Afhængighed af middelmådighed: Ønsket om at være som alle andre

Når vi taler om afhængighed af middelmådighed, refererer vi til en metafor, som gælder for mange mænd og kvinder i dag. Det drejer sig om besættelse af at overholde sociale mandater for til gengæld at modtage overflødig anerkendelse.

I dag har ordet “normalitet” fået en stærk betydning. Frem for blot at være et begreb er det endt med at blive et mantra for den nuværende verden. Ifølge mange tænkere er ønsket om at være normal og vende tilbage til det normale, når noget er blevet forstyrret, imidlertid blevet inficeret med en afhængighed af middelmådighed.

Mange har en ægte besættelse af at være i en “midterposition”, da de føler, at det er det bedste sted at være. Ikke desto mindre er centrum ikke en ligevægtstilstand, men et gråt sted, hvor middelmådigheden som regel lever. Ikke meget, ikke lidt, hverken her eller der. Det er netop det, som nogle kalder ” normalitet”.

Faktisk er der så stor interesse for at forblive “normal”, at det nogle gange bliver en besættelse og kan føre til en afhængighed af middelmådighed. Det betyder “at være som alle andre”, ikke at afvige for langt fra flokken eller at være anderledes på nogen måde.

Man adlyder reglerne og kommer ikke ud af den normale orden, medmindre uorden bliver en tendens.

Det “normale” og afhængighed af middelmådighed

Middelmådighed fører til, at folk hverken er usædvanligt gode eller dårlige. De gør ikke noget overdrevet prisværdigt, men de gør heller ikke noget væsentligt ødelæggende. I oldtiden talte man om det som aurea mediocritas eller “den gyldne middelvej”.

Epikuræerne anså det for ønskeligt, da de mente, at overdrevenhed førte til lidelse. I dag er middelmådighed imidlertid ikke et forsøg på at regulere aspekter af virkeligheden for at opnå retfærdige proportioner. Faktisk er det en holdning , der sidestiller “det normale” – forstået som almindeligt – med det ideelle.

José Ingenieros hævder i sin bog El hombre mediocre (Det middelmådige menneske), at det, der definerer middelmådighed, er den manglende evne til at skabe store idealer og kæmpe for dem. De idealer, som denne filosof henviser til, er ikke dem, som kulturen pålægger, men dem, som det enkelte individ skaber på en autentisk måde.

For mange mennesker er idealet i dag at være i overensstemmelse med det, som flertallet definerer som godt eller ønskeligt.

Banalitet som norm

De nuværende livsformer indbyder til at forblive i virkelighedens periferi. Det virker faktisk som om, at idéen om, at tingene blot er, som de er, er blevet godt og grundigt integreret i samfundet, og der er intet andet valg end at tilpasse sig den træghed, som denne idé skaber.

Desuden er der ingen anden måde at leve på end ved at producere og forbruge. Med andre ord er det at blive en del af markedet det, der opfattes som “livets realitet”.

I mange tilfælde skal der gøres store anstrengelser for at opnå små resultater. Koordinaterne for denne virkelighed angiver, at det at nyde en løn og have penge til at købe ting for er de mål, der skal nås. Troen på, at der ikke er noget “hinsides”, er blevet indoktrineret i samfundet.

Uanset de politiske implikationer er det, vi ønsker at fremhæve, at det ser ud som om, alt er tvivlsomt, undtagen selve grundlaget for denne særlige virkelighed.

Det er som om, de store spørgsmål om meningen med tilværelsen er forsvundet, og spørgsmålet anses for at være løst. Det er som om, der ikke er nogen veje tilbage at bygge, men stier, der allerede er lavet på forhånd.

Ensartethed

Middelmådighed vedrører det intime ønske om at følge med flokken uden at stille spørgsmålstegn ved hvorfor. Det handler også om at føle tilfredshed med at blive godkendt af andre, uanset på hvilket grundlag eller med hvilket formål denne godkendelse gives.

Selv differentiering er blevet et reguleret anliggende. Vi lever i en tid med “minoriteter”, der bekræfter deres identitet og gør krav på deres plads i det forudbestemte scenarie. Minoriteterne kæmper for at blive anerkendt af flertallet. Men nogle gange kan de ende som en anekdote om en tilbagevenden til nøjagtig det samme scenarie.

For at slippe ud af middelmådigheden behøver man ikke at blive utilpasset eller anarkist. Det er nok at erkende sig selv og forsøge at være tro mod de principper, som man har opbygget gennem sine egne overvejelser, ud over enhver befordret eller krævet loyalitet.

Sæt dit krav på det, du er, og ikke på hvordan du fremstår. Hold op med at se dig selv som et uberegneligt og ligegyldigt “mig”. Lær at se på dig selv som en del af en historie, af et evigt univers.