Frygt kendes bedst af modige mennesker
Spanien er stadig i gang med at komme sig efter terrorangrebet, der skete i et af landets vigtigste byer: Barcelona. Menneskerne – hver eneste i Barcelona, uanset ideologi – mærker tabene og de sår, agrebet efterlod, som var det dem selv. De føler også frygt.
Mellem alle de budskaber, som folk er begyndt at følge, er der et specifikt budskab, som har fanget min opmærksomhed. Det er ikke specielt originalt. Det bliver gentaget meget, men netop derfor er det interessant. Det er budskabet, at vi ikke er bange. Nu er spørgsmålet bare, er det sandt? Er det virkeligt rigtigt, at indbyggerne og turisterne i Barcelona ikke er bange?
Jo, jeg er bange
Budskabet viser perfekt alt det, som vi stadig ikke har lært vedrørende vores følelser. Følelsesmæssig intelligens er på mode. Det er portrætteret i butikvinduer og i titlerne på artikler. Men vi er stadig langt vej fra at have det i vores samtaler, hvilket netop er måden, hvorpå vi viser, at vi tænker og føler det hver dag.
Lad os snakke om frygt, fordi jeg føler det, min farmor føler det, når hun fortæller mig, at jeg skal undgå specifikke steder af byen. Forsigtighed og frygt.
Bekymring for, at det sker igen og frygt for det ukendte, for det uundgåelige og det tilfældige. Frygt for, hvor hurtigt vi glemmer billeder, sirener og det, at skulle lede efter en flugtudgang fra det sted, som få øjeblikke tidligere, blot var en smuk park.
Lad os snakke om, hvordan vi ikke ønsker at anerkende vores frygt, for dét, at vise vores sårbarhed, får os til at gå i panik. Og siden vi var børn, har vi fået at vide, at det er en svaghed at vise sin sårbarhed.
Vi går også i panik, når vi hører frygten i vores egne stemmer, når vi føler os sårbare. Så vi går på æggeskaller rundt omkring dette og benægter det. Men er det virkelig en god idé at prøve at benægte vores frygt?
Hvad sker der, når vi benægter vores frygt?
Hvad er konsekvenser ved at benægte en følelse? For det første kommer energien fra følelsen, fra andre følelser, som vi anerkender, såsom vrede og dét at være irrationel.
Ved at have en større mængde energi i vores følelser sker dét, at vi begynder at miste kontrollen over dem. Dette leder til, at vi handler med ufornuftig vrede mod dem, vi synes tager fejl.
Noget, som vi reagerer mod meget nu om dage, er religion. Dette er, fordi det bliver associeret med terrorisme.
Og hvad får os til at beskylde alle følgerne af en hel religion? Det hjælper kun med at give magt til dem, der foretrækker ondskab. Det, der sker, er, at det med det samme grupperer folk, der er uskyldige, med dem, der vil skabe paradis for dem selv og er villige til at ofre deres eget liv, samt andres liv, for at opnå det.
Vi tænker også, at ved at ignorere og benægte vores frygt, så viser vi mod. Tapperhed, som vi synes fortjener at blive anerkendt af andre. Frygt tillader os at genkende styrken og godheden af beboerne, der frivillig demonstrerer mod terrorisme og ulovligheder, og tillader os også at forstå de mennesker, der ikke tør deltage i det.
Ved at anerkende frygt, hjælper det med at forstå os selv
Ved at anerkende frygt, hjælper det med at forstå os selv og forklare vores angst. Ved at benægte frygt, går vi glip af muligheden og vi risikerer også at dissassociere os selv fra vores følelser.
Bekymringen for, at et terrorangreb kan ske igen, er meget tiltalende. Frygt fortæller os nemlig, at vi skal passe på, at det kommer til at ske igen, og at vi skal være forberedte. Desuden, ved at genkende dette, tillader det os at empatisere med de mennesker, der også føler det.
Vi forhindrer dem i at føle sig som mærkelige mennesker eller som svage, når det blot er naturligt at have disse følelser. Så måske skal vi ikke følge de mennesker, der benægter deres følelser.
Jeg fortæller min farmor, at jeg forstår hendes frygt og at jeg også er bange. Jeg fortæller hende, at hun ikke skal bekymre sig, og at jeg nok skal passe på. Hun vil være mindre bekymret, fordi hun ved, at min adfærd er overens med, hvordan vi begge føler. Frygt er en følelse, der giver os begge muligheden for at være modige.