Hikikomori - japanske unge lukker sig selv inde

10 juni, 2018

Hikikomori betegner japanske unge, som afskyr tanken om at forlade deres værelse. I den japanske kultur har ensomhed altid været en traditionel dyd. Den repræsenterer den indre søgen efter viden om sig selv, ens natur og sociale relationer. På sin vis er det feudalt, men det er også positivt. Men i det nuværende japanske samfund er denne konstruktive ensomhed gået hen og blevet til en patologisk isolation.

hikikomori - unge isolerer sig

Efter 2. verdenskrig kom det japanske samfund i en rivende økonomisk udvikling, som medførte øgede krav til undervisnings- og arbejdsmiljøet. Unge mennesker modtog en striks undervisning. Den blev ledt med hård disciplin, hvor tilegnelsen af viden gik forud for alt andet. Elevernes kommunikative og sociale udvikling blev tilsidesat til fordel for dette.

Med dette pres fra familien og samfundet har de japanske unge udviklet en form for isolation, som man sjældent ser i den vestlige verden. De tilbringer måneder eller år på deres værelser uden nogen intentioner om at vende tilbage til den virkelige verden.

Definitionen af Hikikomori

I sin bog “Hikikomori, Rescue Manual” fra 2002 var den japanske psykiater, Tamaki Saito, den første, der beskrev fænomenet. Han beskriver, hvordan de japanske unge, der trækker sig tilbage ind på deres værelser, som ofre for det stadig mere kvælende og konkurrencepræget undervisningssystem og arbejdsmarked. Han pointerer, at hovedårsagen skal findes i den ringe kommunikation, der eksisterer mellem forældre og børn i nogle japanske familier.

Det nuværende japanske samfund

Det japanske samfund har udviklet sig i en svimlende fart. Men en økonomisk krise indtraf, hvor man måtte udvise fejlfri evner og disciplin, hvis man ville rykke opad i den sociale rangstige. Mange par, som har haft økonomisk fremgang, har kun fået ét barn. De har så lagt alle deres håb for et bedre fremtidigt liv i dette barn. De har også lagt deres egne frustrerede behov over på barnet.

der er massivt pres på de unge på de japanske arbejdspladser

Familier gør store økonomiske anstrengelser for at deres børn får succes på arbejdspladsen. De sender dem på de bedste skoler, der giver en masse lektier for. De pålægger dem en masse opgaver efter skoletiden, så der er næsten ingen tid til fritid eller til at dyrke venskaber.

Japanske skoler

De japanske skoler har et meget krævende akademisk niveau. Der er vedvarende eksamener og lektier. Lærerne overvåger nøje elevernes aktivitet. Ofte skal japanske unge deltage i intensive skoleforløb efter skoletid, som gør, at de må tilbringe aftener og weekender på skolen.

Der bliver ofte organiseret intensive lejrskoler, hvor skolebørn overnatter og og spiser i klasseværelset. De går til vedvarende eksamener i forskellige fag, indtil de består. Mange får ikke sovet, hvis de ikke består alle prøverne.

“Betragt aldrig studiet som en forpligtelse, men som muligheden for at

bryde igennem til den smukke og vidunderlige verden af viden.”

Mange lykkes aldrig at tilpasse sig til dette. Enten fordi de har behov for specialundervisning eller fordi stresset medfører psykologiske lidelser. Uheldigvis er der ikke foranstaltninger i det Japan, som kan hjælpe de unge, der bukker under for presset.

Forholdet med jævnaldrende – konkurrence, isolation og mobning

Mange af disse børn og unge begynder at anskue deres jævnaldrende med skepsis og mistro. Mange bliver mobbet med deres dårlige karakterer eller forhold i deres private liv. Der er ingen studievejleder eller socialarbejder, som kan værne om deres mentale behov i skolen, så problemerne fortsætter bare.

hikikomori - unge føler ikke, at de er gode nok

De anser ikke arbejdet som en måde at bruge deres talenter på og dermed opnå personlig uafhængighed. De anser det som et fjendtligt område, som de frygter, fordi de ikke kan leve op til forventningerne om høj produktivitet.

Mange oplever sig selv som alene, stressede og isoleret. Presset af familien og med et fremtidigt job, hvor konkurrencen er for stor til deres evner. Hvis vi lægger landets enorme teknologiske udvikling oveni, så har vi en eksplosiv cocktail. Mange vil føle sig mere tiltrukket af isolation og af at skabe sig “et virtuelt liv”. Det er deres måde at fortælle deres familie og samfundet, at nok er nok.

Hvad sker der for hikikomori?

Familier til personer med hikikomori ser med skam på deres barn. Af frygt for skandaler og stigmatisering skjuler de dem for naboer og familie. De tror, at det nok skal gå over.

Men hvis den unge låser sig inde på sit værelse i flere uger, så har forældrene ikke en løsning klar, og så vokser problemet og bliver kronisk. Unge mennesker dropper ud af skolen og låser sig inde på deres værelser i total isolation. De spiser, sover og lever gennem virtuel underholdning indenfor disse fire vægge. 

Verden føles bedre, når den opleves gennem computerspil, film,  bøger, musik og søvn. De har en meget begrænset evne til at tage sig af sig selv. Skal håret f.eks. klippes, gør de det selv. De tilbringer årevis på denne måde. Med omkring to millioner hikikomori’er i Japan har det udviklet sig til en epidemi i landet.

Hvordan løses problemet?

De japanske myndigheder har allerede iværksat en interventionsplan. Dette er et kæmpe generationstab. De investerer i måder at hjælpe disse unge på. Mange psykologer påpeger, at den bedste måde at hjælpe på, er gennem systemisk familieterapi. De bliver nødt til at sikre, at familien i stigende grad kommunikerer med patienten og får dem ud af deres indespærring.

Integrationen ind i samfundet skal ske gradvist. I mange tilfælde er det tidligere hikikomori’er, som hjælper og vejleder andre unge ud af deres indelukkethed. Problemet er ikke en social fobi, agorafobi eller ekstrem generthed. Det er anderledes.

Løsningen er præventivt arbejde. Det japanske samfund bliver nødt til at tage problemet alvorligt og mindske kravene og den sociale isolation, som skolen skaber.