Pletter, modermærker og strækmærker: Normal hud er ikke med i reklamerne

At vise uperfekt hud i magasiner, reklamer, serier og film ville være en stor hjælp til at udvikle et godt selvværd og en god selvaccept.

Pletter, modermærker og strækmærker findes på millioner af menneskers hud, men ikke i reklamebranchen. Heller ikke de dermatologiske lidelser psoriasis, vitiligo eller eksem optræder nogensinde i magasiner eller på tv og sociale medier.

Mens der faktisk sker fremskridt med hensyn til problemet med fedtfobi, idet alle størrelser af mennesker optræder i reklamer for tøj og kosmetik, optræder hudlidelser kun i isolerede tilfælde, hvor tilfældene er minimale.

I denne artikel vil vi tale om huden, som er det største organ i kroppen. At vi ikke accepterer vores hud er en af hovedårsagerne til dysmorfi. Det er en forandring, der får folk til at føle sig fremmedgjorte i deres egen krop.

Pletter, modermærker og strækmærker: En usynlig normalitet

Intet, der dukker op på din hud, er en isoleret, unormal, grim eller uacceptabel hændelse. Det er simpelthen noget, der er på din hud, og du er bare nødt til at acceptere det. Faktisk er det nok bedre at vælge “kropsneutralitet” end “kropspositivitet” i forhold til din hud.

Kropspositivitet indebærer, at man tænker positivt om sin krop. Denne holdning kan dog ofte være temmelig urealistisk, og du kan opleve flere “tilbagefald”, end hvis du indtager en neutral holdning.

Ved at acceptere dine pletter, modermærker og strækmærker kan du se dem, som de virkelig er: Dele af din krop, som du hverken skal elske eller hade. De eksisterer blot side om side med dig, og du skal acceptere dem i dit krop-sind-forhold.

Du vil finde livet langt vanskeligere, hvis du tror, at du skal gemme dig væk fra andre. Det er fordi, du som menneske er et socialt væsen. Ikke desto mindre, hvis det, du ser på din hud, er noget, du ikke ser andre steder, er det sandsynligt, at du internaliserer idéen om, at det er noget, du ikke bør vise frem. Du vil tænke, at det ikke er normal hud, og at du bør skjule det så meget som muligt.

De mange hudtilstande, der findes og skjules

I øjeblikket er brugen af tatoveringer til at dække huden blevet demokratiseret. Det er ikke længere kun forbundet med punks, rockere og grupper af moderne eller forfængelige fodboldspillere. Faktisk var der endda en tid, hvor det at have en tatovering på kroppen var et tegn på at tilhøre en kriminel bande.

I dag er det blevet en så synlig og normaliseret praksis, at man kan sige, at det er usædvanligt for nogen ikke at have en tatovering. Faktisk ser man ofte tatoveret hud i reklamer for luksusmærker. Dette sker dog sjældent med hudtilstande. Faktisk får uvidenhed os til at tro, at visse dermatologiske tilstande er udtryk for sundhedsproblemer, eller at de måske endda er smitsomme.

Alle har hud under tøjet. Ikke desto mindre er det sjældent, at modeller eller berømtheder viser sig selv uden lag af makeup, og deres billeder er normalt redigerede. Selv om der er visse undtagelser, og nu og da viser nogle berømtheder deres hud, uden at den er redigeret.

For eksempel har skuespillerinden og modellen Cara Delevingne vist billeder af sin psoriasis. Modellen Winnie Harlow revolutionerede også modeverdenen ved at vise sin vitiligo frem på catwalken. Det er overflødigt at sige, at hverken reklamer eller film har forstået det. De viser stadig ikke flere forskellige slags hudtyper.

Bevægelsen for at begynde at vise vores pletter, modermærker og strækmærker frem

Dette er et skjult problem, som pletter, modermærker og strækmærker blot er et eksempel på. Faktisk burde vi også tale om modermærker af alle slags, ar, psoriasis, leverpletter, vorter og melasma. Faktisk burde tanken om en klar, glat og pletfri hud ikke engang komme frem i lyset.

Ikke desto mindre er det, hvad vi bliver bombarderet med døgnet rundt i reklamer for kropsgeler, cremer og badedragter. Men hvorfor skulle det at have en “perfekt” hud betyde, at disse mennesker har mere ret til at vise sig frem end dem med pletter? Hvorfor skal vi med ufuldkommenheder betragtes som “mærkelige”?

For nogle år siden besluttede modellen Alba Parejo at blive model og vise sin medfødte melanocytære nævus, en ikke ualmindelig dermatologisk tilstand. Mange troede, at en person med en sådan hudlidelse umuligt kunne være model. Men det tog kun Alba ét fotoshoot for at bevise det modsatte.

Ud fra hendes og mange andres beslutning begyndte der at dukke konti op på Instagram, der viste, hvor normal og naturlig hud i virkeligheden er. Det var sådan, at fotobogen Origen blev født. Det er en bog af Sofía Suars med fotosamlinger, der bevæger sig væk fra det analytiske fokus fra en konsultation af medicinsk art og giver dem et kunstnerisk fokus.

På bogens sider finder vi kvinder med pletter, modermærker og strækmærker gennem en linse af varme, virkelighed og skønhed. En skønhed, der er født af hverdagen, og som får os til at føle os mere menneskelige og mindre perfekte. En, der gør os nysgerrige og opmuntrer os til at udforske vores kroppe ud fra accept og ikke kritik.

Konklusion

Der er stadig lang vej igen, før alle hudtyper er demokratiseret af linsen eller kameraet. I mellemtiden kan vi begynde at øve os i accept, ikke kun over for vores kroppe, men også over for vores følelser.

Det er rart at vide, at der nu bliver talt om emnet. Men det bliver endnu bedre, når vi begynder at se ægte hud på reklamebillederne. Så vil alle begynde at forstå, at deres egen hud er helt normal og slet ikke mærkelig, bare fordi den har en bestemt pigmentering eller et par pletter.