderede, at de lider af ængstelige og depressive symptomer, stofmisbrug, selvskade, selvmordstanker og selvmordsforsøg.

2. Forventninger om afvisning

En anden vigtig faktor i minoritetsstressmodellen er de forventninger om afvisning, som LGBTIQ+-populationen oplever.

På grund af tidligere erfaringer med diskrimination har de en tendens til at udvikle afvisningsangst. De opfatter faktisk en konstant trussel om diskrimination i deres omgivelser og ser fremtiden på en dyster måde.

3. Skjule seksuel orientering eller kønsidentitet

LGBTIQ+-personer har en tendens til at skjule deres kønsidentitet eller seksuelle orientering. Det er næppe overraskende, når man tænker på, at de ofte bliver afvist for den måde, de er på. Desuden lever de med en forventning om, at deres omgivelser vil diskriminere dem på en eller anden måde.

For at undgå den stress og angst, som oplevelsen af afvisning skaber, skjuler de derfor, hvem de er. Denne adfærd forstærkes, fordi de ved at skjule sig opnår visse sociale fordele. Men samtidig skaber den lidelse, fordi de må undertrykke deres virkelige ønsker, drømme og mål.

4. Internaliseret had

Minoritetsstress kommer også til udtryk gennem foragt for dem selv. Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har en tendens til at introjicere samfundets afvisning i sig selv. Som følge heraf føler de had til deres egne ønsker og personlighedstræk. Dette kan få dem til at træffe beslutninger som f.eks. at gennemgå “konverteringsterapi” for at undertrykke den person, de er.

Det skal bemærkes, at der ikke er videnskabeligt bevis for, at det er muligt at ændre eller “helbrede” seksuel orientering eller kønsidentitet. Faktisk kan denne form for “behandlinger” gøre eksisterende psykiske problemer endnu værre. Desuden drives mange konverteringscentre af religiøse organisationer, som ikke har tilladelse til at udøve psykoterapi.

5. Håndtering

LGBTIQ+-personer oplever særlige vanskeligheder, når det gælder om at se virkeligheden i øjnene. På den ene side kan de, hvis de åbent accepterer, hvem de er, blive ofre for diskrimination og vold. På den anden side fortsætter de med at være ofre for sociale fordomme, hvis de skjuler det. Faktisk bliver de ofre, uanset om de ser situationen i øjnene eller ej.

På grund af dette står LGBTIQ+-befolkningen over for en øget usikkerhed om fremtiden. Måske spekulerer de på, om tingene nogensinde vil ændre sig? Skal de acceptere, hvem de er, og risikere at lide? Eller skal de forblive skjult og undertrykke det, de føler?

Virkningerne af minoritetsstress

Vi ved allerede, at stress er en følelse, der kan påvirke den mentale og fysiske sundhed på lang sigt. Derfor er det logisk at antage, at LGBTIQ+-populationen på grund af minoritetsstress lider af flere helbredsproblemer.

Mongelli et al. (2019) gennemførte en systematisk gennemgang af minoritetsstress og mental sundhed i denne population. De konkluderede, at beviserne tyder på, at disse grupper har en højere grad af psykologiske forandringer.

Anden forskning udført af Flentje et al. (2019) undersøgte forholdet mellem minoritetsstress og biologiske resultater. De fandt beviser, der tyder på en mulig sammenhæng mellem disse variabler. Forfatterne påpeger dog, at der er behov for mere forskning i denne henseende.

Afslutningsvis giver Meyers model os et vindue til bedre at forstå LGBTIQ+-populationens vanskeligheder. Det er en nyttig ressource for psykisk sundhedspersonale, der beskæftiger sig med disse typer af sager. Desuden tjener modellen for minoritetsstress til at videreuddanne befolkningen om minoriteters oplevelser.