Kunsten af selvbedrag og effekten af det
Kunsten af selvbedrag refererer til situationer, hvor vi lyver for os selv. Det er faktisk vores sind, som narrer os. Selvbedrag forekommer, når vi overbeviser os selv om, at noget er sandt, når det egentlig ikke passer. Men vi gør det ubevidst.
Forskellen mellem løgne og selvbedrag er, at en person er bevidst om, at man ikke siger sandheden: med selvbedrag, så overbeviser mennesker ubevidst sig selv om, at løgnen faktisk er sandheden.
Med andre ord så indser den selvbedragende person ikke, at de lyver for sig selv. I hvertfald ikke altid. Og det er netop der, magten findes i selvbedraget. Så længe vi ikke indser det, så vil selvbedraget bruge sin magt; helt på sin egen stille og forklædte måde.
Der findes forskellige typer selvbedrag, hvoraf nogle er mere hyppige end andre. Udover det har hver af dem forskellige psykologiske effekter. Vi vil forklare de mest hyppige former for selvbedrag og deres mest vigtige psykologiske effekter.
1. Kunsten af selvbedrag: funktionelt selvbedrag
Vi kan se funktionelt selvbedrag i situationer, hvor personen lyver. Man forsøger at overbevise sig selv om, at ens beslutning er korrekt. Det bedst kendte eksempel på funktionelt selvbedrag skal findes i fablen om Ræven og Rønnebærrene.
I denne fabel er ræven, kendetegnet ved sin snedighed, tiltrukket af en saftig klase rønnebær. Hun forsøger at nå bærrene ved at hoppe op og ned. Efter nogle få mislykkede forsøg stopper ræven med sine forsøg og håndterer sin frustration ved at bedrage sig selv. Hun overbeviser sig selv om, at hun ikke længere ønsker bærrene alligevel. At de alligevel var for sure til at blive spist.
Selvbedraget, som er beskrevet i fablen om Ræven og Rønnebærrene, kaldes for funktionelt selvbedrag. Det har en meget praktisk funktion (heraf navnet): handlingen af at lyve overfor sig selv hjælper ræven, fordi den så undgår den irritation, der opstår ved nederlaget af ikke at kunne nå de rønnebær.
Problemet med funktionelt selvbedrag
Kortvarigt funktionelt selvbedrag kan godt tjene et formål. Men på lang sigt er det hverken positivt eller gavnligt. Den psykologske effekt opnås, fordi personen beslutter sig for at ændre sandheden (ikke at kunne opnå et mål) til en løgn. Og denne løgn beroliger personen (målet er ikke dét værd).
Ifølge psykologen, Giorgio Nardone, bliver alle gode hensigter, hvis de gentages overdrevent, negative og modarbejder sig selv. Sagt med andre ord vil alt funktionelt skabe den modsatte effekt end den ønskede, hvis den gentages for meget eller udøves i for store doser.
På denne måde bliver den person, som bruger funktionelt selvbedrag, aldrig udfordret og bliver derfor inde i sin komfortzone hele tiden. For i stedet for at træne sig selv til at forsøge at opnå de nødvendige evner til at opnå sit mål, så fortsætter de med at lyve for sig selv. De overbeviser sig selv om, at det, de ønskede, ikke er så nødvendigt alligevel. Eller at det ikke er anstrengelserne værd.
“At lyve er et sprogspil, som skal læres ligesom alle andre spil.”
2. Værdi og tro
Det selvbedrag, som kaldes “værdi og tro,” opstår fra behovet for at ende en konflikt af længsler. Denne type selvbedrag er kendetegnet ved overbevisningen om, at hvis noget koster mange penge, tid eller anstrengelser, så er det mere værd end noget, vi ikke har betalt så meget for. F.eks kan vi mene, at det er mere værd at være med i en gruppe, som var svær at komme ind i, end at være med i en gruppe, som ikke var.
I situationer hvor en person skal arbejde hårdt for at opnå et mål, om målet så er beundringsværdigt eller ej, så dirigerer deres opmærksomhed dem selektivt mod alt, der bekræfter, at deres mål er værdifuldt. De ender ud med at tro, at deres mål er værdifuldt for at retfærdiggøre den investering, de har lagt i det. Hvis de ikke gør det, så vil den konflikt af længsler, som vi nævnte ovenfor, vise sit grimme ansigt.
Hvor kommer dette selvbedrag fra?
Vi kan som mennesker ikke psykologisk opretholde den inkonsekvens mellem vores kognitive system (værdier, tanker og ideer) og vores adfærdssystem (handlinger, opførsel) særligt længe. Derfor opstår dette selvbedrag med “værdi og tro” som en måde at løse paradokset på.
Den hovedsagelige psykologiske effekt af denne type bedrageri er, at personen kæmper med at opnå et mål, der ofte ikke passer ind i deres system af principper og værdier. Denne type selvbedrag har en udløbsdato, fordi dets effekt ikke varer evigt. På lang sigt ender personen typisk ud med at blive bevidst om dette selvbedrag og føle skuffelse.
3. Trøstende selvbedrag
Trøstende selvbedrag er en af de snedigste typer selvbedrag. Det observeres ret ofte hos jaloux mennesker. Trøstende selvbedrag kan observeres, når personen anklager noget eller nogen for deres situation for at kunne have ondt af sig selv.
Et eksempel på trøstende selvbedrag ville være at tro, at man har en fobi. Det kan være, fordi ens mor “gjorde mig bange for hunde”. Eller at tro, at “jeg er en meget jaloux person, fordi min partner giver mig grund til at være det”. Disse tanker dukker tit op hos mennesker, som forsøger at trøste sig selv.
På denne måde beskytter trøstende selvbedrag vores selvværd og ego. Det får os til at tro, at intet nogensinde er vores egen skyld. At vi altid er offeret, og på en måde er dette en positiv ting. I mange situationer er vi ikke 100 procent ansvarlige for de omstændigheder, vi befinder os i. Men på den anden side vil det, at ty til fortidens hændelser og udvendige faktorer, få os til at modarbejde de forandringer, vi har brug for i vores liv.
Faldgruberne i trøstende selvbedrag
Trøstende selvbedrag beskytter os. Problemet med langvarig beskyttelse er, at det forhindrer os i at vokse psykologisk. Den psykologiske effekt af dette selvbedrag er, at det forhindrer os i at håndtere de problemer, som gør os triste. Det forsikrer os om, at det er umuligt at klare dem.
4. At lyve overfor andre for at overbevise os selv
En af de mest snedige måder at bedrage sig selv på er ved at lyve overfor andre og derved lyve overfor sig selv. Dette sker i situationer, hvor personen forvrænger historier, situationer og opfattelser, når de viderefortæller dem. I starten er personen bevidst om denne lille forvrængning af sandheden. Men lidt efter lidt bliver de trukket ind i historien og de involverede karakterere.
“Den person, som fortæller en løgn, indser ikke, hvilken opgave, de har stillet sig selv. De vil blive tvunget til at opfinde tyve yderligere for at opretholde den første.”
Hvis denne mekanisme med at lyve overfor andre gentages adskillige gange, så bliver løgnen til sandhed. Selv for den person, som skabte den. En mulig forklaring på dette fænomen er, at hjernen tilpasser sig til uærlighed. Derfor udleves løgnen som en virkelighed. Det er, som om personen har glemt, at de har fundet på det hele. Selv i lyset af det klare bevis på, at det er en løgn, så bliver disse individer ved med at benægte virkeligheden. Ikke på grund af mangel på ærlighed, men på grund af selvbedrag.
Ingen er immun overfor denne type bedrageri. Det er et meget hyppigt psykologisk fænomen og til en vis grad et meget normalt et. At befri sig selv for sine løgne kræver meget personlig reflektering. At kigge indad og forstå sine egne værdier, idealer og længsler er det første skridt mod at beskytte sig selv mod ethvert selvbedrag. Så kan man komme nærmere de mål, man virkelig ønsker at opnå.