At være alene virker måske ikke interessant i 20’erne, men senere vil det blive nødvendigt

august 30, 2017

Med årene får det en anden betydning at være aleneHvordan kan det være? Mens vi samler på erfaringer, kommer vi til det punkt, hvor alenetid bliver synonymt med personlig, intim og følelsesmæssig plads.

Og, ja, det at være alene er afhængighedsskabende. Så snart man opdager den ro, som følger med den, vil man ende med at føle et behov for det. Et behov for at lade den dække én som et tæppe fra tid til anden. Man kan ikke længere udstå larmen fra andre med den samme ro. Man begynder at kunne lide idéen om at få mere selvindsigt i ens egen verden.

Med tidens gang begynder man at kunne relatere til det at være alene uden frygt. Man kan nyde tiden med sig selv, reflektere og genfinde en balance, som er meget svær at opnå i ungdommen. I 20’erne fornægter samfundet én nydelsen af alenetid som noget positivt. Det får man til gengæld lov til i 30’erne. I denne periode støder man ind i behovet for at stoppe op og reservere ens energi til sig selv.

“Alenestunder er vores mest private ejendom, et gammelt ritual i jonglering af flammer, hvor vi flytter ind og bygger mure med spejle, som vi for evigt flygter fra.”

-Mario Benedetti-

Hvad kan alenetid have, som får os til at føle os frie?

Det at være alene er så tiltrækkende, fordi det hjælper os med at beholde lidt af vores sjæl selv. Med dets hjælp kan vi lytte til os selv, håndtere vores bekymringer, observere vores dæmoner og udøve vores lidenskaber. Vores tid alene bliver en værdifuld stund, som fylder os op uden at skade os.

Men… Vær forsigtig!! Vi må ikke blande selvvalgt alenetid sammen med social isolation. Vi skal forstå det som et sted, vi tager hen af egen fri vilje og med et behov for at opbygge vores personlighed gennem observation.

Når en person vælger at være alene, så er de ikke isolerede. Udover det så hjælper selvvalgt isolation os med at udvikle en følelse af kontrol. En kontrol, som et accelererende og travlt voksenliv ikke lader os dyrke.

I sine alenestunder er en person ansvarlig for at skabe sit eget spejlbillede og vide, hvad der sker inde bag sit eget ansigtsudtryk. Vi kan skabe en forbindelse til vores evne til at vende blikket indad. Her kan vi analysere grundene til og effekterne af vores konflikter, udmærkelser og oplevelser. 

Alenetid giver os stunder med dejlig intimitet

Gennem det intime møde med én selv, siger man farvel til følelsesmæssig afhængighed og tossede tilknytninger. Vi arbejder på vores essens ved at have et behov for os selv. Vi dyrker og arbejder på vores indre jeg, bliver opmærksomme på vores behov og overkommer vores frygt.

På denne måde reduceres frygten for at ikke finde meningen med livet, da en person, som værdsætter alenetid, forstår, at meningen med livet er den, de ønsker at give det. Intet mere, intet mindre.

Dette hjælper med at styrke os til at tage beslutninger og til at analysere. Udover det er behovet for at være alene og det at værdsætte dette to facetter relateret til kreativitet og originalitet. Dette bliver en af de små, diskrete detaljer, der gør hele forskellen.

Vi opdager os selv gennem de øjeblikke, hvor vi er i kontakt med vores inderste jeg. Dette gør alenetid til et synonym for personligt og intimt rum. Dette skubber os ofte mod at finde og samle på grunde til at fortsætte med at vokse.

Alenetid er altid brugbart til at samle os selv, til at vende tilbage til os selv. Til at sprede vores reflektioner til alle dele af vores liv, som vi har misvedligeholdt. Den essentielle del af denne følelsesmæssige tilstand lærer os at dele vores måde at være på med os selv. At holde benene solidt plantet på jorden og nære den, så vi kan arbejde intensivt på det, som holder os kørende. Vores kærlighed til os selv.