Moon, instrueret af Duncan Jones

Filmen, Moon, er et nik til fortidens science fiction med dens langsomme tempo og transcendentale spørgsmål om de menneskelige betingelser. Frem for at portrættere månen fra det progressive rum-synspunkt ser filmen den som den sidste udvej for vores arts overlevelse. 
Moon, instrueret af Duncan Jones
Leah Padalino

Skrevet og kontrolleret af filmkritiker Leah Padalino.

Sidste ændring: 17 juli, 2023

Indtil år 2009 havde de fleste folk ingen idé om, hvem Duncan Jones var. Resten kendte ham som David Bowies søn. Dette år lavede han dog et kæmpe plask i filmverden med sin utrolige debut som instruktør for Moon.

I stedet for at følge sin fars fodspor dedikerede Jones sig selv til en anden kunstnerisk dyrkelse: At instruere film. Som filosofidimittend med en doktorgrad, besluttede han sig for at afslutte sin uddannelse med en udflugt ind i film, som resulterede i hans første film, der er emnet i dagens artikel.

Det er nemt at tro, at det ville give ham rigeligt med kontakter at have så berømt en far, og at det ville gøre det nemt for ham i filmverden. Selvom Jones kunne have brugt sin fars scenenavn for at tjene lette penge, besluttede han sig for bare at være Duncan JonesSom et resultat var hans budget til filmen ret begrænset. 

På trods af dens ydmyge begyndelse overgik Moon alles forventninger. Den dominerede Sitges Film Festival og vandt adskillige priser, såsom Best Motion Picture 2009.

Science fiction

Det virker ofte som om, at de store Hollywood-producere kun er i stand til at lave science fiction. At formularen til succes er nødt til at involvere spektakulære specialeffekter og enorme budgetter. Det er det, publikum er vant til. Eller det var de, indtil Moon havde premiere.

Moon bryder med alt dette. Det er en intim science fiction film, der reflekterer over de metafysiske og naturlige spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske. Med kun én skuespiller og begrænsede ressourcer lavede Duncan Jones en simpel og introspektiv film i et langsomt tempo. Moon er elegant på en stille måde og kommer med nogle interessante udtalelser.

Præmissen er simpel, og ikke overdrevet absurd. Tilskueren bliver transporteret til en fremtid, der måske ikke er så langt væk, hvor Jorden har brugt dens ressourcer, og man er nødt til at lede efter et andet sted. I dette tilfælde er det månen.

Den velkendte satellit er blevet en mine, og firmaet ved navn Lunar Industries LTD sender en af sine astronauter derop på en tre-årig mission.

Astronauten, det drejer sig om, er Sam Bell, der står for at kontrollere gravemaskinerne, som udtrækker det nødvendige materiale til at generere energi på jorden. En teknisk fejl i kommunikationssatellitten gør det umuligt at kontakte Jorden i realtid, hvilket bidrager ekstra til hans ensomhed.

Hentydninger til andre science fiction film i Moon

Firmaet har problemer større end en ødelagt satellit, så den eneste kontakt Bell har med sin familie er gennem optagede beskeder. Hans eneste selskab er robotten, GERTY, der vil minde en masse seere om HAL 9000 fra Kubricks 2001: A Space Odyssey.

Det er ikke den eneste reference til Kubricks film i Jones’ Moon. Der er rigeligt med hentydninger og endda nogle øjeblikke, der er næsten identiske med scenerne fra filmen, som genopdagede science fiction. 2001 er ikke den eneste film, som Jones hylder i Moon. Der er også hentydninger til film såsom Alien (Scott, 1979) og Solaris (Tarkovski, 1972).

Filmen er også en forløber til mere nylige film såsom Interstellar (Nolan, 2014), Ad Astra (Gray, 2019) eller endda High Life (Denis, 2018). Alle disse film får dig til at tænke over, hvordan science fiction har udviklet sig med tiden. Særligt er det science fiction film, der er relateret til rummet.

Evolutionen af en genre

Fra tidernes morgen har menneskelige væsener kigget forundrende mod himlen. Vi har kigget på stjernerne og himmelske legemer i større eller mindre grad. En af de store banebrydere inden for science fiction er Woman in the Moon (Fritz Lang, 1929).

Filmen er opdelt i to, veldifferentierede dele. Den første del foreslår idéen med en tur til månen, og den anden del er turen i sig selv. Da filmen blev lavet, drømte mennesker stadig om stjernerne og erobringen af rummet. Muligheden blev set som et tegn på fremgang og evolution, hvilket var noget, der var værd at fejre.

Kapløbet i rummet

Årene går, og det er 1968. Det år, filmskaberen Stanley Kubrick ændrede kursen for rum-science fiction. 2001: A Space Odyssey forfinede Langs modeller og inkluderede nogle utrolige visuelle effekter.

Kubrick virkede til at anticipere alt. Han udgav sin film et år før månelandingen; i midten af kapløbet i rummet. Han forstod, at maskiner ville blive en trussel for menneskeheden, men han endte med at påtage sig et håbefuldt perspektiv.

I Woman in the Moon ser vi drømmen om at rejse i rummet blive opfyldt. Kubrick viser, hvad der kunne have været resultatet af kapløbet i rummet, der skete på nøjagtigt dette tidspunkt.

Med det i tankerne er det værd at tænke over, hvordan tingene er nu. Drømmer folk stadig om rummets storhed nu, da kapløbet i rummet har været sådan en katastrofe?

I den forbindelse maler Moon et ret deprimerende billede af fremtiden. I filmen har mennesker ødelagt planeten i sådan en grad, at de er nødt til at lede efter ressourcer i rummet. På dette tidspunkt er målet dog at forbedre livet på Jorden.

I æraen med klimaændringer bliver verden ubeboelig, og rummet er det sidste håb. Idéen om ensomhed, som vi så i Moon’s forgængere, bliver omtalt mere eksplicit her.

I Moon er objektet, der undersøges, intet mindre end mennesket selv. Det er et offer for sin tid, bedrageri og store virksomheder. Science fiction tjener ofte som en platform for refleksion over virkeligheden i dag. Moon er der ikke mere dagdrømmeri og ikke mere håb. Der er kun fortvivlelse.

Scene fra film

Science fiction-konteksten

I Moon er science fiction en kontekst, der gør det muligt at reflektere over, hvad det vil sige at være menneske. Dette er måske introspektive refleksioner, men de berører også idéer omkring enorme virksomheder, der umenneskeliggør deres medarbejdere.

Filmens æstetik er velovervejet og omhyggelig på trods af det lille budget. Sam Rockwell gjorde et fantastisk stykke arbejde med at vække hans rolle til live og bruge størstedelen af filmen på at håndtere en ældre version af sig selv.

Jones tilbyder seeren to mænd, der siger, de er den samme person, men de er i forskellige øjeblikke i deres liv. Det skaber en konflikt mellem dem, og det trygler om spørgsmålet: Er essensen af en person uforanderlig og urystelig? Ændrer dit sande væsen sig med tiden og omstændighederne?

Moon sætter os i dette scenarie, hvor det gamle selv konfronterer det unge selv, og de har uendelige forskelle. Hvis du tænker over at møde de folk, du har været i fortiden, vil du formentlig ende i den samme situation som filmens hovedperson.

Er de to forskellige folk? Er det den samme person i forskellige omstændigheder? Dette er nogle af de spørgsmål, som filmen vækker hos seerne. 

Duncan Jones skjulte ikke det faktum, at denne film ville arbejde med dikotomien af selvet. Dog ville det måske have været endnu mere interessant for seeren, hvis de ikke havde nogen idé om, hvad filmen handlede om, før de så den.

Moon er forudsigelig fra begyndelsen. Dog formår den stadig med stor dygtighed at fange seeren fra starten, og den bliver ved med at overraske og underholde hele vejen igennem.

Dens langsomme tempo er en kærkommen ændring fra den gallopperende rytme fra de fleste nutidige science fiction-film. Det er et minde om virkeligheden med dens klaustrofobiske og varsomme atmosfære.

Essentielle, menneskelige spørgsmål i Moon

Uden for meget action stiller Moon transcendentale spørgsmål omkring, hvad det vil sige at være menneske.

Disse spørgsmål viser, at science fiction stadig har en kritisk komponent, som vi som regel associerer med dystopisk kunst: At afsløre udnyttende forretningsmæssige praksisser og stille spørgsmål ved idéer såsom frihed, umenneskeliggørelse og fremgang.

Moon gør alt dette, mens den trækker fra ældre science fiction og bruger disse idéer på en elegant, men unik måde. Jones’ skelsættende arbejde har dybe rødder i den langsomme og afmålte science fiction fra fortiden, mens han stiller spørgsmål omkring den moderne virkelighed.

Hans vision er langt fra entusiasmen for rummet fra årtierne tidligere. I Moon er menneskets foretagende i rummet på grund af nødvendighed. Ressourcerne der er vores sidste håb.


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.