Hospitaliseringssyndrom: Rollen som patient

Personer, der lider af hospitaliseringssyndrom, er lystløgnere, og alle dele af deres krop er potentielle mål. De eneste ting, der begrænser deres symptomer, er deres egen medicinske viden, sofistikation og fantasi.
Hospitaliseringssyndrom: Rollen som patient
Gema Sánchez Cuevas

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Francisco Pérez

Sidste ændring: 27 december, 2022

De primære træk omrørende hospitaliseringssyndrom er, når patiener foregiver at lide af psykiske eller fysiske symptomer eller bevidst søger at forårsage dem. Læger diagnosticerer det ved hjælp af simpel observation eller gennem en elimineringsproces.

I mange tilfælder er det dog stadig kontroversielt, fordi det er umuligt at være fuldstændig sikker på, at patienten reelt ikke lider af de symptomer, som de påstår, at de har.

Folk foregiver at have symptomer, de reelt ikke har, fordi det giver dem mulighed for at være i rollen som patient. Dog skal det siges, at de ikke nødvendigvis søger at få noget ud af det. Det er nemlig det, der differentierer hospitaliseringssyndom fra det at blot overdrive sine symptomer.

Mennesker, der vælger at overdrive samt simulere deres symptomer, forårsager til tider også deres egne symptomer, men deres formål med det er let at gennemskue, når man kender til omstændighederne.

For eksempel kan en simulant forfalske en sygdom for at undgå at skulle i retten. Et andet eksempel er en mand, der foregiver at være syg for at undvige at skulle blive udtaget til militæret.

Ligeledes kan en person i et psykiatisk hospital forfalske et sundhedsproblem for at undgå at blive forflyttet til et andet hospital. Dette betragtes også som overdrivelse eller simulation.

Folk, der lider af hospitaliseringssyndrom, har derimod et psykologisk behov for at påtage sig selv rollen som patient. Manglen på personlige eller eksterne incitamenter sætter syndrommet i stærk konstrast med simulation eller overdrivelse.

Af definition indebærer diagnosen af hospitaliseringssyndrom en vis grad af psykopatologi. Sagt med andre ord, er der noget galt inde i hovedet på patienten. Når det er sagt, hvis en person lider af hospitaliseringssyndrom, udelukker det ikke, at de også kan have andre fysiske eller psykologiske symptomer. Kort sagt, er det et kompliceret problem.

Kvinde med ondt i maven

Kliniske kriterier for diagnosticering af hospitaliseringssyndrom

Diagnostisk og statistisk manuel for psykiske lidelse (DSM-4) fastsætter følgende kriterier for psykologer og psykiatere til diagnosticering af hospitaliseringssyndrom.

A.  At foregive eller bevidst producere fysiske eller psykologiske symptomer.

B.  Personen ønsker at påtage sig rollen som patient.

C. Manglen på eksterne incitamenter til adfærd (dvs. incitamenter bag simulation af symptomer såsom økonomisk gevinst, undgåelse af juridisk ansvar eller forbedring af fysisk velvære osv.)

DSM-4 fremsætter også den følgende klassifikation for hospitaliseringssyndromer:

  • Hospitaleringssyndromer med overvejende psykologiske tegn og symptomer. De fremherskende tegn og symptomer i den kliniske profil er primært psykologiske.
  • Hospitaliseringssyndromer med overvejende fysiske tegn og symptomer. De fremherskende tegn og symptomer i den kliniske profil er primært fysiske.
  • Hospitaliseringssyndromer med psykologiske og fysiske tegn og symptomer. Fordelingen af symptomer er lige.

Hospitaliseringssyndrom

Som vi nævnte tidligere, er det karakteristiske træk ved denne lidelse den intentionelle fremstilling eller skabelse af fysiske eller psykologiske tegn og symptomer.

Patienten kan måske finde på at finde på symptomer (for eksempel at have ondt i maven, uden reelt at have det). De kan også finde på at forfalske symptomerne. For eksempel, har nogle patiener lavet bylder i deres hud ved at sprøjte spyt ind under deres hud.

Symptomerne kan også være en overdrivelse eller forværring af en allerede eksisterende fysisk lidelse (dvs. en patient med en lang historie af mentale lidelser, der foregiver at have nye vrangforestillinger). På samme måde kan symptomerne være en kombination eller variation mellem alle de forskellige faktorer, som er nævnt ovenover.

Kvinde med falsk sygdom hos lægen

Hvilke træk har personer med hospitaliseringssyndrom?

Personer med denne lidelse forklarer deres fortællinger og historier på en meget dramatisk måde. Hvis du så spørger efter flere detaljer, vil deres svar ofte være uklare eller usammenhængende. De har også tendens til at blive fanget i deres løgne, da løgnene ofte kommer helt ud af kontrol.

Deres løgne er patologiske og formålet med dem er at få opmærksomhed fra personen, der spørger ind til dem. Patienten lyver om deres baggrund og symptomer.

Ofte kender individer med hospitaliseringssyndrom meget til medicinsk termonologi. Deres viden vedrørende, hvordan hospitaler fungerer, er meget omfattende. Ofte kan de finde på at klage over smerte blot for at få fat i smertestillende midler.

Når lægen ikke formår at finde nogle fysiske problemer, begynder patienten blot at klage over noget nyt. Og så begynder legen forfra med opfindelsen af nye symptomer.

Personer, der lider af hospitaliseringssyndrom, gennemgår ofte adskillige undersøgelser og operationer. Derudover har de normalt ikke besøgende, når de er på hospitalet.

Når det går op for dem, at andre ikke tror på deres løgne, benægter de blot at have løjet. Hvis det ikke virker, vælger de til tider at forlade hospitalet. Faktisk kan de endda finde på at forlade hospital, selvom lægerne stærkt anbefaler, at de bliver. Som regelt når det sker, bliver de indlagt på et andet hospital den samme dag.

Mand sammen med sin læge

Hospitaliseringssyndrom med fysiske tegn og symptomer

Denne underkategori af hospitaliseringssyndrom har en klinisk profil med overvejende psykologiske tegn og symptomer. De primære symptomer består af den intentionelle fremstilling eller formodning af psykologiske symptomer.

Symptomerne tyder på, at årsagen er en eller anden form for psykisk sygdom. Det tilsyneladende formål for individet er at påtage sig rollen som patient, samt at de ikke søger eller ønsker at få noget ud af denne slags ”sygdomsmanipulation.”

Fagfolk genkender som regel denne lidelse ved observation af symptomer, der ikke passer til typiske symptommønstre. Symptomerne har en usædvanlig klinisk kurs og terapeutisk respons.

  • Symptomerne bliver som regel forværret, når patienten er bevidst om, at de bliver observeret.
  • Patietener har også tendens til at klage over depression og påstår, at de har selvmordstanker på grund af tabet af et nært familiemedlem (påstande som ikke er i overensstemmelse med patientens familiemedlemmer).
  • De klager også over hukommelsestab, hallucinationer, delirium, PTSD symptomer eller personlighedsspaltning.
  • Ofte opleves det, at de er ekstremt negative patienter.
  • De er ikke villige til at samarbejde under lægeundersøgelser.

Hospitaliseringssyndrom med fysiske tegn og symptomer

I denne underkategori er de overvejende tegn og symptomer i en eller anden form fysiske. Personer med denne slags hospitaliseringssyndrom forfalsker eller selvfremstiller et antal af forskellige medicinske problemer. Her er nogle eksempler:

  • Bylder
  • Langsomt helende sår
  • Smerte
  • Hypoglykemi
  • Anæmi
  • Blødninger
  • Udslæt
  • Neurologiske symptomer
  • Opkast
  • Diarré
  • Feber af ukendt årsag
  • Autoimmune lidelser
  • Bindevævssygdomme

Den mest alvorlige og kroniske underkategori af hospitaliseringssyndrom kaldes Münchhausen-syndromet. Mennesker med Münchhausen-symdrom befinder sig ofte på hospitalet af ren nødvendighed.

De er lystløgnere, og alle dele af deres krop er potentielle mål. De eneste ting, der begrænser deres symptomer, er deres egen medicinske viden, sofistikation og fantasi.

Læge med patient, der har hospitaliseringssyndrom

Hospitaliseringssyndrom med en kombination af psykologiske og fysisk tegn og symptomer

Endeligt, denne underkategori består af individer, der har en kombination af fysiske og psykologiske tegn og symptomer. Men ingen af delene er mere dominerende end den anden. Igen er Münchausen-syndrom den mest seriøse og kroniske form af lidelsen.

Hvordan er udviklingen af hospitaliseringssyndrom?

Det kliniske forløb af hospitaliseringssyndrom er af sporadiske episoder. Enkelte episoder eller kroniske lidelser uden tilbagefald er mindre almindelige. Lidelsen begynder i en tidlig voksenalder.

Desuden opstår det ofte sammentidig med en hospitalindlæggelse på baggrund af en reelt identificerbar fysisk eller psykisk sygdom. For folk med den kroniske udgave af lidensen bliver de konstante indlæggelser næsten til en livsstil.


Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.


  • American Psychiatry Association (2002). Manual diagnóstico y estadístico de los trastornos mentales (DSM-4), 4ª Ed. Madrid: Editorial Médica Panamericana


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.