Klokkeren fra Notre Dame: Disneys mørkeste historie

Klokkeren fra Notre Dame er en film, der skal bevares. Dens handling er mere kompliceret og mørk end den typiske børnefilm, men den er også fuld af fantastiske værdier for retfærdighed og ligestilling.

Skrevet og kontrolleret af filmkritiker Leah Padalino.

Sidste ændring: 01 november, 2022

Klokkeren fra Notre Dame (1996) har, på trods af at være en Disney film, en mørk handling, der kan være svær at opfange. Jeg mener ikke en mørk glæde som The Nightmare Before Christmas eller et frygtindgydende mørke som i Taran og den magiske gryde, en af Disneys mindre kendte film.

Mørket i Klokkeren fra Notre Dame har intet med dem at gøre. Den er anderledes, virkelig og rå. Det er nok derfor, mange 90’er-børn ikke virkeligt satte pris på den.

Det er en berømt film, der fik gode anmeldelser, tjente mange penge og fik meget omtale. Men da den blev udgivet, var de fleste af os for små til rigtigt at forstå den. Det er måske derfor, filmen ikke er i top 10 over de bedste Disney-film.

Derfor var den ikke for alvor populær blandt børn. Det er som om, at folk næsten har glemt den. Der er dog mange Disney-film, der gemmer på en mørk handling og en analyseværdig baggrund.

Klokkeren fra Notre Dame er langt fra Disney-stereotypen. Det er en historie fyldt med kritik af samfundet og magtfordelingen, specielt med henblik på kirken.

Historien bag filmen

Filmen er baseret på Our Lady of Paris, en novelle af Victor Hugo, der blev udgivet i 1831. Den blev afvist blandt forfatterens følgere, da de forventede en mørkere novelle, der var mere tro mod originalen. Men som forventet, gjorde Disney filmen mildere og mere børnevenlig.

På trods af deres anstrengelser for at forvandle historien, var den alligevel for dyster til, at mange børn kunne forstå den på det tidspunkt.

Der findes to andre (voldsommere) fortolkninger af denne novelle, som også hedder Klokkeren fra Notre Dame, filmatiseret i 1939 og 1956. Fra et voksent perspektiv er det en fantastisk tegnefilm med fascinerende scener og et overraskende og fangende budskab.

Kirken i Klokkeren fra Notre Dame

Den primære forskel fra Victor Hugos novelle er Dommer Frollo. I den originale version er Frollo kirkelig embedsmand i Notre Dame, men han er dommer i Disney-filmen. Det er fuldt forståeligt, da det er en børnefilm.

Selvom de præsenterede Frollo som dommer, har han forbindelse til katedralen; han er meget religiøs, og hans påklædning er meget kirkelig. Dette var en lille kritik af kirkens omdømme.

Frollo skulle være en lovlydig mand, en respektabel og retfærdig person, men han er faktisk det stik modsatte. Vi ser hans ubarmhjertighed, arrogance, og hvordan han hader dem, der er anderledes end ham selv. 

Frollo hader sigøjnere og alle andre, der ikke er som ham. Livet kommer dog til at spille ham et puds, og han ender med at opleve følelser, han ikke troede eksisterede hos ham.

Frollos forstyrrede personlighed

Frollo bliver besat af Esmeralda, en sigøjner. Hans følelser for hende er ikke sunde. Hun bliver en værdifuld fristelse for ham, som en “ondskabens inkarnation”. Pludselig mærker Frollo et sygt ønske, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved sin tro.

Frollo tror, at hans følelser for Esmeralda er en test fra Gud om at undgå synd. Hans lyster bliver dog så voldsomme, at han til sidst vil have hende som hans ejendel. Hvis ikke, må hun dø.

Frollos besættelse fører til en af Disneys mest foruroligende musiske øjeblikke. En sang, hvor de religiøse konnotationer er åbenlyse fra starten: Kirkekor, et stort krucifiks, Frollos påklædning. Når vi ser alt dette som voksne, får det os til at tro, at Frollo måske ikke kun er dommer, men måske også har en stilling i kirken.

Dette musikalske indslag er vigtigt for at forstå hans person. Han er en ond og ubarmhjertig dommer, der tvinger sin lov ned over hovedet på uskyldige mennesker, men også gemmer på noget andet.

Frollo er en meget forstyrret og ubehagelig person. Hans irrationelle og sygelige lyst til Esmeralda er næsten mere frygtindgydende end hele filmen. Bag hans puritanske og korrekte facade, gemmer sig en mand med meget tvivlsomme moraler.

Victor Hugos novelle er mere ubarmhjertig end medfølende. Samtidig er Klokkeren fra Notre Dame mere sukkersød og mindre kontroversiel, hvilket gør det lettere for publikum at fordøje den. Gennem figuren, Frollo, og den nævnte musikscene får vi et smugkig ind til den originale historie: Et spor af hård kritik mod kirken og dens utvivlsomme magt.

Hvad er anderledes i Klokkeren fra Notre Dame?

Udover kritikken mod samfundet og kirken, indeholder Klokkeren fra Notre Dame også emner som forskellighed og accept. Mennesker forbinder ikke venlighed med udseende. Vi har en ond dommer og en uskyldig, godhjertet person, hvis udseende er ubehageligt for de fleste mennesker.

Samfundet accepterer ikke Quasimodo, fordi han ser ud, som han gør. Derfor tør han kun forlade Notre Dame på “dagen, hvor alt er omvendt”. Den dag er der et slags karneval, hvor folk fejrer mærkværdigheder.

Quasimodos “kostume” fascinerer folk. Hvis de vidste, at han faktisk så sådan ud, ville de alle se ham som et monster. Kun én person viser ham hengivenhed: Esmeralda, den unge, marginaliserede og forfulgte sigøjner. Esmeralda er en kriger. Hun er den eneste, der tør gå imod Frollo og kæmpe for retfærdighed og ligestilling for alle.

Frollo fik Quasimodo til at føle sig meget usikker og se sig selv som et monster. Quasimodo fik en form for venskab med katedralens gargoiler. Esmeralda og gargoilerne åbner Quasimodos øjne og får ham til at se virkeligheden. Kaptajn Febo, en soldat der vender ryggen til Frollo, spiller også en vigtig rolle i kampen for retfærdighed.

Hvem er det egentlige monster i Notre Dame? Filmen viser monsterets sande natur, et monster i kamuflage, der går rundt mellem os hver dag og nyder godt af samfundets respekt.

Klokkeren fra Notre Dame er en film, der skal bevares. Dens handling er mere kompliceret og mørk end den typiske børnefilm, men den er også fuld af fantastiske værdier for retfærdighed og ligestilling.