Videnskabeligt bevis for, at hjernen overdriver problemer

18 august, 2020
Hjernen overdriver problemer som et resultat af en kognitiv bias, som fører til oprettelse og udvikling af mønstre, der derefter generaliseres eller over-anvendes uden nogen reel grund.

Mange mennesker oplever, at problemer altid kommer i to eller tre ad gangen. De tror, at når først et problem er startet, synes det aldrig at ende. På mange måder har de ret. Imidlertid er det ikke en eller anden ond skæbne-ting. Vi kan snarere forklare det med en kognitiv bias, eftersom forskere har vist, at hjernen overdriver problemer.

De kom frem til denne konklusion, da de lavede adskillige forskellige eksperimenter. Så hvorfor overdriver hjernen problemer? Jo, på trods af det faktum, at den er et så fantastisk og komplekst organ, har den også sine begrænsninger.

Sådanne begrænsninger stammer fra det faktum, at hjernen gerne vil skabe mønstre for alt for at spare energi. Disse overordnede mønstre kan dog føre til misforståelser.
Det vigtige ved det faktum, at hjernen multiplicerer problemer, er, at information giver os mulighed for at være kritiske og opmærksomme på, hvordan tankemænstre fungerer, og at sætte grænser, hvor det er nødvendigt. Ellers ville de vanskeligheder og følelsesmæssige strabadser, som hjernen skaber, kunne give unødig stress og problemer.

“Vi kan ikke løse vores problemer ved at bruge den samme tankegang, som vi brugte, da vi skabte dem.”

-Albert Einstein-

Sky som hoved

Hjernen overdriver problemer

Til at forklare den mekanisme, som hjernen bruger, når den overdriver problemer, brugte psykologen, David Levari fra Harward universitet, en illustrativ sammenligning. Han sagde, at når hjernen står over for en fare, vil den reagere på samme måde som et system for nabohjælp.

Sådanne systemer aktiveres, når naboer begynder at føle sig utrygge i deres lokalsamfund, af flere forskellige årsager. Den rolle, som naboerne spiller, er at advare de andre naboer om fremmede i nabolaget eller andre mistænkelige forhold, som kunne føre til røverier eller anden kriminalitet.

Når de opdager, at noget ikke stemmer, tilkalder de straks politiet, så de kan tage affære.

Disse systemer virker som regel og resulterer i, at alle kan føle sig relativt sikre. Imidlertid ville en logisk slutning være, at sikkerhedsadvarslerne også ville falde, men dette er ikke tilfældet. Det, der som regel sker, er, at naboerne begynder at se farer i situationer eller handlinger, som førhen ikke virkede mistænkelige.

Det er som om, at en alarm, der er blevet aktiveret, ikke kan deaktiveres. Hjernen fungerer på en lignende måde. Når alarmer udløses af tilstedeværelsen af ​​et problem (og ethvert problem indebærer en implicit fare), undlader den at “slukke” eller blokere dem på egen hånd og har en tendens til at køre i ring.

Et afslørende eksperiment

Efter at have udført adskillige eksperimenter, konkluderede eksperter, at hjernen overdriver problemer. Et af de mest kendte, som sidenhen blev en viral test, blev udgivet i det prestigefulde blad Science.

Til at udføre eksperimentet samlede forskerne 1000 deltagere med et helt normalt syn. Forskerne viste deltagerne et billede, sammensat af 1000 farvede prikker, rangerende fra en meget intens blå til dyb lilla. De forskellige nuancer var fordelt tilfældigt.

Derefter bad de deltagerne fortælle, hvilke prikker som var blå, og hvilke som var lilla. Under den første session kunne de fleste identificere de blå uden videre problemer.

I løbet af de næste sessioner begyndte konceptet af blå imidlertid at vokse mere og mere. På den måde troede deltagerne til sidst, at de prikker, som klart var lilla, i stedet var blå. Hvad betyder dette?

Pige, som tænker

Hjernens bias

Eksperimentet viser, at hjernen faktisk har tendens til at etablere mønstre på en stadig mere rigid måde. Det er derfor, at de deltagere, som i starten sagtens kunne skelne blå og lilla, pludselig troede, at alle prikkerne var blå.

Hvorfor viser dette, at hjernen overdriver problemer? Når vi står overfor et problem, opstår der et subjektivt advarselssignal. Derpå gør vi os umage for at løse problemet. Men selv når vi har løst problemet, bliver hjernen ved med at tilføje denne risikofaktor til andre fænomener, som slet ikke falder ind under samme kategori.

Her er et eksempel fra hverdagen. En person har skændtes med sin chef og er blevet påvirket af samtalen. Derefter går personen hen til sit skrivebord og kan ikke finde sin kuglepen.

Det er ikke, fordi den er væk, men fordi de stadig er påvirkede eller forvirrede efter diskussionen fra før. Det er ikke usædvanligt for denne person at sige, “alt går galt i dag”, selvom dette slet ikke er tilfældet.

Det samme sker under en pandemi, simpelthen på grund af problemets størrelse. Det er ikke ualmindeligt, at en voldsom orkan bliver tolket som et tegn på verdens ende, selvom det slet ikke er det. Hjernen er simpelthen i alarmtilstand, hvilket er grunden til, at de negative tanker kommer frem.

Kort sagt skal du være på vagt, så denne bias ikke overtager situationerne i dit liv.

Aguado, L. (2002). Procesos cognitivos y sistemas cerebrales de la emoción. Revista de neurología, 34(12), 1161-1170.