Kendetegn og behandlinger for panikangst

Der er flere årsager til panikangst, men der er heldigvis også flere tilgange, man kan afprøve for at behandle det.

Hvad er det for en lidelse? Hvad er årsagerne og de mulige behandlinger for panikangst?

Ifølge DSM-5 vil mellem to og tre procent af befolkningen i den vestlige verden opleve eller have oplevet panikangst. Der er to ramte kvinder for hver én ramt mand, og gennemsnitsalderen er på mellem 20 og 24 år. Men hvad præcis er denne lidelse? Hvad skyldes den? Og findes der en behandling for den?

Lad os kaste lidt lys over denne angstlidelse. For det første kan den være invaliderende, fordi en person, der har oplevet et panikanfald, ofte er bange for at få et til.

De her lidelser, sammen med depression og dem, der har med misbrug at gøre, er ret udbredte. Så ved at gøre dem synlige, kan vi øge opmærksomheden omkring deres alvor og konsekvenser.

Definition og symptomer på panikangst

Panikangst er en form for angstlidelse. Dens væsentligste kendetegn er ifølge amerikanske DSM-5 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) tilbagevendende tilfælde af pludselige og uventede panikanfald.

Personen er ofte rolig og nyder livet i tiden lige op til et anfald. Ganske som ved panikangst kommer personen til at frygte endnu et anfald. Det skyldes, at det griber ind i vigtige dele af personens liv.

Men hvad er et panikanfald helt præcist? Det kaldes også en eksistentiel krise og består af pludselige og midlertidige episoder med fornemmelse af angst, utilpashed og intens frygt. Selvom de varierer i længde, så varer de omkring 15 minutter. Højdepunktet med maksimal intensitet indtræffer et par minutter, efter det begynder.

Symptomerne, der kan opleves under et panikanfald, er forskellige, og kan blandt andet være sved, hyperventilering, hjertebanken, rysten, svimmelhed, opkastning og kvalme.

Derudover er der andre, psykiske symptomer såsom frygt for at gå fra forstanden, miste kontrollen, få et slagtilfælde eller dø. Der kan også være dissociative symptomer såsom derealisation (følelsen af at det, der sker, ikke er virkeligt) eller depersonalisering (afkobling fra en selv).

Årsager til panikangst

Årsagerne til panikangst står ikke altid helt klart. For eksempel kan det første panikanfald opstå på grund af situationen. Samtidig kan frygten for, at det sker igen, skyldes dannelse af negative og afskrækkende fortolkninger af kropslige fornemmelser (som ikke har med angst at gøre).

Så hvis man tolker bestemte kropslige fornemmelser som angstrelaterede, så kan de forstærkes og skabe mere frygt og angst. Dette kan så igen føre til et panikanfald.

Genetik kan også spille en rolle for panikangstens opståen. Med andre ord er mennesker, der har slægtninge, som også oplever angsttilfælde, mere tilbøjelige til selv at udvikle det. Som det sidste kan tidligere oplevelser og erfaring med visse adfærdsmønstre også påvirke opstarten af panikangst.

Behandlinger for panikangst: Psykoterapi

Nogle af de virksomme psykologiske terapier for panikangst bliver nævnt i Marino Perez’ Guia de Tratamientos Psicológicos Eficaces (på dansk: Guide til Effektive Psykologiske Behandlinger) (2010) og M. A. Vallejos Manual de Terapia de Conducta (på dansk: Manual til Adfærdsterapi) (2016).

Kognitive adfærds-forløb med flere komponenter

Der findes to meget effektive forløb mod panikangst:

• Barlows behandling til kontrol af panik (2007).
• Kognitiv terapi af Clark og Salkovskis (1996).

Barlows terapi indeholder reel interoceptiv eksponering for fornemmelser, som et centralt element af fremgangsmetoden. Den indeholder også følgende elementer: Psykoedukation, interoceptiv eksponering, kognitiv omstrukturering og vejrtræknings-/afslapningstræning.

På samme måde forsøger Clark og Salkovskis’ kognitive terapi at identificere, teste og omdanne fejlagtige forestillinger til nogle mere realistiske.

Den indeholder de følgende komponenter: pPsykoedukation, kognitiv omstrukturering, adfærdsmæssige eksperimenter baseret på påførelse af frygtede fornemmelser og anbefalinger til, hvordan man dropper “sikker” adfærd.

Vejrtrækningstræning er en af de mulige behandlinger for panikangst

Her taler vi om Chalkleys (1983) øvelser i langsom vejrtrækning mod panikanfald. Grundlæggende består det i at lære langsom, vejrtrækning i mellemgulvet. Men metodens effektivitet, når den står alene, bliver i øjeblikket betvivlet. Den bør dog være en del af strategien.

Anvendt afslapning

Östs (1988) anvendte afslapning bruges mest til panikangst, og anviser gradvis muskelafslapning, så patienten kan bruge det til modsvar mod et kommende anfald. Det er en gradvis metode til at modvirke:

• Først og fremmest, de kropslige fornemmelser, der udløser panikken.
• De aktiviteter og situationer, du kan undgå.

Reel eksponeringsterapi

En af de mest effektive behandlinger er eksponeringsterapi, som er udviklet af William og Falbo (1996). Denne terapi indbefatter systematisk eksponering for de situationer, personen frygter og undgår.

Indsættelse af nerver i vagusnerven

Sartory og Olajides (1988) nerveindsættelse i vagusnerven mod panik sigter efter at styre patientens puls ved at bruge visse massageteknikker på halspulsåren. Nærmere betegnet består det af at lægge pres på det ene øje, mens personen ånder ud.

Sensation-focused intensive treatment (SFIT)

Forfatterne bag denne slags behandlinger for panikangst er Morisette, Spiegel og Heindrichs (2005). Det er et otte-dages sammenhængende forløb, der søger fuldstændigt at fjerne frygten for fysiske fornemmelser.

For at opnå dette bruger man voldsom eksponering uden at gøre det gradvist. Man skal fra starten se de mest frygtede følelser i øjnene. Her forøger man også eksponeringen, og fremkalder kropslige fornemmelser gennem fysiske øvelser.

Behandlinger for panikangst, der består af accept og engagement

Indenfor det, der kaldes acceptance and commitment therapy (ACT), er der en forøget accept af kognitiv-adfærdsmæssig terapi for panik af Levitt and Karekla (2005).

Det består af en standard kognitiv-adfærdsmæssig procedure, som indeholder psykoedukation, situationel og interoceptiv eksponering samt kognitiv omstrukturering. Det bidrager også med andre dele af CT, såsom mindfulness og  diskussioner om værdifulde aktiviteter i tilfælde med angst.

Farmakoterapi er også en de mulige behandlinger for panikangst

Marino Pérez (2010) og M. Vallejo (2016) forklarer, at den farmakoterapi, der bruges og er godkendt for panikangst, indeholder brugen af antidepressiva og anxiolytika. I denne forbindelse bliver SSRI som regel udskrevet som antidepressivt middel og benzodiapener eller beroligende midler som anxiolytika.

Disse lægemilder kan hjælpe til at reducere angsten hos en person. Men det er bedst, hvis behandlingen kombinerer både psykoterapi og farmakoterapi. Det er, fordi de dybe forandringer i individet altid vil opnås med passende psykisk støtte (det vil sige terapi).

Farmakoterapi kan berolige et individ og danne grobund for deres bedring. Men psykoterapi er det, der vil gøre det muligt for individet at omskabe deres virkelighed og holde op med at undgå bestemte situationer og følelser.