Collateral Beauty: Konfrontationen med tabet af en elsket
Collateral Beauty er en film, der udkom i 2016, og blev instrueret af David Frankel. Filmen var spået stor succes og havde store stjerner på rollelisten. Et par af dem var Edward Norton, Kate Winslet, Helen Mirren, Will Smith og Keira Knightley. Men selv med de store forventninger og de fantastiske skuespillere, var de fleste anmeldelser negative.
Fra et kritisk perspektiv, farer filmen vild i sit melodrama. Den går efter lette tårer og har presset så mange følelsesladede samtaler ind, som muligt. Men alt dette virker overfladisk.
Collateral Beauty har faktisk et meget interessant tema, men den kommer til at virke overdrevet sentimental. Det er bare ikke troværdigt; alt for meget Hollywood. Måden, den er sat op på, med helligdagene i New York, hjælper heller ikke. Det får den mere til at virke som en TV-film, som man ser med hele familien til jul.
Filmens plot er dog interessant og har klart en inspiration hos Dickens’ Et Juleeventyr. Den handler om en succesrig mand, der ender i en dyb depression efter hans 6-årige datters død.
Hans kolleger og venner prøver at hjælpe ham ved at ansætte tre skuespillere til at dukke op i hans liv. De skal spille tre specifikke, abstrakte koncepter: Kærlighed, Død og Tid. Denne del af filmen skal fungere som et symbol på livet. De prøver at vise os den frygt, man har, under en depression.
Lad os se bort fra den sukkersøde del af filmen, forudsigeligheden, og hvor unaturligt det hele er. Uden alt dette, er Collateral Beauty, dybest set, en fortælling om en meget tragisk situation.
Så i denne artikel vil vi ikke fokusere på den kritiske side. I stedet vil vi se på filmens budskab og de psykologiske lektioner, vi kan tage med fra den.
Tab i Collateral Beauty
Filmen begynder med en motiverende tale fra Will Smiths karakter, Howard Inlet. Han er en af de mest succesrige personer i reklameindustrien. I talen fortæller han om, hvordan der er tre ting, som forbinder alle mennesker: kærlighed, død og tid. På et tidspunkt siger han, “Vi længes efter kærlighed, vi ville ønske, vi havde mere tid, og vi frygter døden.”
Få sekunder efter skiftes der til en meget anderledes scene, hvor Howard har mistet sin 6-årige datter, passionen for sit arbejde, hans venner, hans liv. Han snakker ikke mere med andre. Han viser ingen interesse for noget og er næsten på grådens rand.
Men datterens død får ham ikke bare til at forsvinde væk i en depression, der forhindrer ham i at leve sit liv. Howard og hans kone går også fra hinanden, hvilket er meget normalt i sådanne situationer. Der er ofte mange ting, der spiller ind. Eksempelvis, håndterer en af dem det måske “bedre” end den anden, eller de skyder skylden på hinanden. En af dem kommer sig måske aldrig over det.
Sørgeperioden
Sørgeperioden er ekstremt svær for enhver person, der går i gennem den. Endnu mere, når det handler om et barn, der er gået bort. For nogle mennesker forsvinder sorgen naturligt med tiden. De går i gennem de forskellige stadier, indtil de til sidst accepterer situationen.
Men andre mennesker bliver hængende. De kan ikke komme videre, og det ender i sygdom. Med hensyn til Howard, kan vi se, at han går i gennem en ekstrem depression. Han befinder sig i et stadie af benægtelse, hvor han ikke kan tale om det eller interagere med andre mennesker.
Hans venner og kollegaer er bekymrede for hans emotionelle tilstand. Det er svært at se en, du elsker, der altid har været fuld af liv, pludselig falde sammen og ikke kunne komme videre med sit liv. Derfor beslutter de sig for at hjælpe ham.
De gør det selvfølgelig også på grund af hans forretning, som påvirker dem direkte. Så de ansætter en detektiv, der finder ud af, at Howard skriver breve til Kærlighed, Død og Tid. De koncepter, han talte så positivt om i starten af filmen.
Efter dette beslutter de sig for at hyre tre skuespillere til at optræde som personifikationerne af disse koncepter. På denne måde kan de vise, at hans mentale helbred ikke er godt nok til at arbejde. Samtidig skal det også hjælpe ham til indse den situation, han er endt i.
Filmens julestemning er også vigtigt. Det er den tid på året, hvor folk er mest følelsesladede. Det er en tid til at kigge tilbage, en tid for fortidens spøgelser (som i Dickens’ historie), og en tid til at huske på de personer, som ikke er her længere.
Symboler og dødens betydning
Howards venner går også gennem deres egne personlige problemer. De ser alle på, mens han sætter deres job i fare – det eneste, de har tilbage. Whit er lige blevet skilt, og hans datter hader ham: han har også mistet noget vigtigt i livet.
Claire har dedikeret sit liv til arbejdet. Hun stiftede aldrig familie og er bekymret for sin alder og om det er for sent. Simon finder ud af, at han har en dødelig sygdom. Men han er lige blevet far og vil ikke fortælle sin familie om det.
Skuespillerne, der spiller de symbolske karakterer (kærlighed, død og tid) skaber en dyb forbindelse med de andre personer. Død forbindes med Simon og hjælper ham med at acceptere sin skæbne. Kærlighed forbindes med Whit, som prøver at reparere forholdet til sin datter. Tid forbindes med Claire.
De tre forskellige historier flettes sammen med Howards og hans vej mod accept. Han starter med at gå til gruppeterapi med andre mennesker i samme situation som ham selv.
Døden er den skæbne, vi alle har. Det er ligemeget, hvem du er, eller hvor mange penge du har. Til sidst skal vi alle dø. Der er et maleri, som demonstrerer dette godt, der hedder Finis gloriae mundi, af Juan de Valdés Leal.
Den spanske maler viser nogle kroppe, der er ved at gå i forrådnelse, med biskoppens luksuriøse kiste, som står i stærk kontrast til de normale kister i baggrunden. I toppen af maleriet holder en hånd en vægt, der refererer til Guds dom.
Collateral Beautys budskab
Collateral Beauty viser os en meget succesfuld mand, som bliver tvunget til at håndtere hans datters dødsfald. På denne måde viser filmen os fra start, at døden er universel.
Uheldigt sammentræf: Under optagelserne fandt Will Smith ud af, at hans egen far ikke havde meget tid tilbage at leve i. Endnu et eksempel på, hvordan døden kan dukke uventet op hos enhver, til hver en tid.
Det er umuligt for hovedpersonen i Collateral Beauty at forstå, hvordan hans datter kan dø før ham, før hun har kunnet leve sit liv. Men filmen viser os også, at selvom vi kan måle den, er tid kun en tanke. Vi kan helt selv bestemme, hvordan vi bruger den.
Til sidst er der kærligheden, som er energien i alt omkring os. Endda i sorgen. Det er den collateral beauty, som filmen vil have dig til at se og forstå.
“Et barns død er den største grund til at tvivle på Guds eksistens.”
– Fyodor Dostoevsky