Jeg ville elske ikke at tænke på dig

31 juli, 2017

Jeg sidder i denne bar og spørger mig selv, hvor meget jeg ville betale for at glemme. Jeg er ligeglad med tøj. Jeg ville endda sælge det og gå nøgen rundt. Det kan ikke være koldere, end hvad jeg allerede føler. Og frosten ville ikke såre mig mere end smerten, der er mellem glasset og mine læber.

Det brænder varmere end ren alkohol. Og jeg gemmer det forræderiske håb om smerte, som dråber, der falder på en sten. Jeg forestiller mig to verdener delt af en enorm afgrund. Du er på den ene og ikke på den anden. Og jeg har en følelse af, at jeg ikke kan leve på nogen af dem.

Det er ikke første gang, jeg har været forelsket. Jeg fortæller dig det, for at du ikke kommer løbende for at sige, at det går over. Jeg ved det godt; jeg kender vejen ret godt, mange tak.

Jeg mødte ham i en bar som denne. Han var bag baren, og jeg prøvede at finde en slutning på min novelle. Han troede, jeg druknede mine sorger, og jeg spillede med.

I denne rolle holdt jeg mine frygter gemt. Men alt, hvad de gjorde, var at undslippe til et sted, jeg ikke ved, hvor er. Nu sidder jeg i en anden bar, med mit hjerte i tusind stykker.

Et såret hjerte

Jeg er som den grimme sandhed, en du vil sætte bagerst i køen og kun vise, når du fuldstændig er løbet tør for idéer til at undgå det. Til at undgå at nå det punkt, hvor alt eksploderer i dit ansigt, og du opdager, at der ikke er nogen vej tilbage.

Selvom jeg ikke har set alle typer lim, har jeg nået til konklusionen, at der ikke findes en, der kan hele smerten af dit sidste fald. Tør, døv og endda synligt uskyldig. Det er på det tidspunkt, at kærlighed bliver til en boble, du ikke kan røre. Men du kan heller ikke holde op med at kigge på den, indtil den eksploderer i den værste stilhed.

I mellemtiden får du lov at prøve at finde en måde at fortælle alle, at personen, du ville have givet dit liv for i går, ikke er den samme i dag. Og du kan ikke længere være sammen med dem, fordi det ikke er din rolle at udfylde. Det er sådan, det er. Virkeligheden starter lidt efter lidt, som bølger, der ruller op på stranden, som tidevandet bliver højere og højere. Og du har hele natten til at tænke det igennem.

Uden at have kigget på uret har jeg pludselig en følelse af, at det er sent og, at tjeneren, der gør de sidste borde rene, ikke bliver inspirationen til mit næste liv.

Opdag virkeligheden

Men der bliver jeg overfaldet af en forfærdelig dovenhed. At gå hjem og konstant kigge mig over skulderen, åbne porten, tage mit tøj af og prøve at holde mig varm alene giver en daglig ensformighed, der overvælder mig.

Jeg betaler med alle dagens småpenge og går udenfor. Det er bidende koldt, og det er nemt at glide. Jeg ser en løve tegnet på et lysende skilt, og jeg tænker på, hvad der ville ske, hvis jeg mødte en lige nu. Så husker jeg, at jeg er usynlig, og der er intet, der kan såre mig alligevel.

En lille stemme i mit hoved kalder mig en løgner. Tårerne begynder at strømme ned ad mine kinder. Lige i det afbryder jeg stilheden i gaderne med lyden af mine trin. Og jeg mærker, hvordan en del af mit hjerte begynder at frygte løven.

På samme tid indser jeg, at livet stadig har en masse ting at tage fra mig. Og jeg når også konklusionen, at nogle af dem er værd at leve for. 

Som søvn begynder at indtage min krop, begynder jeg at tænke på, hvem der vil være med i min næste novelle…