En violinist i toget: Bevis på, at vi kigger uden rigtigt at se

november 25, 2019
Washington Post udførte et eksperiment for at finde ud af, om folk er i stand til at anerkende skønhed ude af kontekst. Deres eksperiment viste desværre, at de fleste mennesker er udvidende om skønhed, som ikke passer ind i deres rutiner, selv en verdenskendt violinist, der spiller en gratis koncert i toget.

Violinisten ved toget var et socialt eksperiment, som beviste, at folk ofte kigger uden rigtigt at se, hvad der er foran dem. Det fandt sted for første gang i 2007 og igen syv år senere. Hovedpersonen? Den verdenskendte violinist, Josh Bell. Eksperimentet lader til at bevise, at mennesker er gode til at ignorere skønhed.

Washington Post organiserede eksperimentet for at svare på et simpelt spørgsmål: Er skønhed i stand til at fange folks opmærksomhed, hvis det bliver præsenteret i en dagligdags sammenhæng og på et uhensigtsmæssigt tidspunkt? Med andre ord, er folk i stand til at anerkende skønheden i uforventede sammenhænge?

Resultatet af eksperimentet viste, at folk kigger uden rigtigt at se, og de hører uden egentlig at lytte. Måske lægger vi for meget i udseendet eller vi er så nedsunket i vores egne tanker, at vi ikke kan se diamanterne, der skinner blandt de visne blade.

“Alt har skønhed, men ikke alle ser det.”

Konfutse

Joshua Bell, en sand mester

Joshua Bell er en af de beste violinister i verden. Han er født i Indiana i 1967. Da han var et meget lille barn, så hans forældre ham bruge elastikker til at efterligne lydene, hans mor lavede, når hun spillede klaver. Bell var blot fire år gammel. Hans far købte en violin til ham og Bell gav sin første koncert, da han var syv år gammel.

Joshua Bell er kendt for sin kærlighed til klassisk musik og hans dedikation til tanken om, at alle bør have adgang til den. Han er ikke en traditionalist, der mener, at det kun bør nydes i bestemte sammenhænge og at det kun er til en bestemt type publikum.

Bell har være på Sesamgade og har hjulpet med at lave kendingsmelodier til flere film. Han spillede faktisk kendingsmelodien til The Red Violin og havde flere gæsteoptrædener i filmen. Det er derfor, Washington Post mente, at Bell var den rette person til deres eksperiment.

En violinist ved toget

Eksperimentet involverede Joshua Bell, der spillede violin på en fyldt togstation i Washington, D.C. i myldretiden. Bell besluttede at bruge sin Stradivarius violin, hvilket er et instrument med en estimeret værdi på over 20 millioner danske kroner.

Personerne, som designede eksperimentet, estimerede, at mellem 75 og 100 personer ville stoppe op og lytte til Bell. De havde også en hypotese om, at han ville tjene omkring 700 kr. i den time, han spillede. Tre dage før eksperimentet havde Bell trods alt givet en koncert, hvor de dårligste sæder kostede omkring 700 kr.

Eksperimentet blev udført den 12. januar 2007 klokken 7.51 om morgenen. Bell dukkede op på togstationen iført en langærmet sort skjorte, jeans og en baseball kasket. Han begyndte at spille et stykke af Johann Sebastian Bach, efterfulgt af Schuberts Ave Maria.

Han fortsatte med at spille, én perfekt udført sang efter den anden. Det blev ret hurtigt tydeligt, at folk ofte kigger uden rigtigt at se og hører uden rigtigt at lytte.

Eksperiment med violin viser, at folk kigger uden rigtigt at se

Vi kigger uden rigtigt at se og hører uden rigtigt at lytte

I sidste ende spillede den vidunderlige verdenskendte violinist i 47 minutter. I den tid gik 1097 personer forbi ham. Til alles overraskelse stoppede kun seks personer op for rent faktisk at lytte.

I alt tjente Bell 217 kroner for sin opvisning. Han sagde senere, at det mest frustrerende ved eksperimentet var, når han blev færdig med et værk og ingen klappede.

Kun én kvinde ud af 1097 mennesker genkendte ham. En 30-årig mand lyttede til ham i længst tid. John David Mortensen, en ansat på et regeringskontor, stoppede for at lytte til Bell i seks minutter.

Han sagde senere, at det eneste klassiske musik, han lytter til, er klassisk rock, men Bells musik var så smuk, at han stoppede for at lytte. Jeg følte mig fredfyldt“, sagde han til journalisterne.

Under eksperimentet med violinisten ved toget var de fleste rejsende fuldstændig ligelgade med Bells optræden. De bemærkede eller studsede slet ikke over en verdenskendt musiker, der gav en gratis koncert lige foran dem.

For Bell var det foruroligende at se så mange mennesker ignorere ham. Det er derfor, han besluttede at udføre eksperimentet igen syv år senere, på præcis samme sted. Denne gang var der dog masser af reklame før begivenheden.

Da Bell vendte tilbage til togstationen, samlede hundredevis af mennesker sig for at se på. Målet var at samle unge mennesker med klassisk musik, så Bell udførte en form for lærende koncert. Han var ked af, at så mange ikke var i stand til at identificere skønheden under det første eksperiment, og han ønskede at gøre noget for at ændre det.

  • García-Valdecasas Medina, J. I. (2011). La simulación basada en agentes: una nueva forma de explorar los fenómenos sociales. Revista Española de Investigaciones Sociológicas (REIS), 136(1), 91-109.