Wilhelm Stekel og hans syn på psykoanalyse
Navnet Wilhelm Stekel er ikke særlig kendt i psykoanalysen. Han blev ikke berømt som mange af hans kolleger, selv om han spillede en stor rolle i grundlæggelsen af denne tankegang og udviklede mange vigtige begreber.
Stekel blev født i 1868 i byen Boiany i nutidens Ukraine. Han blev født i en ortodoks jødisk familie, der var successfulde indenfor handelsverdenen. Stekel studerede medicin i Wien, Østrig og åbnede et kontor som praktiserende læge. Men han var mest interesseret i sindet og seksualiteten.
Hans fascination med psykopatologiske fænomener førte ham til at udgive en artikel kaldet “On Coitus in Childhood” i 1895. Det fangede Freuds opmærksomhed. Det fik ham til at mene, at Stekel var intuitiv, meget intelligent og en stærk forfatter.
“Den umodne mands træk er, at han ønsker at dø ædelt af en årsag, mens den modnes mand er, at han ønsker at leve ydmygt for en.”
-Wilhelm Stekel-
Wilhelm Stekel, Freud og psykoanalyse
Stekel tog kontakt til Freud, fordi han gerne ville psykoanalyseres. Han var impotent og gennemgik behandling med Freud i otte uger (48 sessioner). Sessionerne virkede ikke til at løse hans problem, selvom det hjalp ham med at styre sin angst.
Han tvangs-masturberede og skrev endda en bog kaldet Auto-erotik: En Psykiatrisk Undersøgelse af Onani og Neurose, som blev offentliggjort efter hans død. Seksualitet fascinerede ham ekstremt meget.
Til sidst gik han fra at være Freuds patient til hans discipel. Stekel tog Freuds teorier til sig. Da Freud offentliggjorde Drømmetydning, skrev Stekel en fantastisk anmeldelse af den. Han var en af de få, der så, hvor vigtig bogen var, hvilket gjorde, at Freud fik stor respekt for ham.
Et anspændt forhold
Wilhelm Stekel blev en del af alle de store psykoanalytiske opdagelser fra 1902 og frem. I 1908 udgav han en bog med titlen Conditions of Nervous Anxiety and Their Treatment. Freud skrev bogens forord og betragtede Stekel som en ven.
Men Stekel opførte sig meget mærkeligt, hvorfor han begyndte at teste Freuds tålmodighed. Freud kunne ikke holde hans uhøflighed og “uanstændighed” ud.
Stekel talte om sine egne symptomer og onani uden skam. Freud var helt uenig med dette. Stekel talte endda om ting, der aldrig var sket for ham i virkeligheden i Wien Psychoanalytical Society. Freud vidste, hvad der var sandt, og hvad var det ikke var, fordi han havde psykoanalyseret Stekel.
Tingene gik helt galt, da Stekel skrev en artikel om forholdet mellem navne og skæbnen. Han talte om, hvordan navne havde påvirket jobvalg og flere andre aspekter af mange af hans patienters liv. Freud kritiserede ham for at offentliggøre disse patienters navne. Stekel svarede, at han var ligeglad, fordi han havde fundet på alle navnene selv.
Stekels eksklusion
Derefter valgte Freud at udelukke Stekel fra både hans faglige og personlige kredse. Han skrev endda et brev til Carl Jung, for at fortælle ham, at Stekel var “en absolut gris”.
Freud bad ham om at fratræde sin stilling som leder af VPS journal, men han nægtede. Freud fik således resten af Stekels kolleger til at tage afstand fra ham. Det markerede slutningen på deres forhold.
I hans selvbiografi sagde Stekel, at Freud stjal mange af hans ideer. Blandt andet sagde han, at begreberne dødsdrev og angst var hans, og at Freud havde plagieret dem.
I modsætning til andre kontroversielle personligheder i psykoanalysen forsøgte Wilhelm Stekel ikke at starte en ny tankegang. Han var tro mod de grundlæggende principper indenfor Freudiansk psykoanalyse. Han giftede sig to gange, fik to børn og tog sit eget liv i 1940.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Stekel, W. (1961). La voluntad de vivir (No. 04; BF613, S8 1961.).