Hvad er forskellen på klinisk psykologi og neuropsykologi?

februar 7, 2020
Bliv klogere på klinisk psykologi og neuropsykologi i denne artikel.

Selvom der er en masse overlap mellem klinisk psykologi og neuropsykologi, så er det vigtigt at forstå forskellene mellem de to grene. Det er faktisk nøglen til at identificere, hvorfor og hvordan de komplementerer hinanden.

Psykologi er en videnskab, der opstod ud fra behovet om at kende og forstå det menneskelige væsen. Over tid er der så dukket mange specialer op på det psykologiske felt. Disse specialer vokser og forandrer sig alt efter område og fokus. Det er indenfor denne kontekst, at vi kan tale om forskellen på klinisk psykologi og neuropsykologi.

Efterhånden som nye tilgange dukker op, øges specialiseringen sammen med antallet af spørgsmål, vi står overfor. I denne artikel vil vi forsøge at forklare forskellen mellem klinisk psykologi og neuropsykologi.

figur med en hjerne

Klinisk psykologi

Mange folk tilskriver starten på denne gren til en mand ved navn Lightner Witmer, som oprettede den første psykologiske klinik i 1896. Denne nye gren udgjorde fundamentet til den amerikanske forening for psykologer (APA).

I starten var målet for den kliniske psykologi at finde træk og interne faktorer, der førte til, at folk udviklede psykopatologiske sygdomme. I stedet for at studere en persons tilstand i isolation, ser den kliniske psykolog på de faktorer, der kontrollerer og griber ind i deres adfærd.

Denne psykologiske tilgang startede som et studie af “det unormale”. Herefter udviklede det sig i retning af at behandle og forklare deres tilstande.

Over tiden blev forebyggelse af mentale sygdomme sammen med at komme sig over det anset for de primære mål for klinisk psykologi. Som et resultat af dette begyndte psykologer at arbejde med teknikker, der kunne undgå, at sygdommen bredte sig, ved at undervise i sunde mentale vaner.

På samme måde startede eksperter i psykologien det, som i dag er kendt som “rådgivende terapi”. Dette involverer at lære folk effektivt at løse deres problemer i situationer, der kan opstå i deres dagligdag. Som et resultat af dette blev emotionel støtte en del af deres praksis.

Neuropsykologi

Neuropsykologi blev formelt grundlagt i begyndelsen af det 20. århundrede af en russer ved navn Alexander Luria. Hans forskning involverede udviklingen af teknikker til at studere adfærden hos folk med skader på deres centralnervesystem.

Disse studier gav neurologerne tilstrækkelig med data til at pege på de steder og udvidelsen af en skade, så de kunne regne ud, hvad der var den bedste måde at gribe ind på.

Siden fokuserede neuropsykologi på individer, hvor deres hjerneskader kunne ændre deres kognitive funktioner på en eller anden måde. Derfor blev målet med denne tilgang at evaluere og rehabilitere de kognitive funktioner og adfærden.

I dag arbejder neuropsykologer med børn, som har lidelser med deres neurologiske udvikling og med patienter, der lider af hjerneskader.

Hvad er forskellen mellem klinisk psykologi og neuropsykologi på det kliniske område?

Grundlæggende så fokuserer klinisk psykologi på diagnose og behandling af emotionelle lidelser, personlighedsforstyrrelser og adfærdsmæssige problemer. Det indebærer lidelser såsom depression og angst blandt andet. Det kan også give nogle redskaber til at hjælpe med at styre adfærdsmæssige problemer såsom hyperaktivitet.

På den forebyggende side lærer klinisk psykologi patienter følgende:

  • At finde strategier til at klare komplekse situationer.
  • Sociale evner.
  • Emotionel forståelse og kontrol.

Målet er at få patienten til at forstå sig selv og blive i stand til at fungere socialt og kognitivt. Som et resultat af dette kan de forbedre deres livskvalitet.

Forskellen mellem klinisk psykologi og neuropsykologi er deres funktion i den kliniske sfære. Den sidste arbejder med de kognitive og emotionelle evalueringer i forbindelse med forandringer i hjernen. Det udvikler også processer til at rehabilitere funktioner af en højere orden, så den enkelte patient kan blive selvhjulpen og bevare sin livskvalitet.

Neuropsykologi har en tendens til at ville fokusere på individer, som har problemer med hukommelse, opmærksomhed, vaner (lært motorisk aktivitet), tænkning (hjernens evne til at kunne genkende tidligere indlært information), sprog og udførelse.

Neuropsykologer arbejder også med de kognitive aspekter af mentale lidelser såsom skizofreni eller OCD.

Blandt målene i rehabiliteringen er det at komme sig over det, som er skadet, og stimulere de kognitive funktioner, så de kan udvikle sig rigtigt. Hvis det drejer sig om permanente skadede funktioner, kan neuropsykologer hjælpe personer med at finde strategier, der kan kompensere for det, som de har mistet.

kvinde i samtale med psykolog

Hvad er forskellen på klinisk psykologi og neuropsykologi, når det gælder forskning?

I dag fokuserer et område af forskningen i den kliniske psykologi på at få en dybere forståelse af psykopatologiske lidelser. Målet er at kunne identificere forskellene mellem folk, som opfører sig efter sociale normer, og dem, som ikke gør det.

Forskerne indenfor klinisk psykologi forsøger også at komme frem til en dybere forståelse af hver enkelts personlige udvikling. Derfor vil deres undersøgelser analysere faktorer, der måske kan føre til, at en eller anden kommer til at udvikle en emotionel lidelse.

Et andet fokus i forskningen handler om at forbedre de psykoterpeutiske metoder. Målet er at finde redskaber, der giver mulighed for en bedre diagnose og behandling af emotionelle lidelser. Forskerne håber på at kunne udvikle mere præcise metoder, som de kan tilpasse de enkelte lidelser.

Neuropsykologi derimod har et andet fokus i sin forskning. For nyligt er neuropsykologer begyndt at arbejde hånd i hånd med kognitive neuroforskere. Målet med dette samarbejde er at forstå den rolle, de højere fungerende kognitive funktioner spiller i udviklingen af psykiatriske og psykologiske lidelser.

Forskerne på disse områder håber også på, at de kan udvikle strategier for en mere effektiv behandling af disse lidelser.

Undersøgelser har også fokuseret på en forståelse af konsekvenser af problemer i hjernens udvikling for den enkelte. Forskerne er interesserede i lidelser, der ser ud til at have sammenhæng med hjernens udvikling såsom autisme og hyperaktivitet.

Endelige er der også en interesse i neuropsykologisk rehabilitering. Psykologerne vil gerne integrere deres terapeutiske metoder med teknologiske redskaber, der kan gøre terapien mere effektiv.

Tanken med disse redskaber er at hjælpe terapeuterne til at udvikle aktiviteter, der mere nøjagtigt kan afspejle patientens dagligdag, som vil forbedre de terapeutiske resultater generelt.

Konklusioner

Det er vigtigt at blive klar over, at mens disse to specialer er forskellige, så komplementerer de også hinanden på et klinisk og forskningsmæssigt niveau. En korrekt diagnose og behandling af enhver lidelse psykologisk eller neurologisk skal indeholde perspektiver fra begge specialer.

Med andre ord kan kombinationen af disse to tilgange hjælpe os med at opnå det terapeutiske mål, der handler om individuel autonomi og livskvalitet.

Når det er sagt, så er der flere forskelle mellem klinisk psykologi og neuropsykologi. Hver af dem specialiserer sig i forskellige kliniske sfærer. Med andre ord så fokuserer den ene på emotionelle og adfærdsmæssige lidelser, mens den anden fokuserer på de kognitive mangler og hjerneskader.

Til sidst er hver speciale en forskellig sti, når det kommer til forskning. De fokuserer på de aspekter, der er specifikt relevant for dem. Når det er sagt, så vil fremskridt hos dem begge hjælpe med til at forbedre ressourcerne og forståelsen af mange mentale lidelser.

  • Anacona, C. y Guerrero-Rodríguez, S. (2012). Tendencias de proyectos de investigación en psicología clínica en Colombia. Psicología desde el Caribe, 29(1), 176-204.
  • Campos, M. R. (2006). La neuropsicología: Historia, conceptos básicos y aplicaciones. Revista de neurología, 43(1), 57-58.
  • Moreno, J. (2014). Psicología clínica: Revisión contextual y conceptual. Revista Electrónica Psyconex, 6(9), 1-20.
  • Verdejo, A y Tirapu, J. (2012). Neuropsicología clínica en perspectiva: Retos futuros basados en desarrollos presentes. Revista de Neurología, 54(3), 180-186.