Genetisk hukommelse: Den overraskende arv fra vores forfædre

Arver vi vores forfædres særheder, fejl og ekstraordinære evner? Kan vi overføre de følelsesmæssige kvaler, vi har lidt gennem hele vores liv, til vores børn? Videnskaben giver nogle interessante svar.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Valeria Sabater.

Sidste ændring: 22 november, 2022

I 2013 gennemførte forskere et spændende eksperiment med mus. En gruppe af dem blev trænet til at udvikle en modvilje mod én type lugt. Senere, da disse dyr fik afkom, opdagede man, at de følte den samme angst over for den samme lugt. Med andre ord havde de arvet deres forældres frygt, men uden at have haft den samme oplevelse. Der var tale om genetisk hukommelse.

Vi forstår genetisk hukommelse som et fænomen, hvor et individ arver visse erindringer eller evner uden tidligere at have været udsat for de pågældende oplevelser. Vi ved, at det forekommer i dyreriget. Det er, som om visse traumatiske oplevelser bliver indpræget i en arts genetiske kode for at lette den næste generations overlevelse.

Men sker det samme hos mennesker? Arver vi også vores forældres eller bedsteforældres frygt? Er vores forfædres liv en slags prolog, der former vores egen historie? Faktisk er dette spørgsmål stadig kontroversielt for mange forskere. Vi kan dog nu afklare nogle data.

Genetisk hukommelse

Det er almindeligt at begå visse fejl, når man taler om genetisk hukommelse. For det første kan vi som mennesker ikke gemme minder, som vores forfædre har oplevet. Du kan f.eks. ikke huske, hvad din bedstemor oplevede i sin barndom, eller hvad der skete med din far, da han blev fyrre.

Det, der kan overføres fra en generation til en anden, er imidlertid det følelsesmæssige aftryk af en traumatisk oplevelse, som er blevet fastholdt over tid. Tidligere nævnte vi museeksperimentet. Det blev udført af Emory University i Atlanta (USA). Det viste, at visse negative oplevelser hos mus ændrede den neurale struktur hos deres afkom, så de arvede den samme frygt.

Noget lignende sker hos mennesker. Vi ved, at angstfyldte situationer og kronisk stress hos forældre efterlader et aftryk på det genetiske materiale hos nye generationer. I en artikel offentliggjort i Biological Psychiatry hævdes det f.eks., at en fars stress kan påvirke hans børn genetisk i en sådan grad, at de bliver mere sårbare over for modgang.

Som levende væsener bærer vi alle et genetisk aftryk af det, som vores slægtninge har oplevet. Visse forhold kan således ændre generne og dermed en organismes fænotype. Dette er vores fysiologi og adfærd.

Epigenetik og sagen om Holocaust-overlevende

Når det drejer sig om at forstå genetisk hukommelse, er det vigtigt at tale om epigenetik. Dette begreb henviser til, hvordan et individs oplevelser kan ændre den måde, hvorpå dets DNA udtrykkes, og hvordan denne variation kan overføres til den næste generation.

Med andre ord produceres en variation i generne uden at ændre selve DNA-koden. Nogle kemiske mærker ændres, og det kan gøre vores tilpasning til miljøet bedre eller dårligere. Et slående eksempel på epigenetisk overførsel er traumer mellem generationerne.

For at illustrere dette fænomen skal vi undersøge virkningerne af Anden Verdenskrig. En undersøgelse udført i Israel af Dr. Natan Kellermann fortæller om, hvordan Holocaust-overlevernes oplevelser ikke kun forblev i deres sind og kroppe. Deres lidelser overskred hinanden. Og det gjorde den også i de efterfølgende generationer.

Mens nogle efterkommere viste større sårbarhed over for stress, var andre faktisk mere modstandsdygtige. Hver enkelt person stod over for disse ekstreme oplevelser på forskellige måder. Deres holdninger og håndteringsmekanismer blev faktisk nedarvet af deres børn.

Hvad vores forfædre har efterladt os

Sprog kan til dels betragtes som en del af den genetiske hukommelse. Vi er nemlig alle i stand til at kommunikere takket være vores forfædres evolutionære og fysiologiske udvikling. Men ikke kun det. Selv om det er kendt, at der ikke er nogen genetisk disposition for, at et barn skal tale sine forældres sprog, er der en virkelig interessant faktor.

Nogle undersøgelser viser, at sprog som mandarin og vietnamesisk (hvor tonen er afgørende) viser en variation i genet til fordel for den korrekte udtale. Følgelig vil et barn født i Vietnam have lettere ved at lære den tonalitet, der kræves for dette sprog, end et barn født i Buenos Aires.

Kort sagt har vores forfædre testamenteret os mange aspekter, hvoraf nogle er fantastiske og ekstraordinære, mens andre er det mindre. På baggrund af disse beviser vil vi gerne tilføje en nuance.

Det er det faktum, at det biologiske prædisponerer os, mens miljøet betinger os. Det betyder, at selv om vi måske arver forældrenes stress, er vores disposition for det ikke 100 procent. Der er blot en risiko, ikke en årsag og virkning.

Men det har en direkte indvirkning på mennesket at leve i et familiemiljø præget af konstant misbrug og mishandling. Faktisk er der kun få, der kommer uskadt ud af et barndomstraume, selv om det ikke betyder, at de skal lide for evigt. Der er altid ressourcer, strategier og støtte til rådighed til at behandle gårsdagens sår.

Faktisk er det bydende nødvendigt, at disse sår skal heles, så de ikke overføres til fremtidige generationer.