En kort historisk oversigt over psykoterapi
I dag kan du få en historisk oversigt over psykoterapi, nå vi vil gennemgå starten på psykoterapi og spore dens vej op til nutiden. Det er en ret ny gren.
Psykoterapi er en ret ny gren i psykologien. Det eksisterede faktisk ikke engang, førend det sidste del af det 19. århundrede, hvor folk omsider holdt op med at tro på, at mentale lidelser skyldtes overnaturlige kræfter. Når det er sagt, så har samfundet altid været interesseret i at forklare menneskelige fænomener, som ikke har en tydelig biologisk årsag.
Hvis du har lyst til at spore psykoterapiens historie helt tilbage til begyndelsen, er du nødt til at lede hos de stammefolk, der talte om, at sjælen var til stede i alle naturlige objekter. De troede på animisme, og de troede, at folk blev syge, fordi de var blevet besat af en fremmed sjæl.
Derfor var metoderne til helbredelse ceremonier, der skulle genskabe deres tabte sjæle, eksorcisme, tilståelser og inkubationer.
Senere kunne du i Grækenland og i den antikke verden finde opstarten på samtidens psykoterapi og rationelle tanker sammen med filosofi og medicin. I denne kontekst beskrev Aristoteles de forskellige anvendelser af ordet “besættelse.” Det var et overbevisende ord, der skabte forandringer hos mennesker.
Platon argumenterede med, at smuk tale havde sine fordele for kroppen og sjælen. Nogle af hans observationer omkring passion, drømme og det ubevidste ser ud til at være forløbere for freudiansk tænkning.
Historisk oversigt over psykoterapi: De tidligste filosoffer
Du kan ikke tale om en historisk oversigt over psykoterapi uden at komme ind på Hippokrates og Galen.
- Den hippokratiske korpus en en af de vigtige milepæle indenfor moderne medicin. Hippokrates forbandt sygdommen med kroppens tilstand og foreslog fire sindstilstande, der var forbundet med temperamentet: Blod, flegma, gul galde og sort galde.
- Galen udviklede Hippokrates’ teorier og lavede en adskillelse mellem overnaturlige, naturlige og unaturlige ting.
Historisk oversigt over psykoterapi: Fra Middelalderen til en moderne definition
I Middelalderen anså kirken mentale sygdomme som et produkt af djævelens vilje. Anger var vejen til helbredelse.
Senere i Oplysningstiden introducerede forfattere som Pinel tanken om moralsk behandling af mentale sygdomme. Konceptet om at menneskeliggøre patienterne og indtage et optimistisk syn på sygdommene blev mere og mere populært.
Som vi nævnte ovenfor, opstod psykoterapien i det 19. århundrede. Cobbe annvendte udtrykket “psykoterapeut” i en artikel, hvor han forsvarer rollen om tro i helbredelsen. På dette stadie var det afgørende element, om man kunne isolere sygdomme, så det ikke medførte fysisk skade.
På den anden side var der folk, der udviklede teknikken med hypnose, og så, at det var en acceptabel procedure. Ikke kun acceptabel, men faktisk også det foretrukne valg i en behandling.
Hypnosens opståen skyldes Van Helmonts animalske magnetisme. Franz Friedrich Anton Mesmer var dens vigtigste repræsentant. Denne teori argumenterede med, at en fysisk væske fyldte uviverset, og en ubalance i væsken var årsagen til sygdomme. Kuren bestod i at genskabe balancen i væskerne.
Folk, der sværgede til denne teori, kaldte dem selv for “væskemagere” og dem, der stod for at trække det ud var “animister.” Fyrsten i Puysegur var en animist og brugte hypnose som en slags kunstig søvn, der gjorde det muligt for patienten at genkalde minder, de ellers ikke kunne huske.
Nancy skolen
Senere opfandt Braid ordet hypnose og definerede det som en nervøs søvn. Takket være disse fremskridt og Liebault og Bernheims arbejde blev Nancy skolen født. De afstod fra brugen af hypnose til i stedet at hjælpe patienten med at nå i den samme tilstand, mens de var vågne. Der var her, at folk begyndte at anvende ordet “psykoterapi.”
I 1895 udgav en neurolog fra Wien ved navn Sigmund Freud Studier i Hysteri sammen med Josef Breuer. I deres værk beskriver den den katharsiske metode, som de udviklede og afprøvede på en patien ved navn Ana O.
Senere udviklede de den frie association, som sikkert er den metode, du tænker på, når du hører ordet psykoterapi: Klienten ligger på en briks og taler med terapeuten om et eller andet aspekt i sit liv.
Psykoterapiens nutidige historie
Efter psykoanalysen dukkede der et hav af alternative terapeutiske metoder op på scenen. Carl Rogers udviklede en, som var mere person-centreret. Senere tilbød behaviorismen et helt andet syn på psykologiske lidelser. Det var ikke førend i 60’erne og 70’erne, at forskere som Skinner og Wolpe kom med fundamentet til adfærdsterapi.
Andre modeller som Maslows humanistiske psykologi og hans behovpyramide og den systemiske model dukkede også op på denne tid. Terapeuterne benyttede sig oftest af disse særlige teorier, når det drejede sig om familieterapi. Lærings-baserede behavioristiske teorier gav også et løft til kognitive modeller udviklet af Beck, Ellis, Mahoney og Meichenbaum.
Endelig i 90’erne blev tredie generations terapierne (eller kontekstafhængige terapier) populære. De foreslog, at man vendte tilbage til den radikale behaviorisme, hvor man også medtager den kognitive side, men uden at ville ændre på dets indhold som rationalisterne. I stedet var det målet at ændre det forhold, klienten havde til indholdet.
Da det kan være umuligt at skelne helt mellem alle forskellene i de forskellige terapeutiske metoder og teorier, er der nogle, som mener, at man skal anse dem alle for at være ligeværdige.
Denne opfattelse kalder man for dodo bird verdict, og det er en noget kontroversiel opfattelse blandt psykoterapeuter. Der er ingen tvivl om, at enhver form for psykoterapi er mere effektiv end slet ingen behandling overhovedet.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Feixas, G. y Miró, T. (2004): Aproximaciones a la psicoterapia. Paidós. Barcelona