Ved du, hvad Ellis’ rationel-emotiv adfærdsterapi er?

· juli 30, 2018

I 1955 udviklede Albert Ellis rationel-emotiv adfærdsterapi. Han var grundlæggeren og præsidenten af Albert Ellis instituttet i New York. Han blev senere set som den mest indflydelsesrige psykoterapeut nogensinde, selv mere end Sigmund Freud.

I 1953 så Ellis psykoanalyse som virkningsløs og ikke særlig filosofisk. Han afviste også næsten helt adfærdsterapi. Så mellem 1953 og 1955 begyndte han at fylde sin terapeutiske værktøjskasse op med filosofi og direkte desensibilisering. Det er sådan, han endte med at blive en ægte rationel-emotiv adfærdsterapeut.

Til at begynde med var rationel-emotiv adfærdsterapi meget enkelt. Det kan være derfor, det først slog igennem senere. Det er en kortvarig terapimetode, som skal hjælpe folk med at ændre sig indeni, især på et følelsesmæssigt niveau.  

Rationel-emotiv adfærdsterapi har allerede vist i visse forsøg, at folk ofte (ikke altid) væsentlig forbedrer sig på en relativ kort mængde tid (mellem 10 og 20 sessioner).


“Der er tre former for ‘skal’, som holder os tilbage: Jeg skal gøre det godt. Du skal behandle mig godt. Verden skal være nem.”

-A. Ellis-


Mand går på balloner i luft

Hvad består rationel-emotiv adfærdsterapi af?

Vi befinder os alle i et specifikt miljø, både et fysisk og et socialt. Vi bruger vores dage på at jage mål og handle ud fra et formål, så som at:

  • Holde os i live, være aktive og nyde os selv.
  • Nyde livet, om det er alene eller sammen med andre.
  • Vedholde et fortroligt forhold med specifikke personer.
  • Finde meningen i vores liv gennem uddannelse og oplevelser.
  • Skabe og opfylde mål, som kan vise os vores kald i livet.
  • Nyde vores fritid.

ABC-modellen

Men når du stræber efter disse ting, kan det være, du løber ind i nogle forhindringer, som holder dig tilbage og får dig til at føle dig som et nederlag. Ellis giver disse ting bogstavet A.

Når dette sker, kan du vende konsekvenserne til noget sundt og brugbart. Men du kan også vende det til noget ødelæggende og usundt. Disse konsekvenser får bogstavet C.

Hvad så med bogstavet B? Bogstavet B er der for at sætte et navn på folks overbevisning og tanker. Ellis’ opfattelse er, at der er to former for overbevisninger: de rationelle og de irrationelle.

Rationelle og irrationelle overbevisninger

Rationelle overbevisninger hjælper dig med at konfrontere ubehagelige ting (A). Disse er normale præferencer, håb og ønsker. For eksempel: “Jeg håber, noget forfærdeligt ikke sker, men hvis det gør, kan jeg overkomme det og stadigvæk være glad.” Eller måske: “Det ville være dejligt, hvis Jon kunne lide mig, men hvis han ikke kan, så vil jeg stadigvæk kunne leve et godt liv.”


“Vi lærer mennesker, at de gør sig selv bekymrede. Men vi kan ikke ændre på fortiden, så i stedet for kan vi ændre på, hvordan folk tænker, føler og opfører sig i dag.”

-A. Ellis-


Kvinde tager sig til hoved

Irrationelle overbevisninger medvirker til, at visse følelser og handlinger vil sabotere din evne til at konfrontere enhver form for ubehagelig A. De er normalt ubøjelige udtalelser så som: “Jeg burde have, jeg kunne have haft, jeg bliver nødt til”, osv.

De tre mest ubøjelige udtalelser, som skaber psykologiske problemer, er disse:

  • “Jeg skal have succes i alle mine handlinger og forhold. Hvis jeg ikke får det, så betyder det, at jeg er ubrugelig og ikke er god nok som person.”
  • “Alle andre skal behandle mig hensynsfuldt, retfærdigt, respektfuldt og venligt. Hvis ikke de gør det, så er de ikke så gode, som de siger, de er. Så de fortjener ikke et lykkeligt liv.”
  • “Mine levevilkår skal være komfortable, behagelige og værdifulde. Hvis ikke de er det, vil alt være forfærdeligt. Jeg vil ikke kunne overskue det, og verden vil være et forfærdeligt sted.”

De tre grundlæggende antagelser i rationel-emotiv adfærdsterapi

De tre grundlæggende antagelser (selvom der er flere) eller opfattelser, som Ellis kaldte dem, som blev fremsat af rationel-emotiv adfærdsterapi omkring begyndelsen af 60’erne, er som følgende:

  • Antagelse 1. At aktivere hændelser (A), der ses som negativ eller ubehagelig, spiller en vigtig rolle i udviklingen af et neurotisk udfald (C). Men det betyder ikke, at de er den eneste årsag til neurotisk adfærd. Den primære årsag er nok B, de ubøjelige, imponerende overbevisninger, mennesker har omkring A. B er en betydningsfuld faktor, når den blandes med A, så den fører til C.
  • Antagelse 2. Når mennesker tænker, føler og opfører sig neurotisk (med en opgivende indstilling til sig selv og andre) kan man se, at de har udviklet disse irrationelle overbevisninger fra ubehagelige aktive hændelser (A), så tidligt som i barndommen. Men der er en chance for, at de ikke opfører sig sådan senere. Når disse symptomer dukker op i nutiden, genskaber, genetablerer og gentræner de sig selv med deres irrationelle overbevisninger. På den måde forsvinder deres problemer ikke, og måske bliver de endnu værre. Der er ingen grund til, at deres tanker, følelser og adfærd fra fortiden skal eksistere i nutiden. Mennesker ændrer og genskaber konstant og aktivt deres overbevisningssystemer.
  • Antagelse 3.  Generelt er det lige til og nemt for mennesker at finde ud af, hvilke irrationelle overbevisninger, som følger deres neurotiske adfærd. De kan næsten altid bekæmpes og erstattes af mere funktionelle overbevisninger. Du har behov for faste rammer og tålmodighed. Det handler om indsats og øvelse.

“Det følelsesmæssigt modne individ bør helt acceptere den kendsgerning, at vi lever i en verden af sandsynlighed og tilfældighed, hvor der ikke er eller aldrig vil være nogen absolutte vished, og du bør indse, at det ikke er så forfærdeligt med sådan en probalistisk, uvis verden.”

-A. Ellis-


Udøvelse af rationel-emotiv adfærdsterapi

Effekten af rationel-emotiv adfærdsterapi

Indenfor et bredt område af kognitiv adfærdsorienteret psykoterapi har Ellis´ ideer især været brugbare indenfor vrede, angst, frustration, social fobi, generthed og seksuelle dysfunktioner.

Rationel-emotiv adfærdsterapi har haft indflydelse på mange andre kognitive adfærdsterapi former. Nogle af dem er Maxie Clarence Maultsby, Jr.’s rationel adfærdsterapi, Arnold A. Lazarus’ multimodal terapi og Aaron T. Becks kognitiv terapi.