At være et godt menneske: En dialektisk fælde
Forestil dig, at du bliver inviteret til en fødselsdagsfest, hvor du ikke kender nogen. Alligevel insisterer fødselaren på, at du skal tage med. På et tidspunkt i samtalen siger hun til dig: “Det gør ikke noget, at du ikke kender nogen, jeg skal nok præsentere dig for min ven George, han er et godt menneske. I vil helt sikkert komme godt ud af det med hinanden.”
Der er faktisk ikke noget mærkeligt eller fiktivt ved den slags situationer. For når man møder andre mennesker, får man ofte på forhånd af andre at vide, hvordan de er. Disse oplysninger hjælper dig med at sætte det øjeblik, hvor du møder dem for første gang, i en sammenhæng og mindske den usikkerhed, du måtte føle.
Det er imidlertid yderst besynderligt, at enten manglende tid eller en medfødt tendens til at forenkle virkeligheden presser dig til at give denne type oplysninger på en ekstremt polariseret og overfladisk måde. Så meget, at du har en tendens til at stemple alle som enten “gode” eller “dårlige” mennesker . Lad os se nærmere på det.
Hvad betyder det at være et godt menneske?
Dette er et sværere spørgsmål at besvare, end det måske ser ud til. Det skyldes, at det at være et “godt menneske” omfatter en hel række adfærdsformer, kognitioner, holdninger og motivationer. Disse er så omfattende, at det er umuligt at indsnævre, hvad et godt menneske egentlig er.
Det er ikke kun svært at definere begrebet i sig selv, men det er også ekstremt svært at lave en definition, der går på tværs af alle kulturer, samfund eller grupper. Det er nemlig meget sandsynligt, at begrebet “et godt menneske” i én kultur kan være helt anderledes i en anden kultur.
Selv inden for den samme kultur er det faktisk konteksten, der bestemmer betydningen af dette begreb. Tror du f.eks., at begrebet “et godt menneske” ville være det samme i et diktatur som i et demokrati? Ville det være det samme i en kontekst med knaphed og behov som i en kontekst med overflod? Sandsynligvis ikke.
Et “godt menneske” er en konstruktion, der består af to ord. At være “et menneske” er et spørgsmål af metafysisk art. I betragtning af dette emne er dette begreb ikke rigtig værd at gå i dybden med på nuværende tidspunkt.
Det vigtigste element i et “godt” menneske er dog venlighed. Ikke desto mindre er dette uden tvivl en fuldstændig subjektiv egenskab, som kan vurderes af enhver. Desuden påvirkes vurderingen af, om en person er god eller dårlig, af mange variabler. F.eks. livshistorien hos den person, der foretager vurderingen, samt personlighed, social og familiemæssig kontekst osv.
Det er f.eks. ikke ualmindeligt, at folk, der har begået forbrydelser hele deres liv, føler med antagonisterne i film, serier eller romaner. Faktisk retfærdiggør de deres kriminelle adfærd og tilskriver dem ædle hensigter.
Et ubegrundet krav til sig selv
Vores forældre og lærere hævder ofte, at deres ønske, da vi var små, var, at vi blev gode mennesker. Derfor er dette ønske, som manifesterer sig på mange måder gennem en bestemt opdragelsesstil, til stede fra de tidligste år af din barndom.
Det vokser som et frø og bliver integreret i din opfattelse af etik. Men som nævnt er begrebet “et godt menneske”, selv om det er allestedsnærværende i din livsførelse, samtidig dårligt defineret.
Hvad skal der til for at være et godt menneske? At forsøge at være det plejer at udmønte sig i at udføre handlinger, der ikke skader nogen, og gøre ting, der tyder på en direkte eller indirekte fordel for andre. Der opstår et problem, når denne tendens bliver til noget nær en besættelse.
Det er temmelig urealistisk at forestille sig, at man for at være et godt menneske ikke må skade nogen og hele tiden skal have fuld kontrol over sin adfærd. Det skyldes, at man i livet nogle gange skader andre, hvad enten det er med vilje eller ufrivilligt.
Desuden mister man af og til kontrollen og gør eller siger ting, som man senere fortryder. Kort sagt, din tilstand som menneske disponerer dig til at begå fejl, som kan påvirke andre og skade dem.
Findes der gode og dårlige mennesker?
Den måde, hvorpå du får oplysninger om en person om, hvorvidt vedkommende er “god” eller “dårlig”, er for det meste dysfunktionel. Derfor stiller vi spørgsmålet: Hvordan kan man skabe en pålidelig idé om et menneskes godhed? Måske er en vurdering af personens adfærd mere afslørende end personen selv.
Der findes ingen gode eller dårlige mennesker. Der er adfærd, der kan betragtes og reduceres til “god” eller “dårlig”, men alligevel er det nødvendigt at kontekstualisere dem. Det skyldes, at en bestemt adfærd kan anses for at være socialt skadelig, men når den sættes ind i en sammenhæng, kan opfattelsen af den ændres. Faktisk kan den endda blive betragtet som positiv.