Autonomi og heteronomi: Kend forskellen
Jean Piaget var en schweizisk psykolog og lærer, der fordybede sig i emnet vedrørende moralske domme. Han udviklede koncepter, vi kender som autonomi og heteronomi. Disse koncepter refererer henholdsvis til, hvordan en person tillærer sig og gør nytte af moralske standarder. Fra hans perspektiv er denne form for etisk udvikling tæt forbundet med udviklingen af intelligens. Og heraf mener han, at det burde føre fra moralsk afhængighed af andre til en moralsk uafhængighed.
Ifølge Piaget, så har et spædbarn ikke en stor nok udvikling af hjernen til at kunne kende forskel eller blot forstå koncepter vedrørende henholdsvis ‘godt’ og ‘ondt’. Dette er, hvad man kalder anomi. Det betyder, at der ikke er nogen former for moralsk samvittighed i individets bevidsthed. Spædbarnet agerer simpelthen blot ud fra dens fysiske behov, uden nogen omtanke vedrørende konsekvenser, med mindre spædbarnet søger en specifik reaktion.
”Den bedste regering er den, der lærer os at beherske os selv”(Oversættelse)
-Johann Wolfgang von Goethe-
Når et barn vokser op, bliver de gradvist mere bevidste omkring deres moralske værdi vedrørende deres handlinger. Dets forældre, lærere og alle autoritære figurer er ansvarlige for at udvikle og påvirke barnets moralske bevidsthed. Barnet vil heraf agere ud fra, hvad disse figurer accepter og afviser. Dette er er, hvad man kalder heteronomi.
Senere, når hjernens udviklingsproces er færdiggjort, opstarter en ny fase i udviklingen. Barnet udvikler og opnår gradvist autonomi i forhold til etiske og moralske problemstillinger. Dette betyder, at de lærer at agere på baggrund af, hvad deres egen samvittighed fortæller dem.
Autonomi og heteronomi: Reglernes udvikling
Både autonomi og heteronomi handler om regler. Men på hver sin måde. Ifølge Piaget’s perspektiv er koncepter om ‘regler’ præget af udvikling set i kontekst til moralsk udvikling. Reglerne er de kommandoer, som i princippet henviser til positiv opførsel i individer eller grupper. Vi tror på, at regler er mere legitime, når de er der for at undgå konflikt, fremme vækst, respekt og vigtigst af alt retfærdighed. Det er vigtigt at huske på dette, da der også findes destruktive regler.
Det, der findes som pricip, er ”motor reglen”. Denne form for regel følger meget basale instrukser. Den voksne er nødt til at gribe direkte eller fysisk ind. Et eksempel kan være, når et barn bevæger sig hen mod et sted, der er potentielt farligt. Her er den voksne nødt til fysisk at stoppe barnet.
Det, der ligger som det næste, er den ”tvingende regel”. Denne regel opstår i de første par år af barnets opvækst. I dette stadie følger barnet de sociale normer kun på baggrund af, at det er det, de har fået fortalt af de voksne. Barnet er ikke i stand til at sætte spørgsmål ved normerne, da alt, hvad de voksne siger vedrørende morale, kan virke helligt. For hvis barnet bryder reglen, ligegyldig hvor absurd en regel, så er der grund til at blive straffet. Alt dette er en del af heteronomi stadiet.
Herefter kommer den “rationelle regel”. Denne regel er ikke håndhævet af andre, men i stedet bliver den håndhævet af individet, på baggrund af andres mening. Individet er bevidst omkring værdien af normen, som de er en del af. Hvis normen eller reglen er irrationel, vælger de at lade være med at følge den. I stedet agerer de autonomt og derfor ikke på baggrund af en autoritet. Lydighed er derfor ikke længere betinget.
Retfærdighed, rimelighed og samarbejde
En forskel på autonomi og heteronomi er, at i heteronomien bliver intention ikke analyseret. Det eneste, der bliver gennemgået, er resultatet af opførslen. Motivationen eller intention, der er bagvedliggende, bliver der ikke sat fokus på. Piaget bad en gruppe børn om at bedømme to handlinger: I én situation spildte et barn en stor mængde blæk på et stykke papir ved uheld. I den anden situation spildte et barn en lille mængde blæk med vilje. Da gruppen af børn blev udspurgt om, hvem de synes, der havde den dårligste opførsel, valgte de alle sammen det første barn.
En af de primære kendetegn vedrørende heteronomi er stivhed. Ingen intentioner, sammenhænge eller årsager bliver evalueret. Den eneste ting, vi tager stilling til, er til hvilken grad reglen eller normen bliver fulgt. Denne form for reaktion er også udbredt mellem voksne, når det handler om at være utro eller med hensyn til grænseoverskridende opførsel.
Forskellen på autonomi og heteronomi er, at intentionen er den bestemmende faktor for autonomien. Det samme er retfærdighed. Hvis en opførsel overskrider reglerne, men promoverer retfærdighed, er den accepteret. Der sættes stor hensyn til morale som en metode til at opnå lighed, samarbejde og respekt for alle. Ligegyldigt om det reelt er en regel. Hvis vi alle sammen udviklede individuelt autonomi ville vi med stor sansynlighed udvikle et bedre samfund for os alle.