Hvad er forældrefremmedgørelse?
Når forældre bliver skilt, er det ofte en meget traumatisk oplevelse for barnet. Den familie, de har set som grundstenen for hele deres liv, bliver nedbrudt. Og de kan intet gøre. De bliver kede af det, usikre og meget sårbare. Uheldigvis drager nogle forældre også nytte af situationen og sårer deres tidligere partner. Resultatet bliver forældrefremmedgørelse.
Det er næsten ikke til at forestille sig, at forældre kan være så egoistiske. Desværre er had og bitterhed overfor den anden part nogle gange stærkere end kærligheden til deres børn. Mange forældre er ikke engang klare over den skade, de forårsager. For dem er deres egne pinsler vigtigere end deres børns.
De fortæller barnet, at moren eller faren ikke vil se dem. De lyver og prøver at få dem til at miste respekten for den anden forælder. De psykologiske konsekvenser, det har for barnet, kan være problematiske. Det kan skabe et patologisk had mod den ene forælder, der bliver offer for forældrefremmedgørelse.
Hvad er forældrefremmedgørelse?
Forældrefremmedgørelsessyndrom er en form for psykologisk misbrug af børn. Det er manipulation af børns skrøbelige sind med formålet om at ændre deres opfattelse af den ene forælder.
Denne form for misbrug kan komme fra en eller begge forældre. Den misbrugende person tænker ikke to gange over at latterliggøre barnet, hvis det udtrykker følelser for den anden forælder. Mange vil endda bruge miljøet i familien til at styrke deres foragt. Andre familiemedlemmer og venner kan ende med at blive medskyldige i misbruget.
“Det er lettere at bygge stærke børn end at reparere knuste mænd.”
– Frederick Douglas –
Forælderen vil også gå i detaljer om grundene til skilsmissen og gøre sig selv til offer. Håbet er, at barnet vil få medlidenhed med dem og give den anden skylden. Det handler dybest set kun om hævn. Den rigtige tragedie er dog, at det er barnet, der kommer til at lide mest. De er de virkelige ofre, og de burde aldrig være bragt i sådan en giftig situation.
Hvad leder forældre til denne adfærd?
Det rigtige at gøre i en skilsmisse er at adskille to meget vigtige koncepter. At være en dårlig partner betyder ikke, at man er en dårlig forælder. Selvfølgelig gælder dette ikke i situationer med misbrug. Hvis man er blevet misbrugt af ekspartneren, er det logisk, at man er bange for, at det skulle gentage sig med barnet.
I andre situationer er det næsten altid et tegn på, at skilsmissen ikke går godt, hvis den ene forælder bliver frataget retten til at se deres børn. Egoisme og en stor mange på selvværd kan ofte komme frem i sådanne situationer, og det er foruden den manglende følsomhed og empati, hvilket er meget skadeligt for barnet.
Den fremmedgjorte forælder kan også få en form for personlighedsforstyrrelse. Den mest almindelig form i disse situationer er narcissisme og borderlinepersonlighedsforstyrrelse.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg er vidne eller offer for denne adfærd?
Hvis en person i retten bliver beskyldt for denne type børnemisbrug, kan det få indflydelse på afgørelsen om forældremyndighed. Før du begynder at true forælderen eller give besked til myndighederne, så prøv at tale med dem. Forsøg at få dem til at indse, at deres adfærd ikke er acceptabel. De er nødt til at forstå, at det er barnet, der ender med at tage mest skade.
Hvis de bliver ved med deres manipulation, må det være op til dommeren at afgøre, hvad der skal ske. Børn kan afvise at bo ved den ene forælder, på grund af det had den anden har fremavlet i dem. F orældrefremmedgørelse er et meget komplekst problem, der som regel kræver en form for psykologisk hjælp.
Forældrefremmedgørelsessyndrom kan kave store, skadelige konsekvenser for børn. Angst og frygt kan påvirke deres forhold til mange ting og hæmme deres emotionelle udvikling.
At føle sig latterliggjort, når de udtrykker positive følelser for den anden forælder, påvirker også deres selvværd. Mange tager også disse traumer med sig ind i voksenlivet, hvor det skaber et uforeneligt hul mellem dem og den udsatte forælder.
Forældrefremmedgørelse er ikke noget, man skal tage let på. En separation eller skilsmisse bør ikke blive en psykologisk kamp mellem to personer, der på et tidspunkt i deres liv valgte at indgå i et forhold. D et skal bestemt ikke involvere børnene og tilføje dem mere skade, end de i forvejen oplever.