Jeg elsker de kram, der får mig til at lukke øjnene

· maj 14, 2017

Jeg elsker de kram, der får mig til at skælve. Dem, som stopper tiden og giver mig åndenød. Jeg elsker dem, fordi de samler mig igen. Og de får min sorg og frygt til at flyve langt, langt væk.

Jeg elsker de kram, der, selvom de ikke fikser noget, hjælper mig med at fortælle mine problemer, at de ikke har magten over mig, at de ikke vil bryde mine vægge ned eller ødelægge min høst.

Jeg begærer de kram, fordi de stopper min overtænken. De hjælper mig med at opretholde balance. De beroliger mig, og de viser min essens. Jeg begærer dem, fordi de udviser så ideel kærlighed, at jeg vover at nive mig selv for at se, om jeg drømmer, eller om det er sandt, at jeg er på toppen af verden.

Så ja, jeg tilstår, de kram er mine svagheder. Jeg smelter bare ved tanken om dem. De omfavner mig, vikler sig rundt om mig. Og de får mig til at føle som om, livet ikke er uretfærdigt eller dårligt. Og at der ikke findes nogen bedre måde at føle på end gennem kontakt hud til hud.

Min hud er huden på den, der fik mig til at skælve

At føle denne kærlighed får min hud til at kilde. Og så i et øjeblik holder den op med at være min og tilhører den, der fik mig til at skælve. Fordi sandheden er, at ikke alle opnår dette, kun de mennesker der har den højeste rang i vores liv.

Det er dem, der holder os oppe som søjler med de arme, der kommer, når vores håb begynder at falme, vores vinduer knirker og vores muligheder gemmer sig for os.

De eneste mennesker, der får min hud til at kilde er dem, der er associerede med eksempler, lektier og permanenthed. Dem, jeg er heldig at kende og være i stand til at kramme.

Når din hud kilder på den måde, husker du ikke de slag, du har fået gennem livet. Du husker dem ikke, fordi i den menneskelige kontakt finder du en grund til at smile uden at se tilbage på de tider,. Du ender dine fejlagtige forsøg og tabte kampe.

Jeg elsker de kram, der samler mine ødelagte stykker

Jeg elsker at tænke på de kram, der samler mig igen, når jeg er ødelagt. Det er en fantastisk ting at føle, at den kaotiske verden er lagt bag mig. Og at jeg kan træde på min fortid og komme videre.

Det er der jeg indser, at det at komme over bumpene på vejen kun handler om at konfrontere dem og blive ved. At løbe gennem stormen og vente på, at der kommer noget bedre. Og med disse tanker samler jeg mine stykker igen. Dem, der reder mig og lukker mine sår.

Derefter er jeg klar til at hoppe ind i mørket, hvis jeg bliver spurgt. Selvom du kan være sikker på, at det ikke er nok. For jeg ved, at det at falde er menneskeligt. Det er menneskeligt at kæmpe.

På mit bedste er jeg for følsom, men for mig er der bevægelser, der reder min dag og fikser mit liv. Det er næsten som om, de genoplader mine batterier og sætter dem i højeste gear.

Men selvom jeg ikke eksploderer, kommer der sommerfugle i min mave. Og derefter virker alting smukkere, med flere farver og mindre gråt. Noget så vidunderligt og spektakulært, at jeg er håbløst forbløffet.

Dette er den store effekt kram har på mig. Og den vigtigste grund til, hvorfor jeg elsker at modtage dem og tænke på dem. For de får os ikke kun til at føle os specielle. De tilbyder os også muligheden for at være unikke.

Unikke, usædvanlige og ærlige. Det er de oplevelser, der overfylder sjælen og minder os om, at vi alle er under samme himmel, og at fra vores egne hænder kommer alle grunde til ikke at holde op med at smile.