Kulturen for offermentalitet
Alle har på et tidspunkt i deres liv påtaget sig en offerrolle i smertefulde eller traumatiske situationer. Vi har følt os sårbare, ubeskyttede og med behov for omsorg og beskyttelse. Kulturen for offerroller eller offermentalitet forstærker dette ved at få personen, som påtager sig offerrollen, til at føle sig trøstet og støttet.
Når vi har oplevet omsorgen og beskyttelsen fra personerne omkring os, opdager vi, at det er en rar følelse at få folks opmærksomhed, Vi kan godt lide at føle os vigtige og at andre personer konstant holder øje med os.
Nogle gange, når folk reagerer på denne måde, ender de med at udvikle en identitet præget af at være kronisk offer eller en “offerrolle”. Med dette mener vi en person, som har en offermentalitet og som mener, de altid er et offer, ikke et uskyldigt offer i en given situation.
Denne identitet er pakket ind i kulturen af offermentalitet, som de finder dem selv i. Personer vil beundre os, hvis vi hjælper personerne i nød, selvom hvis det betyder at miste sig selv i forløbet. I modsætning til det åbner det op for negativ social kritik ikke at tilbyde hjælp.
Det bør blive nævnt, at kronisk offermentalitet i sig selv ikke er en lidelse klassificeret af DSM-5, selvom det kunne blive det psykologiske grundlag for udviklingen af en paranoid personlighedsforstyrrelse.
Hvad er offerets rolle i kulturen for offermentalitet?
Vedvarende sympati
Mens det er sandt, at vi ofte påtager os en offerrolle, når vi har ondt af os selv, er der bestemte personer, som gør den rolle til en livsstil. Hvad er årsagen til dette? Hvad driver en person til næsten at nyde disse negative følelser?
Svaret er simpelt: Sympati og at få opmærksomhed. Sympatien, som opstår, når en person er et offer, får dem til at gå ind i en “uendelig cyklus”. Jeg har det skidt, de føler sympati med mig og bakker mig op, så jeg bliver ved med at opføre mig, som jeg gør.
Kulturen for offermentalitet: Samfundets rolle
Samfundet spiller en vigtig rolle. Ifølge Giglioli, en ekspert i komparativ litteratur og forfatter af bogen, Analysis of the Victim, er offerrollen en kulturel tilføjelse til samfundets love, som styrer vores kultur. Kulturen for offerrolen siger, at det er “socialt godt” at blive set som et offer, ligesom at hjælpe dem, der er i nød, som folk anser for at være en positiv attitude.
I kulturen for offerrolen er der en vis tendens til at forstærke offerets rolle med sætninger såsom “stakkels dig”, “han har ikke andre”, “hvordan kan jeg ikke hjælpe min egen mor?” eller “jeg ville være en dårlig søn eller datter, hvis jeg ikke hjalp hende”.
Alt dette blandes med frygten for, hvad andre vil tænke om os, hvis vi ikke hjælper den anden person.
Et eksternt sted for kontrol
Personer med offermentalitet tror virkelig på, at alt, som sker for dem, er en andens skyld eller simpelthen livets omstændigheder. De tænker, at de “er bare virkelig uheldige” eller “hvorfor sker alt skidt for mig?”
Det er, hvad der er kendt som et eksternt sted for kontrol, hvor en person er ude af stand til at acceptere ansvaret for sine egne handlinger. I modsætning til det, giver de altid ansvaret til eksterne faktorer, som er ude af deres kontrol.
Offermentalitet og negativitet
Personer med offermentalitet har tendens til at forværre tingene, som sker for dem. De overdriver alting og dette afholder dem fra at se det positive i ting. De er fuldstændig fokuserede på det negative, så meget at de gode ting ikke bliver bemærket.
På grund af dette er deres strategier til problemløsning slørrede af, hvad der sker for dem. Som et resultat afholder det dem fra at tænke på mulige alternative løsninger til deres problemer og lave ændringer i deres liv.
“Optimisme er meget værdifuldt for et betydningsfuldt liv. Med en fast tro på en positiv fremtid, kan du rette dit liv tilbage mod det, der er vigtigt.”
Følelsesmæssig afpresning som en form for kommunkation
Personer med en kronisk offermentalitet prøver at manipulere med personerne omkring dem for at kunne nå deres mål. Af den årsag har de tendens til nemt at kunne genkende de mest empatiske personer. De foksuerer på dem og bruger den empati til deres egen fordel for at få, hvad de gerne vil have.
Når den person ikke gør, hvad der bliver forventet, sætter de dem i en rolle som bøddel og sig selv som offer. De siger ting såsom:
- “Efter alt hvad jeg har gjort for dig, så er dette måden, du takker mig på?”
- “Lad mig være.”
- “Hvis du ikke gør det, så betyder det, at du ikke elsker mig.”
Alt dette får den anden person til at føle skyld. Sagt simpelt prøver de at få, hvad de ønsker, gennem følelsesmæssig afpresning.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg står over for et offer?
Hvad end du gør, så giv dem ikke, hvad de ønsker. Giv ikke efter overfor dem. Hvis du gør det, så vil det opmuntre ofrene til at fortsætte i deres “rolle”. Hvis personerne omkring dem bliver ved med at gøre “mere af det samme”, så vil det blot blive en ond cirkel.
At tilfredsstille deres behov og give dem den opmærksomhed, de søger, vil blot opretholde, eller nogle gange forstærke, offerets attitude.
Du bliver nødt til at forklare for det kroniske offer, hvad årsagerne er til, at du ændrer din adfærd overfor dem, og at du prøver at hjælpe dem med at komme ud af deres tryghedszone.
På den måde vil offeret måske forstå årsagerne til den forandring og også fordelene, de vil modtage. Det er kort sagt dette: “Når jeg ikke hjælper dig og giver dig det, du gerne vil have, så hjælper jeg dig faktisk”.
Oprethold en følelsesmæssig afstand. At være omgivet af så negative mennesker vil udmatte dig. Du bliver nødt til at beskytte dig selv og sætte grænser, for din følelsesmæssige velvære er også vigtig.
Alternative handlinger
Du kan foreslå mulige alternative handlinger, de kan prøve:
- “Hvad kan du gøre anderledes i forhold til, hvad du har gjort indtil videre?”
- “Hvilke dele af skylden kan du acceptere?”
- “Er du villig til at acceptere, at du har en aktiv rolle i det, der sker for dig, og at ikke alt er resultatet af uheld eller andre personer?”
Bliv ikke for involveret, hvis den anden person ikke ønsker at ændre sig. Husk, at du ikke kan ofre dit eget liv for at kunne behage en anden. Det er vigtigt at tilbyde dem din forståelse og din omsorg, men det betyder ikke at ofre din egen velvære.
Husk, at du ikke er den skyldige. Skyld er offerets primære våben. Det er gængst for den anden person at føle skyld, når de ikke opfylder offerets ønsker. Husk, at de bruger din skyld til at prøve at få, hvad de ønsker.
Lær at sige “nej”. Når du ikke er villig til at gøre noget, så sig “nej” på en kærlig, men tydelig og fast måde. Giv dem ikke for mange undskyldninger, for offeret kan bruge dem mod dig.
Opfordr dem til at søge hjælp hos en professionel. I tilfælde af personer med en kronisk offermentalitet anbefaler vi, at de får psykologisk hjælp fra en specialiseret professionel, som virkelig kan hjælpe dem.
Som du kan se, fører kulturen for offermentalitet os ofte til at give afkald på vores ønsker og behov for at kunne hjælpe andre. Det er vigtigt for os at være opmærksomme på dette for at kunne beskytte os selv og opmuntre til forandring i personen, som påtager sig offerrollen.