Terapi Afslutning - Hvordan man står over for det og håndterer mulige fremtidige tilbagefald
Hvert forfald, farvel eller lukning i vores liv, fylder os med usikkerhed og frygt for, hvad der vil ske i fremtiden. Dette er især tilfældet, hvis vi har været stærkt afhængige af den person eller situation, der er involveret i situationen. Vi kan ikke længere regne med den støtte, de gav os. Frygt kan ofte vises, når vi når terapiens afslutning.
I tilfælde som disse, når de mål, der oprindeligt blev foreslået i terapi, er opnået, så står vi over for afslutningen af terapien. Med dette kan frygten for tilbagefald og ikke at være i stand til at møde verden uden den sikkerhed, som psykologisk støtte kan give.
Denne frygt er meget almindelig, og for at sikre en vellykket afslutning af den terapeutiske proces, skal patienten håndtere dem, inden behandlingen afslutter. Der er forskellige teknikker og formål til dette, og de er alle designet til at håndtere disse frygt. Dette er hovedmålene:
- Hjælpe patienten til at tage æren for de ændringer, der er sket i den terapeutiske proces.
- Oprettelse af “sikkerhedsmekanismer”, der kan lette konfrontationen med mulige tilbagefald eller kriser.
- At lette overgangen fra et liv med terapi, til et liv uden.
Selv om dette kan synes simpelt, er hver patient og hver terapeutisk proces anderledes. Du skal analysere hver enkelt sag individuelt. I denne artikel vil vi på en generel måde behandle, hvordan patienterne kan få succes med at lukke behandlingen.
Patienten vil være sin egen bedste terapeut
Når en patient har en session med en psykolog, gør de det normalt med forventning om, at det er psykologen, som vil løse deres problemer. Dette sker normalt fordi vi er vant til et medicinsk scenarie. Lægen vil ordinere en ekstern løsning, der normalt ikke indebærer nogen særlig forandring i vores liv. I det mindste ikke ud over at tage en pille på bestemte tidspunkter.
Men mange mennesker indser ikke, at en god psykolog ikke fungerer sådan. I psykologisk terapi er målet, at patienten bliver deres egen terapeut. De starter i en ringere og forventningsfuld rolle i retning af psykologen. Håbet er imidlertid, at patienten til sidst vil kunne mestre og effektivt anvende de værktøjer, som psykologen har givet dem.
Det betyder ikke, at når en person har haft et psykologisk problem, der er blevet behandlet med succes, at han eller hun nu kan passe andre eller rådgive. De er dog blevet en ekspert i sig selv og deres egne problemer. Efter afslutningen af behandlingen, kan de til deres eget liv anvende alt, hvad de har lært, uden behov for løbende psykologisk overvågning eller akkompagnement.
Overvej hvad du har lært
Det er meget vigtigt, at psykologer sender denne besked meget klart til deres patienter. Vi må lade dem vide, at patienterne selv er deltagerne og de vigtigste forvaltere af de ændringer, der er etableret i deres liv.
Vi som psykologer har kun hjulpet dem til at opnå deres velvære, ved at forsøge at forbedre deres evner med meget specifikke værktøjer. Ud over dette punkt er det de patienter, der har sat værktøjerne i praksis og høster resultaterne. De er dem, der har fået dem til, hvor de er nu.
Når man står over for afslutningen af en eller anden terapi, er det normalt en meget positiv ting at bede patienten om at reflektere over, hvad de har lært. Nogle gange er det meget nyttigt at skrive et brev til ens tidligere selv – til den person, der ledte efter psykologisk hjælp til at møde et problem, som de nu enten har overvundet eller har lært at håndtere. Dette vil hjælpe dem med at erhverve og internalisere et andet perspektiv på, hvad de er i stand til at gøre. Og det vil udstyre dem til at møde eventuelle tilbagefald, der kan ske.
De “sikkerhedsmekanismer”, der er afgørende for mulige tilbagefald
“Sikkerhedsmekanismerne” er ressourcer, som patienten skal have til rådighed, for at kunne modstå mulige tilbagefald. Disse mekanismer omfatter forklaringen af deres problem ved begyndelsen af terapien og normaliseringen af de”fald” som blot er en fase af hele processen.
I begyndelsen af en terapeutisk proces, skal psykologen undersøge baggrunden og konsekvenserne af ethvert problem, som patienten går til terapi for. Denne analyse skal omfatte situationer eller personer, der forårsager problemet. Det skal også omfatte de følelser, der får det til at komme til overfladen.
Disse oplysninger er meget vigtige for at gennemføre en personlig og vellykket behandling. Det er dog også meget vigtigt i afslutningen af terapien. Det kan indeholde vitale spor, i forbindelse med mulige fremtidige tilbagefald. Lad os overveje, at tilbagefald altid forekommer i en betydelig sammenhæng. Nøglerne til den sammenhæng er lige så vigtige som personlige nøgler, når det kommer til at kunne behandle og forudsige adfærd. Og så, hvis vi identificerer situationer, hvor problemet kan opstå, vil vi være mere beføjet til at møde det.
At være forberedt på et muligt tilbagefald
Dybtgående kendskab til problemet, er ikke kun vigtigt for at kunne forudsige et potentielt tilbagefald. Det giver os også de nødvendige spor til at klare det. Derfor ved vi, ved at analysere problemet på en global og personlig måde, hvornår det kan opstå. Vi vil også vide, hvilke ressourcer vi kan bruge i hver situation. På denne måde vil psykologer kunne lære deres patienter “sikkerhedsmekanismerne”, som vil hjælpe dem med at overvinde ethvert bump i vejen. Vi skal gøre det klart for patienten, at de er den, der har kontrol over deres problem. Hvis der er tilbagefald, så er de dem, der vil omdefinere det som et simpelt fald.
Forskellen mellem begge udtryk bestemmes af, hvor meget kontrol vi antager vedrørende det problem, der førte os til at søge terapi. En anden indflydelse er de tanker, der opstår, når problemet genopstår. Lad os se på et simpelt eksempel, for at forklare dette yderligere.
Bare at hoppe over en dag i vores diæt betyder ikke, at vi har mistet den indsats, vi har investeret i det, og alle de fremskridt, vi har gjort. Det er op til os at beslutte, om vi skal fortsætte eller om vi vil gå tilbage til vores gamle vaner. Under behandlingen om mulige fremtidige tilbagefald, kan vi gøre det samme. Vi kan afgøre, om vi skal give op, eller om vi vil behandle det som et lille bump undervejs.
Sådan forbereder du dig efter forlænget terapi
Endelig er noget andet, der kan hindre afslutning af en terapeutisk proces, længden af terapien. Jo længere processen er, desto større er uro, frygt og problemer, kan en patient føle. I disse tilfælde er det ikke så meget frygten for et muligt tilbagefald. Frygten har mere at gøre med, hvordan man står over for livet uden psykologisk tilsyn. Uden nogen til at justere, overvåge eller validere fremskridtene. Dette kan skyldes forholdet til psykologen og enhver kærlighed, venskab eller afhængighed, der måtte have udviklet sig. Hvis dette er tilfældet, og den terapeutiske proces skal forlænges, skal psykologen holde afstanden fra patienten. De er ikke deres ven og vil ikke altid være ved deres side.
Denne proces kan være kompliceret, når patienten ikke har et godt socialt støttenetværk. Sommetider begynder psykologen at tage det sted i deres liv, selvom de ikke sætter sig ud for at gøre det. I dette tilfælde vil et af de terapeutiske mål, inden afslutningen af behandlingen, være for patienten at berige deres sociale netværk så meget som muligt. Hvis de ikke har et, så bliver de nødt til at generere et nyt, for at kunne lufte eller dele deres problemer.
I sidste ende, hvad vi vil gøre, når vi står over for afslutning af terapi, er at have en aftale mellem psykologen og patienten. Både patienten og psykologen skal være enige med det, der er opnået i sessionerne. Patienten skal også vide, at de er i stand til at møde et liv uden for terapi, med succes.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
Pfanzagl, J., & Luce, R. D. (1962). Individual Choice Behavior. Econometrica. https://doi.org/10.2307/1911299
Humphreys, L. G., & Torgerson, W. (1965). Psychological Bulletin. American Psychologist. https://doi.org/10.1037/h0021468
De Silva, P. (2010). Behavior Therapy. In Encyclopedia of Stress. https://doi.org/10.1016/B978-012373947-6.00051-9
Van Den Bos, K. (2009). Making sense of life: The existential self trying to deal with personal uncertainty. Psychological Inquiry. https://doi.org/10.1080/10478400903333411
Scheier, M. F., & Carver, C. S. (1992). Effects of optimism on psychological and physical well-being: Theoretical overview and empirical update. Cognitive Therapy and Research. https://doi.org/10.1007/BF01173489