Den nysgerrige hvalp: En smuk historie om refleksion

· oktober 13, 2018

Denne historie om refleksion omhandler den nysgerrige hvalp. Den begynder i et skovområde langt væk. Dybt inde i skoven lå der et forladt hus. Et hus, der var ubeboet i mange år. Hvalpen havde godt set huset, men var bange for at nærme sig det. Han holdt sig væk fra det af frygt for at finde noget, han ikke kunne lide.

Hvalpen var dog alligevel nysgerrig. Næste dag vendte han tilbage og nærmede sig huset lidt mere, men turde ikke gå ind. Solen begyndte at kigge frem, og temperaturen blev uudholdelig. Hvalpen var nødt til at søge ly for solens varme.

Efter lidt overvejelse besluttede han sig for at gå ind. Huset var fuldkommen forladt. “Hallo!” sagde hunden, men ingen svarede. I et af hjørnerne var der en trappe, og han gik hen imod den. Der så ikke ud til at være en sjæl i huset, så han gik forsigtigt op ad trappen. Her tager denne historie om refleksion med den nysgerrige hvalp en overraskende drejning…

“Vi klarer os ikke gennem livet med det, vi får, men vi klarer os gennem livet med det, vi giver.”

– John Maxwell –

Et uventet møde i denne historie om refleksion

Da hvalpen nåede enden af trappen, mødte han en stor stue. Til hans overraskelse fandt han hundredvis af hvalpe ligesom ham! Og de så alle ud til at vente på ham.

En hund giver pote

Den nysgerrige hvalp var ovenud glad. De andre hunde så rigtig venlige ud. De gav ham selvtillid til at hæve sin lille pote og hilse på dem. Alle hilste tilbage med det samme. Den lille hund bjæffede venligt, og de andre gjorde det samme. “Sikke et dejligt sted!” tænkte den lille hund. “Jeg vil tilbage hertil, så snart jeg kan!”

Dagene gik, og en anden hund ankom. Denne hund var anderledes; han var meget mere bange og forberedt. Han gik gennem samme proces som den første. Da han så huset, ville han ikke nærme sig det. Han var alt for bange, så han blev væk.

Samme sted, andet møde

Den anden hund så, at der var mange dejlige steder i området. Han besluttede sig for at gå tilbage, men han holdt sig altid på afstand fra huset. En dag styrtregnede det, så han havde ikke noget valg; han var nødt til at gå ind i huset.

En hund i regnvejr

Ligesom den første hund, gravede han et hul ind til huset. Da han nåede ind, så han sig forsigtigt omkring. Han fik øje på trappen i den anden ende, men turde ikke nærme sig. Tiden gik, og han begyndte at fryse. Han tænkte, at hvis han gik op på anden etage, ville der være lidt varmere, så han samlede mod til sig og gik mod trapperne.

Hunden kom hele vejen op og så den samme, store stue. Han snuste rundt, og det lignede ikke, at der var nogen. Men så fandt han også hundredvis af hunde som ham. Han gjorde sig straks klar til at angribe, og de andre hunde gjorde ligesom ham. Han gøede aggressivt, og de andre det samme. Hunden forlod huset, så hurtigt han kunne, mens han sagde til sig selv, at han aldrig ville vende tilbage. “Sikke et rædselsfuldt sted!” tænkte han.

Han forsvandt så hurtigt, at han ikke så et gammelt tegn i gulvet. Tegnet sagde “Spejlhuset”. Hverken den første eller den anden hund havde indset, at de havde set en refleksion af sig selv.

Historiens morale: Refleksion

Denne historie om refleksion med den nysgerrige hvalp viser os en sandhed, vi ofte overser. Det, vi ser i andre, er dybest set en refleksion af os selv. Vi får fra andre, hvad vi selv giver. Dem, der tager venligt imod verden, får venlighed. Dem, der tager imod verden på en aggressiv måde, får aggression. Historien prøver at lære os vigtigheden af refleksion.

Mennesker har genetisk en stor social evneVi er født til at leve i grupper; det er en del af vores biologi og kultur. Vi er måske egoistiske, men gruppen eksisterer hos os alle.

Resten af gruppen er et essentielt udgangspunkt at tage; de fungerer som “Spejlhuset”. Det, vi ser i dem, har meget at gøre med, hvad vi ser i os selv – ligesom i historien om den nysgerrige hvalp.

En hund kigger på kameraet

Når vi står over for udfordringer, bør vi sætte spørgsmålstegn ved os selv og ikke ved verden. Er det verden, der er problemet? Måske er det os selv, der ikke relaterer særligt positivt til den? Historien om den nysgerrige hvalp får os til at tænke over, om det er tid til lidt positiv refleksion.