Fortæl mig, hvad jeg ville gøre, ikke hvad du ville gøre

Ensomhed er en god ting, når man er overvældet. Det er en skidt ting, når man endelig får brug for at tale, og ens tvivl ophober sig. Når vi har brug for at sætte ord på det, vi behøver og længes efter at gøre. Ensomhed er skidt, når vi vil dele et af vores fjollede indfald med andre, men der bare ikke er nogen. Det ender med, at vi ringer til nogen, når sofaen, tæppet og isen ikke kan fungere som en livline. Vi har afprøvet dem, men de afklarer ikke nogen af vores spørgsmål eller tvivl.

Så vi kigger på vores telefoner og leder i kontaktlisten efter nogen at ringe til, nogen til at tage vægten af vores skuldre. Med de fleste mennesker kan vi gætte, hvad de vil sige til os. Når det kommer til andre, ved vi, at de ikke svarer os. De har ikke tid til at drikke en kop kaffe sammen med os. Eller måske lytter de til os, imens de tænker på andre ting.

Jeg taler til dig, så du vil lytte til mig

Jeg fortæller dig om det, så du kan give mig varme. Så du kan  forstå, hvad jeg gennemlever i hårde tider. For at du skal vide, hvad der gør mig vred, hvad der får mig til at græde i skjulte hjørner og gemme mig under dynen på en solskinsdag. Jeg har ikke brug for, at du fortæller mig, at du advarede mig. Jeg ved godt, at du aldrig ville komme i den situation.

Men du føler ikke min frygt, mine dæmoner, mine håb eller mine længsler. Om de så er personlige eller universelle. Og du er ikke kaptajnen i mit liv. Det er mig, der er det, selvom jeg nogle gange bander det langt væk og har lyst til at smide det ud af vinduet. Lad være med “at undervurdere mig.” Selvom jeg har et tosset temperament, så tager jeg ikke let på de vigtige ting i livet.  Jeg tager det meget alvorligt. Jeg ville aldrig gøre det, hvis jeg ikke mente, det var det rette for mig. Selv hvis det blev til den uheldige situation, der nu bringer tårerne frem i mine øjne. 

Jeg har ikke brug for, at du skælder mig ud. Jeg har allerede en samvittighed, jeg ikke kan lukke munden på. Ikke engang ved at underlægge mig den værste tortur. Den skriger højere end min evne til at ignorere den. Insisterende, stædig og utrættelig. Det er klart, at det er min. Du skal heller ikke grine, det er ikke sjovt. Hvis du tror, at latter gør situationen bedre eller mindre alvorlig, så tager du fejl. Det eneste, du gør, er, at få mig til at føle mig endnu mere ligegyldig. Og jeg føler mig i forvejen meget lille. 

Jeg vil ikke vide, hvad du ville gøre

Jeg ønsker heller ikke at vide, hvad du ville gøre i mine sko. I det mindste ikke før jeg føler mig sikker på, at du har forstået mig. At du ikke kun har iført dig mine sko, men at du kan se det hele fra mit perspektiv og vil lytte. Jeg har brug for at føle, at du er villig til at bære vægten af mine problemer. Hvis du gør alt det, kan du måske hjælpe mig med at vælge mellem mine muligheder, men uden at tage dit originale standpunkt.

Lad være med at tro, at jeg vil lytte til dig, bare fordi jeg har taget fejl før. Det giver ikke dine kriterier og din dømmekraft mere værdi end min. Glem ikke, at jeg ikke har opgivet at tage ansvaret for at acceptere det, der er sket. Eller hvad der kommer til at ske. Det er uafhængige beslutninger. Og ja, måske skal du opleve, at jeg begår endnu en fejl, men… har jeg ikke gjort det samme for dig?

Kram mig. Jeg bliver nødt til at sige alting højt. Tilgiv mig. Glem det. Det kommer bare fra mit dårlige humør. Men du kan kramme mig alligevel. Lige nu vil det berolige mig. Jeg vil endda lade dig være lidt i fred, nu hvor du har brugt en del tid på at bære alle mine byrder. Jeg vil lade dig komme tilbage, til hvor du var før, og jeg vil gerne lytte til dig. Fortæl mig, hvad der  bekymrer dig, hvad du længes efter, hvad du ville dræbe for eller om du bare er sulten. Hvis det sidste er tilfældet, så har jeg lidt is tilbage. Måske vil du have lidt?