Neurobiologien bag OCD

Forskning i neurobiologien ved OCD har fundet strukturer, der kan forklare visse af symptomerne. Få mere at vide her.
Neurobiologien bag OCD
Gorka Jiménez Pajares

Skrevet og kontrolleret af psykolog Gorka Jiménez Pajares.

Sidste ændring: 17 marts, 2023

Læs med for at lære om neurobiologien bag OCD. Obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD) er en alvorlig klinisk tilstand. Den kan forekomme hos både børn og voksne og påvirker i høj grad den daglige funktion hos de personer, der lider af den. Faktisk er det ifølge WHO en af de 20 vigtigste objektive faktorer for at blive diagnosticeret med et handicap.

Personer, der lider af denne alvorlige lidelse, bruger meget tid og energi på tvangstanker og tvangshandlinger. Desuden kæmper de for at få deres opgaver udført til tiden, fordi de er ret ufleksible. Desuden kan det endda påvirke en persons evne til at opdrage sine børn.

“Det er som den sang, der spiller igen og igen i dit hoved, men du kan ikke slippe af med den.”

-Kimberly Matthews-Cifra-

Kvinde i seng tager sig til hovedet og repræsenterer neurobiologien bag OCD

OCD

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har personer, der lider af OCD, en tendens til at blive besat af visse aspekter af deres liv. Deres tvangstanker får dem faktisk til at opføre sig rituelt. Dette kaldes besættelse.

OCD forårsager intens lidelse, og de grundlæggende områder af personens liv forringes. F.eks. arbejde og den interpersonelle eller akademiske sfære.

Tvangstanker

Forestil dig, at du får følgende tanke: “Hvad nu hvis jeg slår min nabo ihjel?” Naturligvis forårsager dette et enormt ubehag, fordi du egentlig ikke har lyst til at gøre det. Men tanken er dukket op i dit sind, er blevet integreret og gentages konstant. Dette er en besættelse. Det er en tanke, en impuls eller et påtrængende billede, der forårsager stor angst (APA, 2015).

“At have OCD er som at blive kontrolleret af en dukkefører.”

-Toni Neville-

Tvangshandlinger

Fortsæt med samme eksempel, og lad os sige, at du forsøger at frigøre dig fra den foregående tanke. Men for at gøre dette skal du tælle til 100. En tvangshandling er adfærd. Den kan være både mental (som det nævnte eksempel) eller fysisk (som at vaske hænder). Ved at udføre tvangshandlingen forhindrer man ubehaget eller den negative situation.

“En fysisk fornemmelse kravler op ad min arm, når jeg undgår tvangstanker. Men hvis jeg gennemfører den, nulstiller verden sig selv for et øjeblik, som om alting vil være helt fint. Men kun i et øjeblik.”

-Mardy M. Berlinger-

En tilgang til neurobiologien bag OCD

Der findes forskellige biologiske hypoteser, som forsøger at kaste lys over neurobiologien bag OCD. Når det er sagt, mangler vi stadig biomarkører eller laboratorieprøver, der entydigt bekræfter dem. Indtil videre er der opnået følgende resultater.

Genetik er en vigtig del af neurobiologien bag OCD

Hvis du er barn, søskende eller forælder til en person, der er ramt af OCD, har du sandsynligvis dobbelt så stor risiko for at udvikle den samme lidelse. Ifølge Belloch (2022) har børn af personer med OCD nemlig et større antal tvangstanker sammenlignet med den generelle befolkning.

Ifølge Carrobles (2014) er tvangstanker i høj grad arvelige. Der er dog behov for mere forskning om emnet. Enæggede tvillinger udgør en risiko for, at begge lider af OCD i op til 90 procent af tilfældene.

“I 87 procent af tilfældene bliver OCD kronisk.”

-Claudia Urbistondo-

Neurobiologien bag OCD

De mest undersøgte hjerneområder er frontallappen (som understøtter højere mentale funktioner), basalganglierne (relateret til motorisk adfærd) og thalamus (lederen af al sensorisk og motorisk information). Forstyrrelser, der falder ind under OCD-spektret, deler lignende neurale netværk. Mere specifikt den frontostriatale region.

  • Hos personer, der lider af OCD, er basalganglierne underaktive. Dette kan til dels være årsagen til de motoriske tvangstanker. Jo større symptomatisk sværhedsgrad, jo større er volumen eller størrelsen af denne struktur.
  • Den frontale cortex er overdrevent aktiv hos personer med OCD. Dette kunne forklare, hvorfor patienterne bliver fastlåst af deres tvangstanker.

I tvangstanker, der er relateret til frygten for at blive forurenet (“Jeg har rørt ved en kuglepen, jeg har forurenet mig selv, og jeg bliver syg”), som forårsager behovet for konstant at vaske sig, eller tvangstanker (“Hvis jeg vasker mig 54 gange, bliver jeg ren”), har man fundet specifikke regioner. I disse tilfælde er de ventromediale områder af den præfrontale lobe nemlig mere aktiveret, og det samme gælder kernen caudatus.

På den anden side er putamen, globus pallidus og thalamus-regionerne intenst aktiveret ved tvangstanker, der involverer verifikationskompulsioner (“Jeg tror, at jeg har glemt at låse bilen, jeg bliver nødt til at tjekke”).

En blå hjerne

Neurotransmission

Der er grundlæggende to hypoteser. For det første er der teorien om, at serotoninmolekylet er overdrevent lavt hos disse patienter. For det andet er der hypotesen om, at dopaminmolekylet (der er involveret i motorisk adfærd og indlæring) findes i overskud. Dette kunne forklare, hvorfor OCD-patienter udviser overdreven motorisk adfærd.

Der er tydeligvis behov for mere forskning vedrørende neurobiologien bag OCD. Det ville f.eks. være særlig interessant, hvis der blev opdaget diagnostiske tests baseret på biomarkører. Dette ville gøre det muligt at stille mere præcise diagnoser.

Hvis dette var tilfældet, kunne OCD faktisk diagnosticeres ved hjælp af en MR-scanning eller en blodprøve. Indtil videre er dette dog langt fra at blive en realitet.

“Det er som om, man har to hjerner, en rationel hjerne og en irrationel hjerne. Og de kæmper konstant.”

-Emilie Ford-


Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.


  • Belloch, A. (2023). Manual De Psicopatologia. Vol. Ii (2.a ed.). MCGRAW HILL EDDUCATION.
  • CIE-11. (s. f.). https://icd.who.int/es
  • First, M. B. (2015). DSM-5. Manual de Diagnóstico Diferencial. Editorial Médica Panamericana.
  • Pena-Garijo, J., Ruipérez Rodríguez, M. Á., & Barros-Loscertales, A. (2010). Neurobiología del trastorno obsesivo-compulsivo: aportaciones desde la resonancia magnética funcional (I).
  • Martínez Díaz, S., Peña, C., López, E., Guzmán, N., & Corominas, A. (2019).
  • Carrobles, J. A. S. (2014). Manual de psicopatología y trastornos psicológicos (2a). Ediciones Pirámide.
  • Urbistondo, C., Macbeth, G. E., Kichic, R., & Ibáñez, A. (2011). El modelo frontoestriado del trastorno obsesivocompulsivo: evidencia convergente de estudios de potenciales evocados relacionados a eventos. Psicología y Psicopedagogía, 25(1), 120-133.
  • Ortiz García, A. E. (2015). Marcadores genéticos y de neuroimagen en el Trastorno obsesivo-compulsivo de inicio en la infancia y la adolescencia.

Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.