Hvis du har det svært, er jeg her for dig
Hvis du har det svært, er jeg her for dig, og jeg vil give dig al min opmærksomhed. Jeg forsvinder ikke, når du ikke har brug for mig længere. Jeg lytter ikke bare til dig, fordi jeg skal, eller rækker ud til dig, fordi jeg forventer noget i retur. Hvis du har det svært, vil jeg ikke fortælle dig, hvad du gerne vil høre. Jeg vil fortælle dig sandheden.
Vi har alle haft en ven eller et familiemedlem, som havde brug for en skulder at græde ud ved. Men det er ikke så svært, vel? Vi tror ofte, at det er meget nemmere at trøste end at blive trøstet. Men vi gør måske ikke det rette, selvom vi tror, vi gør. Vi kunne begå mange fejl, som vi ikke engang er opmærksomme på. Selv ikke når vi begynder at kunne se konsekvenserne.
Forhast dig aldrig, når du prøver at hjælpe nogen. Måske ønsker du bare, at de holder op med at brokke sig.
Kun at lytte til det, du ønsker at lytte til, at give halvhjertet støtte, at give råd, du ikke engang selv følger… Lyder det bekendt for dig? Nogle gange når man tror, man hjælper, gør man faktisk det modsatte. Det er på tide at åbne øjnene.
Hvis du har det svært, vil jeg lytte til alt, du gerne vil sige
Selvom man gerne vil række ud til den anden person, har man også sine egne problemer. Og de kan nogle gange forhindre en i at lytte ordentligt. Måske synes man, at det meste, de siger, er åndssvagt. Og derfor behøver man ikke at anerkende det, de oplever, hvad der sker for dem, og hvad det får dem til at føle. Hvis du gør dette, begår du en fejl, da du ikke støtter dem ordentligt.
I sådan en situation er det vigtigt at bruge al sin empati. Sæt dig selv i deres sted. Ville du ikke gerne have, at de oprigtigt lyttede til dig? Hvad synes du, de skulle sige? Hvad kunne hjælpe i sådan en situation? Svarene på disse spørgsmål vil give dig den information, du har brug for, for at kunne hjælpe i sådanne stunder.
Når du lytter, så lad være med at bruge klichéer som svar. Ord, som kommer ud, når du ikke ved, hvad du skal sige, og når du føler, at stilheden kvæler dig. “Du skal ikke bekymre dig.” “Det skal nok gå over.” “Det bliver bedre med tiden.” Dette er automatiske svar, som folk kommer med, når der ikke er noget bedre at sige. Men ved du hvad? Det er helt okay, hvis du ikke ved, hvad du skal sige. Du kan blot lytte og stille spørgsmål.
At smide omkring sig med ligegyldige sætninger og opmuntrende ord, selv med de bedste hensigter, giver næsten ingenting.
Du skal ikke altid sige noget støttende. Man kan vise sin støtte ved at være hos dem, ved ikke at efterlade dem helt hjælpeløse, ved at lytte til dem og gøre en indsats for at forstå problemet, men ikke prøve på at løse det.
Nogle gange betyder det meget at gøre ingenting. Et simpelt knus kan være meget mere trøstende end noget indlært, nogle tomme ord. Handling og aktiv lytning kan være tusinde gange mere værdifuldt.
Du er ked af det, men jeg vil være ærlig
Når man prøver at hjælpe nogen, så fortæl dem ikke, hvordan de skal opføre sig, eller hvad de skal gøre. I de fleste tilfælde er det meget bedre at fortælle dem om ens egne oplevelser, sådan at de ikke føler sig alene i det, de gennemgår. Men når du gør det, så vær ærlig.
Prøv for eksempel at forestille dig, at du er sammen med en ven, som har det svært i sit forhold. Hun havde en svær barndom, og alle hendes tidligere forhold har været giftige. Hun har det med at blive afhængig af den person, hun tror, hun elsker. Hvordan kan du hjælpe hende?
Måske har du oplevet noget lignende, så du fortæller hende om din erfaring. Måske giver du hende endda nogle gode råd om fordelene ved at være single. At bruge noget tid uden at være i et romantisk forhold, at gå mere ud med hendes venner som distrahering, og så hun kan se, at hun kan være glad uden en partner… Men følger du selv disse gode råd?
Mange mennesker giver virkelig gode råd, men gør selv det stik modsatte. Måske har det råd en omkostning, som modtageren ikke kan betale på det nuværende tidspunkt. Hvis du vil foreslå noget, så vær sikker på, at det ikke skaber mere frustration hos modtageren.
Hvis du har det svært, vil jeg stoppe med at høre mine egne ord og kun lytte til dine.
Ærlighed
Det er heller ikke en god ting at fortælle dem, hvad de gerne vil høre. De går igennem en svær tid, men de får det ikke bedre af, at du ikke er ærlig overfor dem. Så fortæl dem både de gode og de dårlige ting. Dette er den eneste måde hvorpå, man virkelig kan hjælpe dem. Nogle gange er konstruktiv kritik meget mere positiv.
Det er ikke nemt at løfte andres humør, er det? Det kræver en stor dedikation, en masse af din opmærksomhed og ubetinget støtte over lang tid, hvor der ikke er plads til løgne. Alt dette kan hjælpe med at lette deres smerte eller kaste noget lys på situationen for den ven eller det familiemedlem, som har mere brug for dig nu end nogensinde før.