Kunsten at give slip er ikke altid nem

november 20, 2017

Der kommer et tidspunkt i livet, hvor man lærer at give slip på visse drømme, venskaber eller elskere, der på et tidspunkt betød alt for os. Men vi ved trods alt, at de vigtige ting vil komme tilbage til os, måske med nye ansigter og mere oprigtige smil. Som et frisk pust, der kan hjælpe os med at starte på ny igen.

Det er interessant, hvordan verden af børnelitteratur kan give os vidunderlige lektioner i personlig vækst, der ville være gavnligt at tænke over lidt oftere. Et af disse eksempler er “Troldmanden fra Oz” af Frank Lyman Baum. I dette uforglemmelige stykke litteratur møder vi en ung pige, som suges op af en kraftfuld tornado og ankommer derefter i en ny og fremmed verden.

“Jeg kan ikke vende tilbage til i går, da jeg allerede er en ny person.”

Lewis Carroll

Fra det øjeblik, hvor Dorothy ankommer til Oz, kan hun kun tænke på én ting. Og det er at komme hjem igen. Den frygt, hun føler til at starte med i denne nye og skræmmende situation, bliver formindsket lidt efter lidt takket være hendes nye og sære venner, hendes sølvsko og et meget konkret mål. Hun skal finde Troldmanden fra Oz og bede ham om at sende hende hjem igen. For at opnå dette skal hun blot følge den gule murstensvej.

Efter mange eventyr og uheld opdager den unge pige, at magten til at vende hjem i virkeligeheden altid fandtes inde i hende. Men hendes fascinerende rejse er nøglen til at vække hendes personlige styrker én efter én. Og hun opdager det ufattelige mod, vi alle har i en lille del af os selv.

At fare vild langt væk fra vores sædvanlige sti er ikke så slemt, som det lader til at være i starten. At give slip på visse ting, mennesker, projekter og ambitioner er ikke verdens ende. I sidste ende er det de skridt, vi tager, og alt, vi lærer, der betyder noget. Kun på denne måde kan vi lade det, som skal tilbage til os, vende tilbage, mens vi bevæger os fremad på denne gule murstensvej af personlig udvikling. Eller af den “Gyldne Sti” som Buddhismen taler om.

Sti i skov bestående af gule mursten

Det, som skal komme tilbage til os, vil gøre det på det rette tidspunkt og sted. Imens kan vi øve os på at give slip

Andrea er en ingeniør. Hun har skabt et sofistikeret og originalt transportmiddel til kæledyr. Det passer på bagsædet af en bil og garanterer total sikkerhed og komfort for dyret. Hver gang hun præsenterer sit projekt for en forretningspartner, forklarer hun, at hendes ide kan redde utallige dyrs liv. De dyr, som dør i trafikuheld på grund af mangel på beskyttelse.

Indtil videre er der kun én, som har vist interesse i Andreas ide. Men efter det første “ja,” har partneren trukket sin interesse tilbage og siger, at det ikke er et godt projekt alligevel. Men Andrea giver ikke op. Det nægter hun, og hun lader heller ikke sine drømme blive opløst. Andrea forstår, at hun bliver nødt til at fortsætte arbejdet. Hun har sagt til sig selv, at hun måske skal lede efter billigere, men ligeså sikre materialer. Eller lede efter nye markeder, præsentere ideen i udlandet osv.

Hun ved, at mulighederne vil opstå igen, men at de gør det, når det rette tidspunkt og det rette sted kommer. Hun er helt sikker på, at flere mennesker og organisationer vil blive interesseret i hendes projekt. Derfor fortsætter hun med at investere tid, ideer og anstrengelser i projektet hver eneste dag. Det mest sandsynlige scenarie er, at denne unge ingeniør vil opnå succes før eller senere. For som filosoffen, Jose Antonio Marina, siger, er talent handlende intelligens. Selvom vi nogle gange tror, at alt er tabt, så er den gule murstensvej altid lige dér, foran osKvinde bærer hjerte i rygsæk

At tabe, at få et negativt svar, at falde, at snuble tre gange over den samme sten eller endda blive forelsket i den mest upassende person i hele verden har altsammen et formål: at lære noget. Alle disse huller i vejen betyder, at vi skal forbedre vores styrke i livet. Efter stormen kommer roen og nødvendigheden for at skabe personlige mål, der er mere smukke, stolte, stærke og mest af alt modstandsdygtige.

Før eller senere vil mulighederne opstå igen, og når de gør, vil vi være totalt forberedte.

Efter vi har givet slip, vil alt, der kommer tilbage, gøre det på en anderledes måde

Stjernerne er så langt væk fra os, at selv lyset fra dem, der ligger tættest på, er flere år om at nå vores planet. Nogle gange glemmer vi, at der findes nætter, hvor vi nyder at pege dem ud én efter én. Men vi glemmer, at mange af dem ikke længere eksisterer. De eksploderede for lang tid siden og blev forvandlet til stjernestøv i det kosmiske vakuum.

“Forlad ikke dig selv, vend tilbage til dig selv. Inde i mennesket findes sandheden.”

-Saint Augustine-

Vi ved godt, at ikke alt, der kommer tilbage, er autentisk. Ligesom lyset fra stjernerne. Nogle gange mister vi kærligheden og venter på en bedre, lysere, mere lidenskabelig og romantisk kærlighed. Andre gange lader vi mulighederne slippe væk fra os. Vi venter på, at det samme held kommer igen så snart som muligt. Men intet af dette kommer til at ske så hurtigt, som vi håber på, eller på den måde, vi drømmer om.

Vi skal være tålmodige og huske, at tingene helt bestemt vil vende tilbage, men altid på en anden måde. Måske vil kærligheden vende tilbage, men på en mere rolig og berigende måde. Eller også vil der opstå en ny mulighed, der ikke fanger øjet på samme måde, men som indeholder flere fordele. Det er gaven ved at kunne give slip.

Det handler alt sammen om at være modtagelig og bære de samme sølvsko, som Dorothy bar i Troldmanden fra Oz. Selvom skoene var røde i filmene, så forestillede bogens forfatter, Lyman Frank Baum, sig sølvsko af en meget konkret grund.

En fugl bliver til mønstre for at symbolisere, at man skal lære at give slip på nogle ting, der vil ændre sig

Dorothys sko repræsenterede “sølvtråden” i spirituel vækst. Dette er tråden, som hjælper os med at få et klarere syn på tingene og på vores egen identitet for at opnå visdom. For at forstå, at livet er en rejse, hvor ting forsvinder og bliver fundet igen. Intet varer evigt, og nogle ting skal man give slip på. Alt, der kommer vores vej, er en gave, som vi skal lære at få det meste ud af.