Trætte voksne diagnosticerer børn med ADHD

Trætte voksne diagnosticerer børn med ADHD

Sidste ændring: 24 april, 2018

Der er ikke noget, der hedder vanskelige børn. Det, som er vanskeligt, er at være et barn i en verden fuld af travle, utålmodige, irritable og trætte voksne. Det fører til, at der findes flere og flere børn med ADHD. Nogle forældre, lærere og barnepiger glemmer ofte den vigtigste forpligtigelse, man har, når man opdrager børn: at sørge for eventyr.

Det er så virkeligt et problem, at vi bliver bekymret, hver gang et barn bare er rastløs, larmende, glad, følelsesladet, farverig. Nogle forældre og professionelle vil ikke have børn. De vil have en potteplante.

Det er normalt for børn at løbe omkring, flyve, råbe, eksperimentere og lave deres omgivelser om til en forlystelsespark. Det er normalt for børn, i hvert fald til en vis alder, bare at være dem selv og ikke som voksne vil have, de skal være.

Men hvis det skal ske, skal to fundamentale ting forstås:

  • Bevægelse er ikke en sygdom. Vi ønsker en selvkontrol, som hverken naturen eller samfundet tilskynder.
  • Vi gør børn en tjeneste, når vi lader dem kede sig og undgå overstimulering.
Børn med adhd kan opleve angst som på dette billede

Hvorfor diagnosticerer vi børn med ADHD?

Selvom det er blevet populært indenfor sundhed- og uddannelsesområdet, er eksistensen af Opmærksomhedsforstyrrelses- og hyperaktivitetslidelse (ADHD) stadigvæk tvivlsom, i det mindste sådan som det er udtænkt i dag. På nuværende tidspunkt bliver det brugt som et generelt begreb, hvor mange forskellige tilfælde hober sig op; lige fra neurobiologiske problemer, til adfærdsmæssige problemer, til mangel på ressourcer, til en manglende evne til at kontrollere sig selv i sine omgivelser.

Statistikkerne er overvældende. I følge data fra Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders IV-TR (DSM-IV-TR), er udbredelsen af børn med ADHD mellem 3-7 børn pr. 100 børn. Og det, der er foruroligende er, at den bagvedliggende biologiske hypotese er intet mere end en hypotese, som de forsøger at bekræfte ved hjælp af forsøg-fejl-metoden, ved brug af argumentation såsom: “det ser ud til, dette sker fordi...”

I mellemtiden overmedicinerer vi vores børn, fordi de udviser foruroligende adfærd, ikke kan koncentrere sig og ikke tænker, før de udfører en opgave. Dette er et ømtåleligt emne, så derfor er det vigtigt at være specielt forsigtig og ansvarlig og konsultere gode psykiatere og psykologer.

Under dette punkt må vi påpege, at der ikke er en klinisk eller psykologisk undersøgelse, som objektivt bestemmer forekomsten af børn med ADHD. Ganske vist er der undersøgelser baseret på indtryk og præstation i forskellige tests. Diagnosen bliver stillet, efter testen er taget, baseret på det subjektive indtryk, testen har givet. Foruroligende, ikke sandt?

Vi må ikke glemme, at vores børn bliver medicineret med amfetaminer, antipsykotika og angstdæmpende præpater, som kan have en ødelæggende virkning på deres neurobiologiske udvikling. Vi kender ikke til, hvilke eftervirkningerne denne medicin kan give, for slet ikke at tale om det alt for høje forbrug af den. Denne medicin reducerer kun symptomerne, men den slår ikke ned på “sygdommen” på nogen måde.

Hånd rækker ud mod person

Medicin behandler ikke børn med ADHD

Det kan synes hensynsløst, så hvorfor bliver det ved med at ske? En af grundene er sandsynligvis økonomisk. Når man tænker på, at medicinindustrien indtjener milliarder af kroner takket være den farmakologiske behandling af børn. Og så er filosofien også, at “det er bedre end ingenting”. Det er en meget normal ting, blandt mange sygdomme, at man bilder sig ind, at der er en “magisk pille.”

Hvis vi tilsidesætter den stempling og de diagnoser, som er tvivlsomme. I hvert fald i det omfang de bliver givet, burde vi slå bremserne i og indse, at det faktisk er os voksne, som er syge. Det primære symptom er det dårlige lederskab i uddannelsespolitik og i skoler.

Flere og flere specialister bliver opmærksomme på denne kendsgerning. De prøver på at bremse forældre og professionelle, som har behov for at skyde skylden på ADHD. Selvom problemerne ofte har mere at gøre med børnenes miljø og mangel på muligheder for børnene til at frigøre deres evner.

Som anført af Marino Pérez Álvarez, specialist i klinisk psykologi og professor i psykopatologi og interventionsteknikker ved Oviedo universitet i Spanien, er børn med ADHD intet andet end en stempling af børns problematiske adfærd, som ikke har nogen videnskabelig eller neurologisk basis, i modstrid med hvordan det bliver præsenteret. Det er en uheldig stempling, som omfatter plagsomme, men dog normale problemer.

Blåøjet pige med mælkebøtte symboliserer børn med adhd

“Den findes ikke. ADHD er en diagnose, som ikke har nogen klinisk betydning. Medicinen behandler ikke (vores børn), den bedøver (dem),” siger Marino. Overbevisningen om, at den neurokemiske ubalance kan skabe forskellige problemer, har spredt sig. Men det vides ikke med sikkerhed, om det er en årsag eller en følgevirkning. Med andre ord kan den neurokemiske ubalance også være et resultat af forholdet til ens miljø.

De voksne må tage ansvaret for antallet af børn med ADHD

Et hensigtsmæssigt spørgsmål kunne være: er ADHD en videnskab eller en ideologi? Det er vigtigt at være kritisk og tage et godt kig på en verden, som reklamerer for fokus på hjernen og søger efter fysiske årsager til alt uden at stoppe op og tænke på, hvad årsagen og konsekvensen er. Måske skulle vi kaste et blik på, hvordan vi opbygger samfundet og hvilke videnskabenlige beviser, der er.

Hvis vi starter derfra, burde vi spørge os selv, hvad er behovet og styrken for hvert enkelt barn og voksen, som sandsynligvis bliver diagnosticeret. Det vil give bedre resultater for sundheden og velværet for både børn og samfundet generelt, hvis man bruger en individuel tilgang. Så det første, vi må gøre, er at være selvkritiske.

Det kan interessere dig ...
Ungdom – 7 tips til forældre med rebelske teenagere
Udforsk SindetLæs den på Udforsk Sindet
Ungdom – 7 tips til forældre med rebelske teenagere

Står du overfor rebelske teenagere? Eller frygter du at få nogle i fremtiden? Disse råd kan måske hjælpe dig. Hvordan håndterer du oprørske unge?