Den indre stemme, nogle kalder for "samvittighed"

01 juli, 2017
 

Vi har et almindeligt navn for den del af os, der fungerer som moralens vogter af det, vi tænker, føler eller gør. Den kaldes for “samvittighedens stemme”. Den er som et “andet jeg”, som engagerer sig i den indre dialog om vores liv. I denne dialog advarer den, kritiserer eller endda straffer os. Stemmen er der typisk for at guide os mod skyldfølelse.    

Samvittighedens stemme er et udtryk for den moralske autoritet inde i os. Den autoritet, som typisk svarer til en fader, en Gud eller en religion. Den kan også være den kraft, som definerer vores leveregler.

“Samvittigheden får os til at opdage os selv, afsværge os selv eller anklage os selv. Grundet mangel på vidner, vidner den også mod os.”

-Michael de Montaigne

“Samvittighedens stemme” fortæller os om moral og om det, der er det rette. Den minder om en betjent, fordi den har en anklagende rolle. Og nogle gange er den ekstremt ond ved mennesker. Faktisk findes der nogen, som fysisk oplever den stemme. Den kan for eksempel optræde som en hvisken i deres øre, som altid kører på dem, truer og mishandler den, som lytter.

Moralsk bevidsthed og fordomme

Vi er alle i stand til at leve på en civiliseret måde i et samfund, fordi nogen har lært os det, som sangen siger: “nej, nej, nej, det må du ikke!” For at leve sammen med andre så bliver vi nødt at lade være med at følge ethvert ønske eller indfald, vi får. Vi bliver nødt til at give afkald på nogle af vores ønsker for at kunne tilpasse os til de basale regler, som verden styres af. 

 

Vi lærer også fra en ung alder en række regler eller “moralske love”. Deri er ting adskilt af en tyk, rød linje: mellem rigtigt og forkert. Typisk er vores forældre dem, som overfører denne morale, som allerede er etableret af en autoritet. Så vi lærer at kende forskel på rigtigt og forkert baseret på religion, loven, kultur eller andre normer, som samfundet sætter. 

Mange af de principper og værdier er ret urimelige i de fleste tilfælde. De er ofte firkantede og ufleksible. Nogle gange er de også baserede på fordomme, en usund frygt eller skam. 

Nogle af os lærer for eksempel, at racediskrimination er positivt. At det beskytter “renheden” af en bestemt gruppe mennesker. Andre lærer, at onanering kan gøre én skør. I begge tilfælde er det irrationel læring og trods det, gives det stadig videre som noget passende.

Moralsk stivhed

Moralsk samvittighed videregives generelt fra andre mennesker. Forældre og verden anser det som værende en pligt at hjælpe børn med at forstå de moralske aspekter af samfundet. Børn får ikke nødvendigvis lov til at udvikle deres egen samvittighed. De følger blot de moralske regler, som allerede eksisterer. Så for dem betyder “uddannelse” at få alle til at adlyde.

I nogle familier og i visse samfund, især i dem som vidergiver principper om opførsel, som virker mærkelige, bruger de trusler og straf for at opnå respekt for reglerne.

 

Det er det, som sker i kulturer, når der for eksempel findes en stærk diskrimination mod kvinder. Deres normer for opførsel er ekstremt strenge og fulde af forbud. På denne måde kommer kvinderne til at acceptere en praksis som fysisk vold udøvet af mændene.

Moralsk samvittighed og moralisering

Alle moralske systemer inkluderer en form for irrationalitet. De har tit at gøre med seksuel adfærd og magtforhold. Barndommen er en tid med “indoktrinering”, hvor samfundet egentlig prøver på at knække viljen hos individet. Sådan at de ikke udvikler sig til noget, som “afviger” fra normen.

Mange mennesker bærer rundt på disse ting indvendigt og er et nemt bytte for skyldfølelse i deres voksne liv. Faktisk føler de sig skyldige, hvis det overhovedet strejfer deres sind at stille spørgsmål ved det, de har lært.

De “har det skidt med” at sætte spørgsmålstegn ved deres forældres adfærd eller ved konceptet om deres religion. “Samvittighedens stemme” hjemsøger og forstyrrer dem. Den “holder øje med dem” og får dem til at straffe sig selv alvorligt, hvis de afviger fra normen.

Det er i sandhed en opgave for det voksne, sunde individ at undersøge værdierne eller anti-værdierne, som man er opdraget med. Ulig moralitet, så er etik udviklet gennem udforskning. Det er baseret på en mere objektiv vurdering af selvet og verden, set i lyset af fornuft.

 

Etikere retfærdiggør handlinger med logiske beviser og personlige og sociale goder. Moralitet er baseret på fordomme, altså på argumenter, som kommer andetsteds fra. På tanker såsom “sådan er det bare”, “fordi du bliver straffet i efterlivet” eller “fordi det er normen”. Mere etik og mindre moralisering er det, vi har brug for, for at leve bedre sammen.