Dobbelttænkning: Manipulation og kreativitet

Taler, der kommer fra autoriteter, skal altid sættes spørgsmålstegn ved og diskuteres, da de næsten aldrig er uskyldige. Dette blev mesterligt afspejlet af begrebet dobbelttænkning i George Orwells værk.

Dobbelttænkning var et begreb, som George Orwell introducerede i sin roman 1984, et af de mest visionære og originale science fiction-værker. Dobbelttænkning er en manipulationsmekanisme, hvorved folk kommer til at tænke to modstridende ting på samme tid uden at være klar over det.

Nogle ideologier kan få folk til at tænke i absurde vendinger. Den samme effekt kan opnås i poesi, og derfor har mange kunstnere taget begrebet dobbelttænkning til sig. De bruger det dog ikke som et redskab til at manipulere med, men som en kreativ ressource.

Begrebet dobbelttænkning er et våben, der kan bruges til enten at skabe kontrol eller inspirere til drømme. Det bryder nemlig med de begrænsninger, som logikken pålægger. Man kan også sige, at det enten er et redskab til totalitarisme eller en frigørende vej. Det kommer an på det hele.

Dobbelttænkning

I romanen 1984 blev forbindelsen mellem sprog og magt mesterligt afsløret. I denne bog var dobbelttænkning en del af en form for social indoktrinering. Magtens mål var at få folk til at acceptere det, der var falsk, som sandt og omvendt.

Det betød med andre ord, at folk skulle acceptere to modstridende idéer på samme tid, som om der ikke eksisterede nogen modsigelse. Ofte blev der produceret en modsigelse mellem hukommelsen og en virkelig begivenhed. Eller mellem den indlysende betydning af en bestemt kendsgerning og en anden fuldstændig modsatrettet idé, som dikteret af magthaverne.

Selv om 1984 var et fiktionsværk, kan dets indhold sagtens anvendes på virkeligheden i dag. Et eksempel på dobbelttænkning kunne f.eks. være den almindelige forekomst af “udrensning” af visse biografier af personer, der af bestemte regimer betragtes som “helte”. I disse fortællinger fremhæves deres bedrifter og succeser, mens deres fejl eller forbrydelser samtidig minimeres eller udelades.

Essensen af dette begreb

Begrebet dobbelttænkning dukkede op i George Orwells værk via en pseudokarakter ved navn Emmanuel Goldstein. Hans værk, The Theory and Practice of Oligarchical Collectivism, blev læst af karaktererne i Orwells bog. Orwell definerede dobbelttænkningens praksis som: “evnen til at have to modstridende overbevisninger i sit sind på samme tid og acceptere dem begge”.

Orwell tilføjede andre elementer til denne væsentlige idé. Han erklærede, at idéen om dobbelttænkning var “at bruge bevidst bedrag, samtidig med at man bevarer den fasthed i formålet, der følger med fuldstændig ærlighed”.

Orwell hævdede i sit værk, at man for at gøre dette skal lyve og “oprigtigt” tro på det. Desuden skal det, der ikke er praktisk at huske, glemmes og kun bringes frem i hukommelsen, når det er hensigtsmæssigt. Faktisk erklærede han, at dobbelttænkning betød “at benægte eksistensen af den objektive virkelighed og samtidig tage hensyn til den virkelighed, som man benægter”.

Som det fremgår, er der tale om handlinger, der er knyttet til tale og i nogle tilfælde til hukommelsen. Derfor er ordet som sådan et magtfelt, og de afledte fortællinger kan blive til former for manipulation. Måske skulle de, der er tilhængere af konspirationsteorier, tænke over dette. For bag den slags idéer finder vi som regel totalitarisme.

Kreativ dobbelttænkning

Det er også muligt at have passende modstridende idéer. Faktisk er det ikke kun muligt, men i mange tilfælde er det med til at afsløre en bestemt sandhed, som ikke er så indlysende, eller som er af stor betydning. Cervantes’ Don Quixote tager form omkring denne slags idéer. I denne bog afslørede personens dobbelttænkning et ønske om at se mere end den almindelige verden.

Magrittes eller Eschers malerier udfylder en lignende rolle. Selv kvantefysikken har fundet ud af, at virkeligheden ikke fungerer på en mekanisk måde, og at paradoks nogle gange er helt muligt. F.eks. det berømte Schrödinger-paradoks, hvor det er plausibelt, at en kat under visse omstændigheder er både levende og død på samme tid.

Kunsten har en slags magi, ikke for at bedrage, men for at blive opfattet og følt. Magt bør dog altid diskuteres, da den har potentiale for bedrag og manipulation. Det er læren om dobbelttænkning.