Gerstmanns syndrom: Når du ikke genkender dine fingre
Gerstmanns syndrom er en sjælden, neurologisk sygdom. Det er bedst kendt for dens mest fremtrædende karakteristika: Patientens manglende evne til at genkende sine egne fingre.
Foruden dette symptom, er det, dog, en meget mere kompleks og erhvervet sygdom. Det betyder, at symptomerne opstår efter at have pådraget sig en form for skade eller sygdom.
Denne lidelse fik sit navn efter Josef Gerstmann, en ung assistent på den neurologiske afdeling på University of Vienna i Østrig. Denne studerende beskrev en række symptomer hos en kvinde, der led af et slagtilfælde. Fra det øjeblik, fik lidelsen, bestående af agrafia, digital anoxi og akalkuli, sit navn.
Årsagerne til Gerstmanns syndrom
Først og fremmest, skal vi bemærke, at de fleste rapporterede tilfælde opstår på baggrund af et vaskulært problem. Det virker til at være den primære årsag til dette syndrom, som er karakteriseret ved en manglende evne til at bruge eller genkende fingrene. Her er de mest almindelige symptomer på denne lidelse:
- Først og fremmest, digital agnosi. Den manglende evne til at genkende fingrene. Patienten agerer, som havde vedkommende ikke nogen fingre.
- Agrafi. I konjunktion med det ovenstående symptom, mister disse patienter evnen til at udtrykke sig selv gennem skrift.
- Akalkuli. Patienter med Gerstmanns syndrom mister også evnen til at udføre simple regnestykker.
- Afslutningsvis, desorientering. Den manglende evne til at orientere sig selv korrekt på et rumligt niveau samt forvirring, ikke blot genkendelse, i henhold til at skelne mellem venstre og højre.
Erhvervet skade i Gerstmanns syndrom
I 1930, besluttede Gerstmann sig endelig for at beskrive syndromet, efter at have studeret sine patienters skader. Han fandt ud af, at de fleste havde en skade i den dominerende isselap, mere specifikt i den angulære gyrus.
Penfield homunculus, et somatosensorisk kort over kroppen, befinder sig i isselappen. I isselappen er der et specifikt område, der fokuserer på fingrene. Dette område er meget større i forthold til resten af kroppen, på grund af den vigtighed og mængden af nerveender, vores hænder har.
Angulær rotation
Dette område, der er specifikt påvirket i Gertmanns syndrom, optager den nedre del af isselappen. Det er relateret til fortolkning af sprog, hvilket er opgaven af en fælles kode for visuel og auditiv information.
Som regel, har patienter med dette syndrom vaskulære skader i den venstre, mellemcerebrale arterie, hvilket overrisler den angulære gyrus.
Kliniske karakteristika
Derfor, skal vi slå fast, at Gertmanns syndrom ofte opstår på en ukomplet måde. Det betyder, at de tre primære symptomer ikke behøver at være til stede for at stille en diagnose.
I mange tilfælde, er der ikke tegn på agrafi. I stedet, er semantisk afasi meget almindeligt. Det er en defekt i forståelsen af logisk-grammatiske strukturer.
Gerstmanns syndrom i dag
Da syndromet blev beskrevet for mange år siden, har de videnskabelige fremskridt debatteret mange af dens komponenter. Videnskabsfolk diskuterer, på nuværende tidspunkt, det organiske grundlag for sygdommen. De foreslår andre områder i isselappen, når det kommer til ætiologien bag dette syndrom.
De fleste patienter har læsioner i den vestre del af isselappen, som er den dominerende hemisfære hos det meste af den højrehåndede befolkning. Derfor, opstår anormaliteter på et kortikalt niveau i områder med kompleks bearbejdning.
Diagnose
De primære discipliner, der arbejder med diagnosen af dette syndrom, er neurologi og neuropsykologi. Mistanken om dette syndrom bliver ofte tydeligt, når den påvirkede patient skal udføre opgaver, der involverer fingergenkendelse.
Fra et neurologisk synspunkt, begynder diagnosen med forskellige tests. Dernæst, vil en læge bekræfte det ved at bruge tomografi eller MR-scanning, der gør det muligt for ham eller hende at se eventuelt skadede væv. Ligelgedes, er neuropsykologi ansvarlig for at evaluere og, dernæst, vurdere forringede kognitive evner gennem klinisk observation.
Behandling
Der er forskellige behandlinger, i henhold til hver individuelle specialist. Kort sagt, er en kombineret neurologisk og psykologisk tilgang altid nødvendig.
- Neurologisk behandling. Denne tilgang fokuserer på organisk skade gennem stadardiserede procedurer. Behandlingen vil, dernæst, afhænge af, hvorvidt årsagen var vaskulær eller på grund af en hjernetumor.
- Neuropsykologisk behandling. Denne tilgang virker på de kognitive funktioner, der er påvirket af skaden. Foruden dette, på grund af variationen i symptomerne, skal behandlingen være individualiseret og multidisciplinær.
- Psykouddannelse. Information og opmærksomhed på syndromet er meget vigtigt for at kunne arbejde på de underliggende, emotionelle aspekter.
Afslutningsvis, skal både læger og eksperter fokusere på behandlingen af patienternes funktionelle heling. Derfor, skal deres mål søge optimal funktion og modvirke isolation.
I princippet, selvom Gerstmanns syndrom er sjælden blandt den generelle befolkning, har det fanget opmærksomheden hos forskere og specialister på grund af dets karakteristika.
Interessen ligger i det faktum, at den korrekte funktion af hjernen også afhænger af en korrekt funktion af kredsløbet. Derfor, vil alle de aktiviteter, der indebærer en risikofaktor for kredsløbet, også være en fare for nervesystemet.