Funny Games - vold for voldens egen skyld
Funny Games er en film af Michael Haneke, som konfronterer seeren med en ny slags vold. Det er en psykologisk thriller, som fortæller historien om et par og deres søn, der overfaldes, under deres ophold i et idyllisk feriehjem.
Denne amerikanske film af Michael Haneke er en nøjagtig genindspilning af den østrigske udgav fra 1997, med den samme titel og med samme instruktør. Filmen handler om vold begået af to unge mænd mod en familie, der lige er ankommet til deres feriehus ved en sø.
Selvom dette kunne være bare endnu en voldelig thriller, er det ikke plottet, der gør filmen særlig. Faktisk er den en lærestreg for publikum. Det er ligeledes et forsøg på at kritisere den voldelige og smagløse underholdning, som der tit bliver disket op med.
Funny Games (både i den østrigske og amerikanske version) forsøger at forklare, i hvilken udstrækning seerne er medskyldige i den vold, de er vidne til. Hvad enten det er i deres eget nærmiljø eller blot som filmelskere.
“Du vædder på, at du er i live i morgen klokken ni, og jeg vædder på, at du er død. Okay?”
-Michael Pitt som Paul-
Funny Games – en fortælling om ukonventionel vold
Filmen begynder, da Ann og George (Naomi Watts og Tim Roth) kører tværs over Amerika til deres feriehjem med deres unge søn, Georgie (Devon Gearhart). De lytter til en CD med opera på vejen i deres Land Rover. Bagefter trækker de deres elskede sejlbåd til søen, da de ankommer.
Da de får indrettet sig i deres feriehjem, indfinder to veltalende, men lidt mærkelige, unge mænd sig ved deres dør. Deres velopdragne opførsel og det, at de tilsyneladende er medlem at den lokale rigmandsklub, gør, at de bliver lukket ind i parrets hjem. Dette er dog begyndelsen på et mareridt.
Familien opdager hurtigt, at de to veltalende unge mænd ikke har gode hensigter. I løbet af natten terroriserer de familien med forskellige midler, herunder opdragelse, en golfkølle, en kniv og en pistol.
De ændrer hele tiden den måde, de tiltaler hinanden. Nogle gange er de Paul og Peter, andre gange er de Tom og Jerry, og i andre tilfælde er de endda Beavis and Butt-head. Michael Pitt og Brady Corbet spiller de to roller.
Hvem er disse sociopater?
Peter og Paul handler uden et motiv. Da George, faderen, spørger dem, hvorfor de er så ondskabsfulde, svarer en af dem som en parodi på den slags nemme historier, som seeren kunne forvente.
De hentyder til en ulykkelig barndom, seksuel usikkerhed, social afvisning og grovhed. Alt er typisk, forventet, og vi får ingen forklaring. Haneke leger simpelthen med enkle forklaringer, som ligner dem, som massemedierne bruger til at forklare psykologien hos overgrebsmænd.
Peter og Paul har nydelige hvide handsker på, mens de udøver deres rædselsfulde gerninger. Der er tidspunkter, hvor Paul henvender sig direkte til publikum og anklager dem for at være skyld i det, der sker for Anne og George. På den måde laver filmen små hentydninger til seerens medskyldighed i de voldelige ting, der sker på skærmen.
Der er direkte antydninger fra skuespillerne, efterhånden som de bevæger sig gennem de grusomme spil på skærmen. Der er en genskabelse af et almindeligt scenarie, der finder sted i køkkenet, som imiterer, hvad mange mennesker gør, når de ser vold på skærmen. Det er ikke noget særligt.
“Hvorfor slår I os ikke ihjel, og får det overstået?” spørger en udpint George på et tidspunkt i filmen. Psykopatens svar er “Du må ikke glemme vigtigheden af underholdning”. Imens ser beskueren et grusomt scenarie.
Meningen bag Funny Games
Michael Haneke er en østrigsk filminstruktør, som er kendt for sine ukonventionelle historier. Deres underholdningsværdi handler om at reflektere over hans handlingsmønster.
Hanekes vold er hverken morsom, elegant, sexet eller specielt dramatisk. Den er simpelthen vedvarende og modbydelig. Der er ikke engang en udvikling i plottet, der kan lindre ubehaget.
Formålet med Funny Games er at konfrontere seeren med sin hykleriske smag for moderne Hollywood vold i de forskellige genrer. Volden på skærmen er noget fjernt, der er langt fra deres hverdag.
Filmen viser, at din sociale status ikke kan redde dig fra en farlig situation. Dette skyldes, at de fleste mennesker ikke er parate til at reagere over for det, de ellers er mest sårbare overfor: Andre mennesker. Måske er du ikke klar over det, men denne film har intet med Hollywoods perfekte stereotyper at gøre.
Seerens opfindsomhed og medskyldighed i den absurde vold på film
Haneke ønsker at udstille volden i denne film og imødegå seerens konklusioner. Han vil også have dig til and indse, at alle de slutninger, du drager, blot er endnu et resultat af alle de “hårde” år, du har brugt på at se voldelige film.
Derfor snyder filmen dig. Især gennem alle de antydninger, der kan være relevante for, at familien kan slippe fri. Disse antydninger er taget direkte fra andre voldelige film. Men de har ikke den store relevans i denne film.
Funny Games og myternes ende
Voldsmændenes motiver er hverken logiske eller forventede. Derudover vendes kønsrollerne rundt, og de undslipper ikke på en heroisk måde. Personernes død er heller ikke mystiske. Scenen, hvor de undslipper, hvilket ofte er en del af plottets udvikling, finder sted lige i filmens begyndelse.
Som det sidste er der tale om en knastør, usminket vold, helt uden unødvendig filmmagi. Altså er det den slags vold, som dit sind genskaber. Mest fordi det udfordrer dig på det, medierne ellers har lært dig.
Gå ikke glip af Funny Games, hvis du vil udfordre dine filmvaner. Men du skal undgå den, hvis du bare vil se endnu en voldelig film, og bibeholde din rolle som blot en beskuer.