Teori om det aktive liv af Hannah Arendt
Hannah Arendt var en tysk filosof af jødisk oprindelse. Hun begyndte sine studier sammen med den berømte tyske filosof Martin Heidegger, men da naziregimet tog magten, var hun tvunget til at flygte fra Tyskland og slå sig ned i USA. Hannah Arendt udviklede en politisk filosofi, som fokuserede på samtidens problemer heriblandt totalitære systemer og vold.
Hendes mest bemærkelsesværdige værker beskæftigede sig med de bevæggrunde, som fik folk til at begå grusomme handlinger under totalitære regimer. En af hendes mest kendte udtagelser var at konstatere, at mange af nazipartiets medlemmer var normale mennesker, som under visse omstændigheder udførte utilgivelige handlinger. Hun påstod, at de aldrig ville have udført de handlinger, havde det været under andre omstændigheder, og de ville ikke engang kunne genkende dem selv udføre handlingerne.
Det var en udtalelse, som medførte en del kritik, og mange folk synes, det var en ret ubehagelig udtalelse. Hun fastholdt, at mange af de mennesker som torturerede, mishandlede og dræbte ikke var forfærdelige mennesker. Men de var vildledt af de særlige omstændigheder, de var under. Det kostede hende endda mange venskaber, men hun forsvarede det, hun troede på, så snart hun fik mulighed for det.
Selvom det kan virke, som om alt dette skete i en fjern fortid, er det faktisk meget relevant i dag også. Mange tror for eksempel, at terrorister er sindssyge. Men hvis vi tager denne teori af Hannah Arendt i brug, så når vi til en anderledes konklusion. Frem for at sætte spørgsmålstegn ved deres mentale tilstand, tager vi andre faktorer i betragtning, som er med til at få mennesker til at vælge en voldelig vej i forbindelse med en organisation.
En teori om det aktive liv af Hannah Arendt
I denne teori af Hannah Arendt er der tre fundamentale aktiviteter i et menneskes liv. De er: arbejde, frembringelse og handling. Arbejde stemmer overens med de biologiske processer i menneskekroppen.
To eksempler på det kan være at spise og at sove. De er nødvendige aktiviteter i vores liv, men de varer ikke for evigt. Så snart vi afslutter dem, så er aktiviteten slut. Disse behov er livsnødvendige for vores overlevelse, og vi kan ikke være foruden dem, og der er ikke plads til frihed.
Frembringelsens funktion
Den anden aktivitet i et menneskes liv er frembringelse. Denne aktivitet producerer ting og resultater, som inkluderer byggeri, håndværk og kunst og alt, som mennesker kan skabe. Den inkluderer også aktiviteter såsom fremstilling af redskaber eller genstande foruden kunstværker.
Med denne aktivitet kan vi prøve at kontrollere naturen, arbejde med naturskabt materiale for at konstruere genstande. Denne aktivitet skaber en kunstig verden, såsom et hjem. Den adskiller sig fra produktion, fordi de genstande, som laves, er varige. Frembringelsens resultater er noget, som er udbytterigt, og vi laver dem for at bruge dem, ikke for at opbruge dem.
Når vi udfører den sidste aktivitet, handling, er personer bygget af det, de er. Det er sådan, man adskiller sig fra andre. Handling giver mulighed for forskelligartethed, som gør, at vi opfatter forskellighed i andre mennesker.
Det er på den måde, vi får en identitet, baseret på forskellighederne mellem den person, som udfører handlingen, og den anden person. Kun gennem handling skabes individer. Ved hjælp af dette bliver det, som var privat, delt med andre. Ved at handle og snakke med mennesker viser vi, hvem vi er.
Handlingssfære
Hver af disse handlinger foregår i deres egen særlige sfære. Den private sfære (at producere), den sociale sfære (at frembringe) og den offentlige sfære (at handle). Skelnen mellem offentlig og private sfærer er baseret på traditionen i græske polis.
Den private sfære er hjemmet. I denne sfære taler man ikke om frihed og lighed, men mere omkring et fællesskab med ægte behov. I denne sfære praktiserer vi at producere. Den private sfære er et naturligt område, modsat det kunstige i den offentlige sfære.
Den offentlige sfære er et handlings- og kommunikationsområde. I denne sfære viser vi andre, hvem vi er, og det bekræfter vores eksistens. Offentligheden er en delt verden, skabt af fremstillede genstande og handlinger, som skaber uhåndgribelige genstande såsom love, institutioner og kultur.
Dette skabte område sørger for varighed, stabilitet og holdbarhed i handlinger og genstande. Så skrøbelig som en handling er, giver den offentlige sfære den stabilitet via hukommelse. Den offentlige sfære indeholder også offentlige interesser, adskilte fra private interesser.
Men denne forskel sløres i mødet med en anden sfære, den sociale sfære. Denne er et produkt af en udveksling i en kapitalistisk økonomi. Dette kapitalistiske socioøkonomiske system beskæftiger sig med økonomiens introduktion i den offentlige sfære. Denne offentlige sfære er defineret af offentlige interesser og giver private interesser en offentlig betydning.
Konsekvenserne ved at miste sin stemme
Der opstår et problem, når økonomien blander sig i den offentlige sfære. Den private sfære, som er nødvendig på grund af den beskyttelse, den giver, bliver en erstatning af den offentlige sfære. Konsekvenserne bliver, at de private interesser og naturlige forbindelser optager den fælles offentlige sfære. Som følge deraf bliver den offentlige sfære og borgernes handlinger adskilte.
Her ser vi det totalitære styre på arbejde. Det drejer sig om det bekymringsfrie individ i den offentlige sfære, som kun tænker på sine egne private interesser og sine egen personlige sikkerhed til en hver pris. Men denne type individ er det helt modsatte af en borger, som aktivt forpligter sig til denne verden og den offentlige sfære.
Det “private” individ er et individ kun, når det vedrører sine egne interesser. Han falder nemt ned i en social og politisk konformisme. Men det totalitære styre sætter ikke kun en stopper for det offentlige liv, men det ødelægger også det private liv, og efterlader individer i absolut ensomhed.