Nostalgi for Spider-Man: No Way Home
I de seneste årtier har vi været vidne til en spektakulær udvikling i specialeffekter og superheltefilmenes historier. Alles forsøg på at finde fejl i spillefilm er væk. Dette gennembrud kan skabe en illusion om, at vi har nået et loft i intensiteten af biografoplevelsen. Skal vi gå ud fra, at oplevelsen af at gå i biografen ikke længere kan overraske os? Slet ikke, Spider-Man: No Way home er et tydeligt eksempel.
Det hele startede for lidt under 20 år siden. I denne Spiderman-film spillede Tobey Maguire rollen som Peter Parker, selv om han ikke var den første skuespiller til at gøre det. Og det var heller ikke den første superheltefilm nogensinde.
Uden at vide det stod vi imidlertid over for et ekstremt vigtigt øjeblik i historien om tegneserie-superheltefranchises. Sammen med filmen X-Men (2000) markerede Spider Man (2002) begyndelsen på en historie, som vi allerede kendte så godt. Nemlig den historie, der begynder med et edderkoppebid.
Succesen var sikret. Det var spændende at give liv til de karakterer, som vi havde læst om så mange gange. Men for årtier siden ville det have været utænkeligt, at disse fiktive karakterer kunne genskabes med så megen realisme og give dem så markante og genkendelige personligheder.
Så meget, at det for mange tegneserieelskere nærmest var obligatorisk at se disse film, som i begyndelsen af 2000’erne var steget kraftigt i kvalitet. Processen virkede også i den modsatte retning. For folk, der var nye i tegneserieverdenen, nød også filmene. Det vakte deres interesse for disse udgivelser.
Tre Spiderman-sagaer og tre forskellige tilgange
Tobey Maguire var den første Spiderman i en saga af film (tre), der omfattede flere karismatiske skurke spillet af store skuespillere. Efter denne trilogi var det Andrew Garfield, der iførte sig den vægkrybende dragt for at spille hovedrollen i en ny saga. I denne film så vi nye figurer og skurke, men også nogle, der havde optrådt i den tidligere trilogi.
Garfield spillede Spiderman to gange. Endelig blev den mest nutidige Spiderman legemliggjort af Tom Holland. Ud over de tre film, hvor han spiller Peter Parker, var Holland også med i andre Marvel-blockbusters. For eksempel sammen med Robert Downey Jr. som Iron Man i Captain America: Civil War. Og den anerkendte Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame.
Alle Spiderman-filmene fortolker heltens personlighed på forskellige måder, selv om de fortæller de samme historier. For eksempel startede den Peter Parker, der spilles af Tobey Maguire, som en upopulær elev, der var lidt udstødt og dårligt integreret på det sociale plan.
På den anden side viste Andrew Garfields Peter Parker, selv om han igen ikke var den mest populære dreng i skolen, lidt andre karaktertræk end Maguires tidligere portrættering. Han var nemlig mere selvsikker og afspejlede sin usikkerhed gennem mundrette svar og udprægede nervøse bevægelser. Garfield viste os faktisk en usikker, men elskværdig Peter, måske lidt mere barnlig end Tobey Maguires.
Tom Hollands version viser en tilgang til Spiderman, der også er anderledes end de tidligere versioner. Den flytter handlingen og hovedpersonens omgangskreds rundt om hans ungdomsår. Faktisk afspejler Tom Hollands Spiderman den mest typisk ungdommelige og venlige version af Peter Parker.
Nostalgiens multivers i Spider-Man: No Way Home
Nogle vil måske mene, at Spiderman-historien kunne være begyndt at gentage sig selv og begynde at være uinteressant for seerne. Ikke desto mindre har Marvel nu bragt “multiverset” til det store lærred.
Dette koncept har været en rigtig god mulighed for at røre mange superheltefans’ hjerter. Det har især været relevant for dem fra tidligere generationer, som måske identificerede sig mindre med det nye koncept om Spiderman.
Siden annonceringen af Tom Hollands tredje Spiderman-film, Spider-Man: No Way Home, har der været spekulationer om, hvorvidt figurer fra tidligere Spiderman-film vil dukke op. Karakterer som Doctor Octopus, spillet af Alfred Molina, eller Green Goblin, portrætteret af Willem Dafoe.
Fans håbede, at ikke kun disse to skurke ville dukke op, men også flere andre. Desuden var det bedste stadig i vente. For der flere måneder før filmens premiere gik et rygte om, at Tom Holland ikke ville være den eneste skuespiller, der skulle spille Spiderman i filmen.
Sony og Marvel besluttede at skærme premieren for spoilere, så de kommende seere ikke på forhånd ville have nogen anelse om, hvad der ville ske. Mere specifikt besluttede selskabet at holde på hemmeligheden om, hvorvidt de ville få lov til at se de tre skuespillere sammen for at legemliggøre Spiderman.
Ud fra et strategisk synspunkt gjorde produktionsselskaberne et fremragende stykke arbejde. For de holdt millioner af potentielle seere spændte og interesserede. Folk talte timerne for at se hver ny trailer, og forventningerne voksede for hver time, der gik. Det er unødvendigt at sige, at det i sidste ende var et mytisk øjeblik for superhelteelskere.
Filmen, der påvirkede flere generationer
16. december 2021, den længe ventede premieredag kom, og stemningen i de fleste biografer var bestemt ikke den samme som i de tidligere film. Det virkede, som om folk i 30’erne, 40’erne og 50’erne ikke havde nogen skrupler med at udstille det indre barn i sig selv.
Ligeledes viste det sig, at folk, der var fortrolige med superhelteverdenen, ikke blot forventede, at filmen skulle underholde dem, men at den skulle røre dem.
Man behøver blot at se på anmeldelserne for at se, hvor følelsesladet filmen som forventet var. Nostalgien var den egentlige hovedperson, der enten optrådte som vittigheder fra andre film eller virkelig følelsesladede øjeblikke.
På den måde har Spider-Man: No Way Home markeret begyndelsen på en ny tendens i den typiske superheltefilm. Efter at have nået et næsten ufatteligt niveau med hensyn til specialeffekter og plotlines vil seerne nu utvivlsomt fortsat strømme til det store lærred. Det er alt sammen takket være Marvels hemmelige våben, nemlig appellen til publikums følelser.