Forhåbentlig vil uddannelse en dag vække den samme lidenskab som fodbold

Jeg håber, at uddannelse en dag vil vække den samme passion som fodbold. Jeg håber, det blive relevant og specielt. Og at vores børn og unge vil kunne nyde uddannelse af høj kvalitet. En uddannelse, hvori opdagelser vækker den samme følelse, som et mål i det sidste sekund.

Jeg ville ønske, at vi kunne gøre det lettere for lærere. At deres profession var velanset og godt betalt. Jeg ville ønske, vi kunne se vores børns virkelige potentiale. Jeg ville ønske, at regeringer ville give vores lærere de bedst mulige ressourcer. På denne måde kunne de lære på individuel vis og velkomme og understrege hver af deres elevers styrker.

Jeg ville ønske, at en teenager, som stiller spørgsmål og udviser lidenskab for bøger, ville vække de samme håb i deres forældre i samfundet som en stjerneatlet. Jeg ville ønske, at aviser, der understreger nye videnskabelige opdagelser, ville være ligeså afventede som dem med overskrifter om ”den store kamp”.

Som vi læser og tænker over disse ønsker, er der tusindvis af børn, som intet har at spise. De leder efter et rent sted at sidde på gulvet for at læse deres lånte eller arvede bog. De kigger i deres notesbog og ved ikke, hvad der er sket. Tusindvis af børn bliver frustrerede over matematik og tusindvis af analyser, de ikke forstår, krige, de ikke kender til. Krig, forudindtagelser og trosretninger, som de ignorerer, på grund af deres ønske om at komme fremad, at overleve.

Et stort antal af verdens uddannelsessystemer er utilstrækkelige. De begrænser studietiden til skoletimerne og baserer ikke deres strategier på børnenes viden for at booste den. Selvom pengene er forskellige, er dårlig uddannelse tilstede lige ofte i fattige lande som i mere veludviklede lande.

“Fodboldlæge” effekten

Dette er et gammelt koncept indenfor helbredsområdet. Skadestuer  er mere tomme under store kampdage og konkurrencer. Det er et meget interessant fænomen ,som fremprovokerer en bestemt reflektering omkring vores lidenskaber.

I Spanien er flere undersøgelser blevet udført omkring dette faktum. Konklusionerne, der kan drages, er, at mindst 35% færre patienter kommer på skadestuen for nødstilfælde. Procenten er endnu højere (45%), hvis vi også tager mennesker i betragtning, som kommer ind for mindre alvorlige ting. Forskellen er betydelig og får os til at stille spørgsmålstegn ved vores vaner.

Disse vaner reflekteres i det følgende spørgsmål: hvad spørger vi egentlig vores børn om fra det sekund, de formår at udtale deres første ord?  ”Hvilket hold er du til?” Vi overvejer som regel slet ikke, om de er interesserede i fodbold. Vi ”tvinger” dem til at have et svar, at sætte et mål for dem selv.

Uddannelse er grundlaget for samfundet

Hemmeligheden bag succesen ved den finske uddannelse er, at deres handlinger karakteriseres ved at opnå respekt for lærerne. Lærere, som er blevet nøje udvalgt og som tilbydes ressourcer, så de kan blive utrolige undervisere.

Uddannelse bør instruere hvert barn baseret på deres individuelle potentiale. Det sikrer, at hver person til sidst kan opnå selvforbedring. Det skaber ikke generelle emner, som ikke tillader dem at tilpasse sig. Ingen veje, der skaber frustration, kedsomhed, frygtelige karakterer og tab for samfundet, vores art som helhed og selve planeten.

De bedste uddannelsessystemer er dem, som får de studerende til at gå længere og opnå bedre resultater, individualiserer og bøjer den lærdom, der gives. Det skal siges, at det er at lave et uddannelsesmæssigt løfte, som bliver til virkelighed baseret på evner og potentiale.

Dette betyder ikke, at vi bør afholde dem fra at kunne lide sport. Det ville være stædigt af os ikke at forstå, at udover den legemæssige del, er sport også en kilde til værdi. Et godt hold ville ikke være godt, hvis dets medlemmer ikke forstod vigtigheden af samarbejde. Hvis de ikke satte samholdet over de enkelte dele.

Det er et mirakel, at uddannelse har overlevet vores uddannelsesystem

Uddannelse er nu om dage mangelfuld i hele verden. Einstein bekræftede, at det er et mirakel, at menneskelig nysgerrighed har overlevet formel uddannelse.

Vi er enige om, at der mangler noget. Og det er ikke et nyt eller nyligt problem. Hvorfor stiller en 4-årig ellers over 100 spørgsmål om dagen, men en 10-årig bekymrer sig kun om svarene på en prøve? Det er et let spørgsmål at besvare. Som et samfund klipper vi vores børns vinger. Og dette sker ikke kun i vores skoler.

Et barn bør lære på en måde, det er i stand til at lære på, en vej dikteret og formet af deres egne evner og talenter, og i sidste ende handler det primært om at bemærke vores ægte ret til ikke at være lige, men forskellige og blive behandlet på den måde, hvilket bør starte med vores uddannelse.