Reaktiv tilknytningsforstyrrelse: Lad vær med at røre mig!

Reaktiv tilknytningsforstyrrelse er ofte et resultat af en lang periode af omsorgssvigt. Børn, der lider af denne forstyrrelse viser træk på isolation, selvafhængighed og har en meget indadvendt natur. Som resultat af dette har de store udfordringer med at udtrykke deres følelser, hvilket kan skabe yderlige problemer for dem.

Tilknytning er en form for kærlighedsbånd, som man udvikler som barn. Hvis denne udvikling ikke foregår ordentligt, eller med andre ord, hvis et barns behov ikke bliver mødt, er der risiko for, at de udvikler skadelige tilknytningsmønstre. Reaktiv tilknytningsforstyrrelse er en af disse skadelige udviklinger, der er karakteriseret af en emotionel og affektiv hindring, som børn har overfor deres forældre.

Det er mærkeligt, hvis et barn ikke søger kontakt hos forældrene, samt hvis barnet aktivt undgår forældrene. I ntet barn er reelt født med den attitude; det er noget, som de udvikler på baggrund af det miljø, de vokser op i. Hvis de har disse abnormale adfærdsmønstre, er det et tegn på, at deres barndomsmiljø har været ekstremt ustruktureret og kaotisk.

Hvilke miljøer leder til reaktiv tilknytningsforstyrrelse?

Når vi snakker om reaktiv tilknytningsforstyrrelse, snakker vi om et miljø, som ikke lever op til barnets basale behov. Disse behover kan være mange ting:

• Sikkerhed
• Beskyttelse
• Sund kontakt til andre mennesker
• Mad
• Søvn
• Fraværet af smerte

Et eksempel på dette kan være, hvis forældrende ikke tager sig godt nok af deres barn, når barnet viser tegn på at være sulten eller at fryse. På en specifik måde kommunikerer de til deres barn, at barnets råb efter ”hjælp” er nytteløst.

De er ikke opmærksomme på barnets mest basale krav. Det kan være på baggrund af dette, at barnet vokser op med en indstilling om, at dét at søge hjælp eller kontakt med dets forældre er nytteløst. Denne indstilling er et forsøg på at tilpasse sig miljøet, som barnet sidder fast i. Men hvilke andre situationer kan lede til reaktiv tilknytningsforstyrrelse?

Miljøer, som kan lede til reaktiv tilknytningsforstyrrelse:

• Værger med mangel på forældrefærdigheder: Værgerne er ikke forberedte eller selvsikre. De har ingen idé om, hvad de foretager sig, og gør ingen indsats med hensyn til at blive bedre eller at lære noget. De holder sig kun til, hvad de ved.
• Værger, der ikke udtrykker deres følelser: Ingen har vist dem, hvordan de skal udtrykke deres følelser. Måske har specifikke traumatiske oplevelser forandret dem så markant, at de holder deres følelser buret inde i dem selv. Resultatet af dette vil så være, at de ikke ved, hvordan de skal udtrykke deres følelser. De ved ikke, hvordan de viser deres kærlighed til barnet, hvilket betyder, at barnet aldrig får kærligheden at føle.
• Fysisk eller psykologisk vold: Her snakker vi specifikt om vold udøvet af værgerne. Dette kan eventuelt være fysisk vold mod barnet eller seksuelle overgreb.
• Forældreløshed: At bevæge sig fra værge til værge eller at vokse op i et børnehjem kan betyde, at der ikke er nogen til at sørge for, at barnets basale behov bliver mødt. Dette leder ofte til usikkerhed og følelser af omsorgssvigt.

Et forsvar mod miljøet

Børn, som udvikler reaktiv tilknytningsforstyrrelse på baggrund af de miljøer, som vi lige har beskrevet, har tendens til at undgå kontakt med deres forældre eller værger. De gør det, fordi de har lært, at lige meget hvor meget de prøver, så nytter det aldrig rigtigt.

Samt kan en mangel på omsorg og fysisk kontakt gøre det svært for dem at udtrykke deres følelser. De ender med at blive ”selv-forsynende” og afviser alt, der engang har gjort dem ondt. De udvikler ingen bånd med andre og føler sig aldrig værdsat. Udviklingen af reaktiv tilknytningsforstyrrelse er kroppens forsvar mod disse omstændigheder og er derfor en måde, hvorpå kroppen og sindet tilpasser sig miljøet.

Tilbage til deres rødder: Dannelsen af sunde tilknytninger

Alt dette får dig nok til at undre dig… Hvis ting, vi oplever i vores barndom, har så stor en påvirkning på os, er der så nogen løsning på reaktiv tilknytningsforstyrrelse? Svaret til dette spørgsmål er heldigvis: Ja!

Det er dog meget svært, da du får brug for hjælp fra mange professionelle. Det er ikke nok blot at have en psykologisk specialist. Du er også nødt til at få hjælp fra en læge og en socialrådgiver. Dit barns uddannelse samt en forandring af deres miljø er også nødt til at være en del af behandlingsplanen.

Faren, moren eller værgen er nødt til at tage ansvaret for en proces, som nok kommer til at tage rigtig lang tid. Men resultaterne kan være fantastiske. Målet er at bygge et stærkt og solidt bånd. Et sikkert bånd. Så det er ekstremt vigtigt at arbejde med barnets selvsikkerhed og sociale færdigheder.

Virker det virkeligt?

En masse af jer spørger måske jer selv om, hvor vidt alt dette arbejde reelt hjælper på at løse problemet. Måske har barnet blot brug for at lære at kommunikere effektivt med hjælp fra værktøjer, der passer til dem. Bliver et dybt bånd virkelig dannet? Er det kun muligt at se deres fremskridt gennem de evner, de udvikler?

Med fokus på dette, fokuserer kognitiv adfærdsterapi på kognitiv restrukturering. Det er blevet bevist, at det hjælper på at ændre de kognitive dysfunktionaliteter, der forhindrer barnet i at danne sunde forhold til andre mennesker. Dette er en meget positiv ting, specielt for de børn, der lever i ustrukturede familier og heraf har udviklet reaktiv tilknytningsforstyrrelse.

At få børn og at pleje et barn er to meget forskellige ting. Ansvar vil altid ligge hos forældrene eller værgerne. Børn er ikke objekter; de er mennesker, der lærer fra deres tidligste forhold og vil gengive de samme adfærdsmønstre senere hen.

Dét at gøre en indsats for at være så god en far eller mor som muligt, hvilket indkluderer dét at søge hjælp og viden hos andre, vil gøre dig i stand til at møde alle de basale behov, som dit barn har. Du kan forhindre, at de udvikler reaktiv tilknytningsforstyrrelse.