Ben Franklin effekten og kognitiv dissonans
Benjamin Franklin sagde engang: “En far er en perle, en bror er en støtte, begge er de en ven.” Så det er forståeligt, at vi vil gøre meget for at få vores venner til at kunne lide os. Men hvorfor prøver vi så ofte på at få mennesker, som ikke kan lide os, til at kunne lide os? Og… Hvorfor kaldes dette besynderlige fænomen Ben Franklin effekten?
Svaret findes i en meget tankevækkende historie, som vi ikke kan lade være med at dele med jer. Denne fortælling er baseret på noget, vi foretager os hver dag, men mange gange ubevidst. Det er noget, vores hjerner gør for at løse den uro, vi føler, når der opleves en disharmoni eller en frakobling mellem det, vi tænker, og det vi gør. Lad os se nærmere på det nu!
Hvordan opstod Ben Franklin effekten?
Det er en meget usædvanlig måde, Ben Franklin effekten opstod på. De fleste ved, at Benjamin Franklin, som opfandt lynaflederen, var en af grundlæggerne af Amerikas Forenede Stater. Men han havde en modstander i den lovgivende forsamling. Hans fjende havde ingen problemer med at give udtryk for sine indvendinger omkring den videnskabelige politiske dagsorden, både offentligt og privat.
Denne særlige fjendtlighed gik ikke hen over Franklins hoved, og det bekymrede ham faktisk en del. Men den måde, han besluttede sig for at løse det på, var usædvanlig. Franklins første tanke var genial: at bede ham om at gøre ham en tjeneste. Da han vidste, at han skulle beskæftige sig med en meget dannet person, bad han ham om at låne ham en meget sjælden bog fra hans private bibliotek. Men Franklin havde egentlig ikke nogen særlig interesse i bogen.
Fjenden følte sig meget beæret og smigret af dette ønske, så han tøvede ikke med at give den til ham. På den måde overvandt Franklin sin fjende, og tog det først skridt mod fortroligt forhold, som endte med at blive et livslangt venskab.
“Vælg ikke en ven for hurtigt, og ændr heller ikke for hurtigt på dig selv.”
-Benjamin Franklin-
Hvad ligger bag Ben Franklin effekten?
Om historien er sand eller ej, så har Ben Franklin effekten et dybt psykologisk fundament. Dette meget menneskelige behov for at behage andre er faktisk baseret på en kognitiv dissonans. For at sige det på en anden måde, så kommer det fra, at vi ønsker at undgå denne form for dissonans til at begynde med.
Det vil sige, at det, som Franklin opnåede med sit ønske, var at skabe en modsigelse for sin fjende. På den ene side var de intense politiske rivaler, men på den anden side beder Franklin ham om en tjeneste. Denne situation er i sig selv ikke modsigende. Men det er sandsynligt, at Franklins fjende så en form for modsigelse i det. Denne modsigelse var en følelse af politisk ond vilje, sat på linje med en venlig handling.
At bemærke en modsigelse som denne, plejer at skabe en form for ubehag, og få en person til at justere den måde, de tænker på. Det er lige præcis, hvad Franklins fjende gjorde. Det er måske også, fordi hans opførsel (lån af en bog) var mere socialt og personligt ønskværdigt end ren politisk fjendtlighed.
Så på en måde blev Franklins fjende nødt til at ændre den måde, han så på Franklin, hvis han skulle retfærdiggøre sin egen gavmildhed. Dette nye perspektiv hjalp også med at starte et venskab op, som kun ville blive stærkere og stærkere.
Prøver hjernen at retfærdiggøre det uforsvarlige?
Det virker, som om vores hjerne prøver at retfærdiggøre vores handlinger, ved at prøve på ikke at ødelægge det billede, vi har af os selv. Det er derfor, kognitiv dissonans viser sig, og vi prøver at slippe af med den.
For eksempel lad os sige, at der opstod en militærkonflikt, som vi vidste var uforsvarlig. Hvis vi stadigvæk tog del i den (selv ved ikke at sige noget), ville vores forstand lede efter grundene, som kunne retfærdiggøre vores standpunkt. Disse grunde kan handle om alt fra frihed til patriotisme eller endda religiøse årsager.
Som du kan se, er kognitiv dissonans en normal del af vores liv. På et personligt og professionelt plan føler vi ofte et behov for at retfærdiggøre handlinger, vi rent faktisk ikke er enige i.
Nogle gange har du måske været nødt til at arbejde sammen med mennesker, du ikke kunne lide. Eller du har været nødt til at hjælpe mennesker, du synes var ubehagelige. Hvad end situationen måtte være, vil din forstand finde på mekanismer, som kan forklare og retfærdiggøre dine handlinger. Så højst sandsynligt vil du bedre kunne lide en person, efter du har gjort dem en tjeneste.
“Hvis du låner penge til en fjende, vil du overvinde ham. Hvis du låner dem til en ven, vil du miste ham.”
-Benjamin Franklin-
Den måde, vores forstand fungerer på, er meget besynderlig. Den prøver at beskytte sin selvopfattelse og forbindelsen mellem vores tanker og handlinger ved at ændre på vores holdninger. Og fænomenet stopper ikke der. Fordi når en begrundelse og nye holdninger opstår, vil vi være mere følsomme overfor enhver form for information, som støtter op omkring det. Vi vil også være mere skeptiske overfor alt information, som modarbejder det.