Symmetri mellem forældre og børn

Symmetri mellem børn og forældre kan lyde godt, men er ikke helt problemfrit.
Symmetri mellem forældre og børn

Sidste ændring: 30 september, 2019

Når der er symmetri mellem forældre og børn, tror børnene, at de er jævnbyrdige med deres forældre. Forældrene har ingen autoritet over deres børn, og børnene har svært ved at udvikle deres egen identitet. I stedet kopierer de det, de ser hos forældrene, inklusiv traumer og angst.

Vi lever i en verden, hvor børn opfører sig mere og mere som voksne, og voksne opfører sig mere og mere som børn. Det er kernen i den argentinske psykolog Claudia Messings bog Simetria entre Padres e Hijos (symmetri mellem forældre og børn).

Messings videnskabelige opdagelser fik hende til at udvikle teorien om symmetri, eller spejling, hos børn. Hun fremhæver, at børn bliver sværere og sværere at styre, har flere problemer end førhen, og har færre psykiske ressourcer til at håndtere deres individuation.

Samtidig gentager børnene de dysfunktionelle mønstre, de ser hos deres forældre.

“Der er kun to vedvarende ting, vi kan håbe på at give videre til vores børn. Det ene er rødder, det andet er vinger.”

-Hodding Carter-

Messing mener, at dette fænomen med symmetri mellem forældre og børn, har rod i den moderne opdragelsesform. Forældre, der benytter disse former, udøver ikke autoritet på en sammenhængende måde. Rollerne i familien (far, mor, barn) er heller ikke særligt klare.

De er i stedet blevet skiftet ud med en slags uproportioneret demokrati, som udvisker familiens hierarki. I den slags familiestrukturer ser alle de andre som deres jævnbyrdige. Men det er de ikke, og skal heller ikke være det.

Lille barn skriger

Kendetegn på symmetri mellem forældre og børn

Når børn spejler deres forældre, bliver de svære at styre. De mener altid, at de har ret, de føler sig meget sikre på, hvad de vil have. Og de hader, når de voksne sætter grænser.

Et “symmetrisk barn” viser ikke meget respekt for voksne, for de mener ikke, at den voksne har noget at tilbyde. De ser ikke voksne som mere vidende, eller mere erfarne. Sådanne børn tror, at voksne er deres ligemænd, ikke andet.

Børn, som er vokset op med dette symmetriske forhold til deres forældre, får faktisk svært ved at frigøre sig fra forældrene, når de bliver voksne. Det er ikke, fordi de er overdrevent knyttet til deres forældre, men fordi de ikke ved, hvordan man lever selvstændigt. De er ikke særlig gode til at omstille sig, og de vil helst holde sig til det, de kender.

De fire dimensioner i et symmetrisk forhold mellem forældre og børn

Messing siger, at der er fire dimensioner i det her fænomen med et “symmetrisk barn”: Efterligning, lighed, forestilling om fuldkommenhed og mangel på individuation. Lad os tage et nærmere kig på hver af dem.

Efterligning handler om den spejl-effekt, som disse børn oplever med deres forældre. De kopierer alt, hvad forældrene gør. Men hvorfor er det et problem? Jo, børnene ender med også at kopiere forældrenes traumer og problemer.

Den anden dimension er lighed. Dette betyder, at barnet ser de voksne som deres ligemænd. Derfor har forældrene ingen autoritet over for barnet.

Indtil for nylig holdt børn en vis distance til de voksne. De forstod, at de ikke kunne gøre alt, hvad de voksne gjorde, fordi de var børn. I dag eksisterer den distance ikke i mange familier. Børnene føler, at de helt kan identificere sig med deres forældre.

Barn der råber er et tegn på symmetri mellem forældre og børn

Forestillingen om fuldkommenhed og mangel på individuation

Når et barn føler sig lige med en voksen, tror det også, det kan gøre alt. Den slags børn påtager sig tit en forældrerolle, og giver vejledning, eller endda order, i hjemmet.

Et “symmetrisk barn” kan også finde på at overtage en lærers rolle og fortælle, hvad de skal undervise i, og hvordan de skal gøre det. Før eller siden må disse børn dog se i øjnene, at de ikke har værktøjerne eller ressourcerne til at opføre sig på den måde. Den erkendelse kan gøre dem bange og forvirrede.

Dette er forestillingen om fuldkommenhed. Barnet føler sig selvtilstrækkelig, selvom det helt indlysende ikke er det. Børnene føler ikke, at de behøver at lære noget. De fornemmer heller ikke, at de er i gang med en proces, der handler om at lære, og vokse op.

Sådanne børn lytter ikke til deres forældre eller lærere. Resultatet er, at de ikke får gennemført deres individuation. Da de kun ved, hvordan man efterligner, kan de ikke rigtigt udvikle deres individuelle personligheder.

Ifølge Dr. Messing, kan familierne kun løse dette problem, hvis de genopbygger deres forældre-barn roller. Forældre skal gøre det klart, at de ikke er deres børns jævnbyrdige, og at de har autoritet i hjemmet. Dette er ikke det samme som autoritarisme. Det er bare, at forældrene viser, at de er guider og rollemodeller.


Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.


  • Levin, E. (2000). La Función del hijo: espejos y laberintos de la infancia. Nueva Visión.


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.