At give op vs. at vide, hvornår man skal stoppe

At give op vs. at vide, hvornår man skal stoppe

Sidste ændring: 06 december, 2017

Der er historier, forhold og forbindelser, der har givet alt, de har. De er som et reb, der er blevet strammet for meget. Eller som en komet, der forsøger at slippe væk fra is. De er som et tog, der kører afsted til tiden, som vi ikke kan stoppe. At give slip på disse ting er ikke kujonagtigt eller et nederlag. Det er ikke at give op. At vide, hvornår vi skal stoppe, er en modig handling.

Hvis der findes noget, som vi ikke er forberedt på, så er det at distancere os selv fra mennesker, som ellers er vigtige i vores liv. Det er svært for os at stoppe med at investere tid og energi i et projekt, der var vigtigt for os indtil for nyligt. Vi siger, at vi ikke er forberedte, fordi vores hjerne er stor modstander af forandring. Alle forandringer fra rutinen eller vanen er et spring ud i det ubekendte. Og det skaber frygt i denne fantastiske og sofistikerede hjerne.

“Ikke mere nu!” råbte hjertet. Og for en gangs skyld var hjernen enig. 

Hjernens tendens til altid at holde os det samme sted og lave de samme ting med de samme mennesker gør det svært for os at forlade vores komfortzoneDette næsten afhængige bånd til det, vi kender, får os til at sige ting som: “Jeg holder ud lidt længere,” eller “jeg venter lidt længere for at se, om tingene ændrer sig.

Men noget, vi ved med sikkerhed, er, at visse forandringer aldrig sker. Nogle gange betyder det at vente lidt længere, at man venter for lang tid. Vi er blevet opdraget med den klassiske og ubegrundede idé om, at “det, der ikke dræber dig, gør dig stærkere.” Vi har fået at vide, at det at opgive noget eller nogen betyder, at give op, og at vores viljestyrke er blevet ødelagt.

Hvis vi kigger udover “problemet,” kan vi se en fuldstændig knusende ulykkelighed. Dette er noget fysisk. Det stjæler vores ilt og vores liv. At forlade sådanne situationer, blot for en stund, er utvivlsomt en modig og sund handling.

Kvinde bliver slået i hovedet af knytnæve dækket af blomster

Når vi snubler, falder og kommer til skade, betvivler vi ikkeat vi skal hele. Vi lærer at undgå den farlige del af fortovet. Hvorfor gør vi ikke det samme med vores forhold? Hvorfor undgår vi ikke situationer, der har skabt smerte eller lidelse? Dette enkle spørgsmål har et svar med aspekter, der er ligeså komplekse, som de er følsomme.

At vide, hvornår man skal stoppe, er ikke det samme som at give op

For det første er det ikke fortove med huller eller stier dækket af sten, vi møder i det virkelige liv. Vi ved, at disse metaforer bliver brugt for meget. Men problemet er, at virkelighedens farer aldrig er nemme at genkende. Vi bærer ikke skilte, der reklamerer med, hvordan vi er, hvordan vi elsker, eller hvilke intentioner vi har. For det andet er det vigtigt at huske, at vi er skabninger med mange behov: tilknytning, tilhørsforhold, samhørighed, fritid, seksualitet, venskab, arbejde og ikke mindst forandring. Mennesker er dynamiske af natur. Vi muterer.

Disse menneskelige variabler tvinger os til at tage disse spring ud i det ukendte. Vi påtager os disse risici, så vi kan prøve noget nyt, få nye oplevelser og nogle gange endda for at overleve. Til tider giver vi de mennesker, der mindst fortjener det, én til chance eller måske en tredje, fordi vores hjerne er så social. Den vil altid sætte kontakt over distance og det kendte over det ukendte.

Mands hoved med hul i midten, der er fyldt med fugle

Alt dette hjælper os med at forstå, hvorfor det er så svært for os at opfatte, når noget har overtrådt grænsen. Vi har svært ved at identificere, når omkostningerne er langt større end fordelene. Vores eget sind kan være vores fjende, når den hvisker: “du må ikke give op, du må ikke give efter” om og om igen. Men vi har brug for at introducere noget basalt og essentielt for vores hjerneNår vi forlader noget, der er skadeligt, og som gør os ulykkelige, så er det ikke at give op. Vi overlever

Lær at finde dit “sweet spot

At finde vores sweet spot handler om at finde vores egen balance, vores psykologiske og følelsesmæssige ligevægt. Det handler om at vide, hvad der er bedst for os selv hele tiden. Det er værd at nævne, at denne evne ikke er intuitiv. Det er objektiv selv-læring, som opnås gennem erfaring, observering og reflektering over vores eget liv. Ved at lære fra vores sejre og nederlag.

“Intet er nok for den mand, som opfatter nok som for lidt.”

  Epikur

Vores “sweet spot” er, når alt, vi laver og opnår, er gavnligt og tilfredsstillende. Men vi befinder os på den modsatte boldgade, når stress, forvirring, frygt, tårer eller ekstrem udmattelse tynger os ned. Det er et usundt sted, vi bør forlade så hurtigt som muligt.

Man skal ud af sin komfortzone for at finde sand magi og ikke give op

Bemærk, at denne enkle strategi kan anvendes i alle situationer i livet. A t finde vores sweet spot er en handling, der udspringer af visdom. Det er et personligt værktøj, der hjælper os med at forstå, at alt i livet har sin grænse. At vide, hvad og hvor vores grænser er. Vi taler om den grænse, som adskiller lykke fra ulykkelighed, bitterhed fra muligheder.

Lad os finde vores sweet spot i hverdagen og forsøge at forbedre vores livskvalitet. 


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.